National Geographic fotografer vinder World Press Photo-priser

Fire National Geographic-fotografer er udråbt som vindere ved den 58. udgave af organisationen World Press Photos årlige konkurrence. Konkurrencen hædrer de bedste journalistiske og dokumentariske fotos, der er blevet taget det forgangne år.

12. februar 2015

Blandt vinderne er Pete Muller, der blev tildelt førstepræmien i kategorien ”Generelle nyheder” for sine fotos af ebola-krisen i Sierra Leone. Hans billeder er blevet offentliggjort på National Geographics hjemmeside og i Washington Post.

Førsteprisen i kategorien ”Natur” gik til Anand Varma, som til den bærende artikel i National Geographic i november 2014 tog billeder af snyltere, der forvandler deres værtsdyr til levende ”zombier”.

Andenprisen i kategorien ”Enkeltstående naturfoto” blev tildelt Ami Vitale, der er en hyppig bidragyder til National Geographic og har foreviget øjeblikket, hvor en gruppe samburu-krigere møder et næsehorn for første gang.

Den tyske fotograf Christian Ziegler vandt andenpræmien i kategorien ”Naturfortællinger” for sit arbejde med kødædende planter. Han er en flittig bidragyder til National Geographic.

En international dommerkomité udpegede vinderne blandt 97.912 fotos indsendt af 5692 fotografer fra 131 lande.

”World Press Photos anerkendelse af vores fotografers arbejde er en af de største komplimenter, man kan få i denne branche,” siger Sarah Leen, billedchef på National Geographic. ”Vi soler os i skæret fra de udmærkelser, der er blevet tildelt Anand Varma, Peter Muller, Christian Ziegler og Ami Vitale. Vi er mægtig stolte af alle de fotografer, vi er så privilegerede at arbejde sammen med, og det glæder os, når de høster fortjent anerkendelse.”

På sporet af ebola

Peter Muller, der er amerikaner, men bor og arbejder i Nairobi i Kenya, har fotograferet spredningen i Sierra Leone af det værste ebola-udbrud nogensinde.

”Den drog hærgende gennem landet og dræbte hele familier og ramte dem, der var omsorgsfulde nok til at tage sig af de syge,” skriver World Press Photo på sin hjemmeside.

For at vise epidemiens omfang, tog Peter Muller billeder af hjælpearbejdere, de syge og de døende og dem, der i øvrigt var berørt af krisen.

Naturens snyltere

Fotoserien om snyltere af den amerikanske fotograf Anand Varma viser så bizarre skabninger som en krabbe, der under indflydelse af en snyltende rankefod (et lille krebsdyr) skifter køn fra han til hun, en fårekylling, der lystrer en hestehårsorms kommando, og en mariehøne, der gøres til slave af en snyltehveps.

”Snyltere affærdiges ofte som væmmelige, lavtstående blodsugere, men nogle af disse dyr har udviklet en utrolig evne til at overtage og styre deres værtsdyrs kroppe og hjerner,” skriver World Press Photo på sin hjemmeside.

Anand Varma fik for alvor skudt sin karriere som fotograf i gang, da han i 2010 modtog et legat for unge forskere fra National Geographic til at fotografere Patagoniens sumpområder. Siden er hans arbejde blevet offentliggjort af National Geographic og andre medier.

Måske er du interesseret i ...

Læs også