Fotoreportage: Den amerikanske borgerkrig

Tegnere blev USA's første krigskorrespondenter. De boede sammen med tropperne, og bevæbnet med blyant, farver, pen og kul satte de liv og lemmer på spil og led frygtelige afsavn for at dokumentere kampene slag for slag.

Sydstatshæren satte ild på Samuel Mummas gård, for at den ikke skulle falde i Unionens hænder. Da Alfred­ Waud lavede sin skitse – med zinkhvidt pigment til at tegne flammerne med – havde unionshæren nået at få kontrol over området.
Library of Congress
Sydstatshæren satte ild på Samuel Mummas gård, for at den ikke skulle falde i Unionens hænder. Da Alfred­ Waud lavede sin skitse – med zinkhvidt pigment til at tegne flammerne med – havde unionshæren nået at få kontrol over området.

Under den amerikanske borgerkrig (1861-65) var kamera-lukkere for langsomme til at kunne gengive bevægelse skarpt. Og fotografer belæsset med store glasnegativer og hestevogne indrettet som mørkekamre kunne hverken manøvrere gennem ujævnt terræn eller tage billeder midt i kampens hede.

Derfor hyrede avisredaktører tegnere til at skitsere krigens gang for læserne derhjemme og i udlandet. Disse unge mænd (der var ingen kvinder iblandt) blev USA’s første krigskorrespondenter på billedsiden, og verden kom til at se den amerikanske borgerkrig gennem deres øjne.

De boede sammen med tropperne, og bevæbnet med blyant, farver, pen og kul satte de liv og lemmer på spil og led frygtelige afsavn for at dokumentere kampene slag for slag. Krigs­tegnerne måtte arbejde hurtigt og ofte i livsfarlige situationer for at identificere en kamp­scenes omdrejningspunkt og lave et grundrids på få minutter.

Senere færdiggjorde de skitsen i lejren. Fra slagmarken blev deres skitser sendt via hestekurér, tog eller skib til avisen, hvor en tegner kopierede billedet over på træblokke. Gravører ud­skar derpå tegningen – de mest erfarne udskar detaljerede figurer og kompositioner, mens lærlinge tog de enklere baggrunde. Når træsnittet var færdigt, blev det reproduceret på en metalplade og trykt. Normalt tog det 2-3 uger for en tegning at blive udgivet, men vigtige slag kunne hastes igennem på få dage. Med den løbende dækning i pressen var krigstegnerne med til at præge den offentlige mening om krigen, som kostede ca. 1,1 millioner mennesker livet.

Nyt blad: Før Stonehenge

Abonnement: I blad nr. 8 / 2014 kan du læse om et nyt fund på Orkneyøerne, der har forbløffet arkæologerne. For 5200 år siden byggede stenaldermenneskene noget stort...

Fotokonkurrence: Deltag her

Deltag i National Geographics månedlige fotokonkurrence her. Vinderen får sit billede offentliggjort i magasinet.

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra National Geographic.

Tilmeld og modtag hver uge:

  • De flotteste billeder
  • De bedste artikler
  • Ugens quiz