Galleri: Månedens pletskud 2011

Dette fotogalleri viser tidligere vindere af National Geographics månedlige fotokonkurrence, Dit Pletskud.

10. december 2010
Månedens andenplads indtages af fem hvin-ællinger, der er perfekt farvekoordinerede med stenen, de sidder på. Billedet er taget fra vandsiden af en lille sø, da fotografen var ude at svømme efter en tur i sauna og fik øje på de poserende små. Fotografens sommerhus ligger ved siden af redekassen, så ællingerne, der var de eneste overlevende af et kuld på 13, var forholdsvis vant til at se mennesker.
Med Manhattans skyskrabere i baggrunden og den majestætiske oceankrydser Queen Mary 2 i forgrunden kombinerer månedens vinderbillede nogle spektakulære menneskeskabte konstruktioner. En urolig himmel og et mørkt hav danner naturens dramatiske indramning af motivet og fuldender kompositionen. Fotografen fortæller, at billedet er taget i juni 2011 fra en lejlighed i New Jersey. Redaktionen ønsker tillykke med førstepladsen.
En dreng bliver irettesat af sin far. Fotoet, som redaktionen har tildelt andenpladsen, er taget i juli 2011 i et fattigt kvarter i Calcutta, Indien. Vi faldt for billedet, fordi der er en anderledes fortælling i det ellers klassiske foto af et uskyldigt barn fra et uland. For drengen ligner ikke et offer. Hans øjne udstråler nysgerrighed og livsvilje. Selv om livet byder på bare tæer på beskidte gader – og irettesættelser.
Redaktionen valgte dette sort-hvide billede som månedens vinder. Billedet er taget i juni sent om aftenen i Edinburgh i Skotland. Den spektakulære indgang til en kirke danner rammen om en tilsyneladende harmonisk samtale mellem generationer, mens de skarpe sort-hvide nuancer, aftenlyset og lampernes skær skaber en stemning, der minder om en fransk film fra 30’erne. Det er et smukt og stemningsmættet billede, som fortjener førstepladsen.
Andenpladsen går til dette naturfoto af en rødstjert-hun, som har fundet føde til sin nyligt flyvefærdige unge. Billedet er nærmest indhyllet i skovens grønne farver, som også synes at være smittet af på fuglen. Der er en ro og en enkel skønhed i billedet, som vi på redaktionen slet ikke kunne stå for.
Månedens vinder blev dette sort-hvide foto fra Istanbul, som gjorde os alle på redaktionen nysgerrige. For hvad foregår der? Er det en far, der diskuterer med sin datter om køb af udfordrende undertøj fra butikken, og står butiksejeren og lytter med? Fotografen fortæller, at “faren­” netop havde gestikuleret vildt med armene. Et smukt billede, der i stemning minder om det berømte foto American Girl in Italy, og med et motiv, der sætter gang i beskuerens fantasi.
Andenpladsen indtages af dette imponerende undervandsbillede af en klovnfisk, som nysgerrigt stirrer på fotografen. Billedet er taget i 2010 17 m nede i Det Røde Hav. Rickard Karlsson fortæller, at mange af de dyr, der lever ved revet, er meget sky, men at denne fisk længe holdt øje med ham fra sit levested blandt søanemonens giftige ar­me. Klovnfisken er immun over for søanemonens nældeceller.
En hel verden gemmer sig i en vanddråbe “som en lille jordklode i miniature. Skrøbelig, præcis som vores Jord,” siger vinderen af denne måneds pletskud. Det smukke og usædvanlige foto afspejler en græseng, skyer på en blå himmel og Solen, der får dråben til at glitre som en juvel.
Det blev uforvarende til et helt tema denne måned, da redaktionen skulle kåre et foto til an­den­pladsen. Redaktionen var enig om, at endnu et billede i sam­me genre også måtte præmieres for sin over­raskende vinkel på verden. Fotoet er taget med en 300 mm telelinse på en strand­restaurant, hvor stranden gengives i utrolig detalje­rigdom i et fyldt vinglas – en verden vendt på hovedet.
Vi er sjældent opmærksomme, når vi skynder os fra et sted til et andet. Men herover har fotografen fanget en lille drengs engleagtige ansigtsudtryk i mængden, og så er det umuligt ikke at stoppe op og blive interesseret: Hvad ser han på? Er han betuttet eller bare nysgerrig? Et enestående vinderbillede med en skæv vinkel på en hverdagssituation.
Andenpladsen denne måned (maj, 2011) går til dette foto fyldt med kontrast og drama. En ung pige bærer på sin lillebror – måske prøver de at komme væk – i skyggen af turister på elefantryg.
“Nordlyset er uforudsigeligt. Det opstår pludseligt og forsvinder lige så hurtigt igen,” ­skriver Ebba Torsteinsen Jenssen om sit vinderbillede. Fotografens tålmodighed blev ­belønnet med et usædvanligt smukt foto af et af de mest fascinerende fænomener på vores nordlige himmel og strøg til tops i konkurrencen om denne måneds pletskud. Det skyldes ikke mindst den fine komposition, hvor det grønne lys nærmest synes at udgå ­­fra fyrtårnets røde tag.
Vinderbilledet havde stærk konkurrence i denne måned, så redaktionen har valgt at kåre en vinder af andenpladsen. Den indtages af dette stemningsfyldte foto af en meget menneskelig japansk makak­abe, som nyder de varme kilder i de kolde bjer­­ge i Nagano. Fotografen fortæller, at aberne vandrer ned fra bjergene for at bade i kilderne.
“Ved at stoppe tiden kan vi se vores småfugle med nye øjne,” skriver Stig Nissen om sit billede. Denne måneds pletskud er teknisk smukt udført, og det viser en side af noget dagligdags, som vores øjne aldrig når at opfange. Teknikken, som er anvendt, fastholder blåmejsen i flugt med fuldt udfoldet fjerpragt og med en detaljerigdom, som giver den så velkendte gæst i vores haver og parker et nærmest eksotisk præg.
Vinderbilledet er taget i Vestafrika i udkanten af Liberias hovedstad, Monrovia, af Jonatan Jerichow, som er journalist og har rejst meget i Afrika. Han stod bl.a. bag indslagene fra Afrika under Danmarks Indsamling på DR den 29. januar i år. Han fortæller, at efter mange år med krig er mange børn i Liberia vokset op uden at få en uddannelse. I dag kommer børnene i skole igen, men Liberia er stadig på mange måder hårdt ramt efter borgerkrigen.
Denne måneds vinderbillede er ikke alene smukt, teknisk perfekt og beriget med et nærmest magisk lys. Det har også en helt særlig nordisk tone, hvilket vi på redaktionen satte stor pris på, da vi skulle vurdere de mange gode bidrag blandt månedens indsendte pletskud. Fotoet er taget af finske Kristian Halonen i det tidlige forår 2010 nær Hattelmala i det sydlige Finland.
Er man først i gang med at nærstudere mylderet af liv på denne måneds vinderbillede, så stopper man ikke lige igen. Billedet er taget ned over et blomstermarked i den indiske millionby Kolkata og har et utroligt dybdeperspektiv. “Hvis man kigger nærmere på billedets enkelte detaljer, kan man få øje på mange forskellige situationer mellem menneskerne,” fortæller fotografen Erik Holmgaard. Kontrasten i billedet er efterfølgende øget lidt, men billedet er ellers ikke blevet behandlet.
Denne måned blev vi på redaktionen oversvømmet med mange fabelagtigt gode fotos. Udvælgelsen var derfor svær, men til sidst valgte vi dette billede, hvor farve, lys og perspektiv går op i en højere enhed. Det er taget i Pagan i det centrale Myanmar af Hugo Machado fra Norge, der selv siger følgende om billedet: “Pagan er et af de bedste steder på Jorden at flyve i ballon. Udsigten ud over de mere end 2000 templer, en af verdens største samlinger af religiøse bygninger, er endeløs.”
Billedet af denne måneds vinder-ugle er så skarpt, at man kan se konturerne på næbbet, detaljerne i øjnene og hver eneste fjer. Samtidigt stirrer uglen sin betragter lige i øjnene med et stolt og lettere overrasket blik. Det ser nærmest ud, som om den løfter et øjenbryn pga. bevægelsen i fjerene. “Det var en ugle, jeg bare måtte have et billede af. Jeg er vild med de intense og fokuserede øjne,” fortæller Berit Jørgensen om sit vinderbillede, der er taget med et Canon EOS 50D.
Der er flere gode grunde til, at redaktionen har valgt billedet herover som månedens vinder. Blandt andet det humoristiske spil mellem cykelrytterne i det danske motionscykelløb Sjælsø Rundt og cykelikonet på vejen, den stilistisk smukke sort-hvid-kombination og arbejdet med for- og baggrund. “Jeg skulle helt ned på asfalten for at fange denne komposition, men jeg fortryder ikke, at jeg var til grin for hele flokken af cyklister,” fortæller Jean Schweitzer om sit vinderbillede.
Et smukt motiv, en flot dybde og et helt utroligt lys, der får et edderkoppeskind til at glitre i morgenlyset. Det er nogle af grundene til, at dette billede blev valgt som denne måneds pletskud. Og netop lyset er også en af årsagerne til, at Timo Särkkä sendte billedet ind. “Det er taget en morgen ved Karhila i byen Ristiina, hvor lyset var helt fantastisk. Jeg tog en masse gode billeder, hvoraf dette var et af dem,” fortæller Timo Särkkä om billedet, der er taget med et Canon EOS 650.
En varm majaften i 2010 ved Faludden på Gotland fik svenske Göran Knutas dette smukke billede i kassen. Redaktionen var især fascineret af, hvordan lyset gennemskinner de perfekt vifteformede vinger på denne rødstjert (Phoenicurus phoenicurus), der jager insekter ved en af øens gamle stenmure. “Efter en tåget og regnfuld nat, hvor fuglene havde fløjet tværs over havet, holdt de hvil på Faludden,” fortæller Göran Knutas. Billedet er i øvrigt taget med et Nikon D700.
Fotoet af to frøer i tæt omfavnelse blev valgt for sin komposition og sit smukke lys. Det er taget i et stort vandhul i april, hvor frøernes parringsleg gik lystigt for sig. “Omkring 200 par var meget aktive, og lyden var næsten øredøvende – men smuk,” fortæller fotografen, der selv måtte halvt ud i vandet for at tage måne­- dens vinderbillede. Når et frøpar kom ned i vandet, blev de overfaldet af seks hanner, der forsøgte at jage den nye han væk fra hunnens ryg. Men denne han var standhaftig.
Det sarte lys i den blå time på de vandskurede klipper giver landskabet et nærmest drømmeagtigt skær. Billedet er taget med et Nikon D300 på Kullaberg – spidsen af Kullahalvøen med det kendte Kullen i det nordvestlige Skåne, hvor Andreas Edman ofte fotograferer kystlandskaber. Han var egentlig på vej hjem, da han fik øje på de linjer, stenene dannede ud mod havet – og måtte have kameraudstyret frem igen.
Den smukke komposition af åkanden med refleksionen af sivene, skyerne og himlen får næsten dette foto til at fremstå som et maleri. Det er taget i en lille indsø i Tokke Kommune i Telemark med et Nikon D50 – og det er faktisk anden gang, at redaktionen enstemmigt har valgt et af denne fotografs billeder til månedens læserfoto. “Det er sjovt at dele lidt af ens oplevelser med andre, og det er en stor ære for mig at få billedet på tryk i NG,” siger den norske fotograf.
De glødende farver og dybden gør dette foto særlig fascinerende. Det er taget i et thailandsk kloster, hvor munkene kun må spise én gang i døgnet – om morgenen. Bagefter står den på buddhistisk læring og en lur. Resten af dagen holder munkene sig vågne med sukkerrige drikke, og derfor er flere af dem overvægtige.
Den dampende flok rener er et dynamisk og et alligevel stilrent og utrolig smukt motiv. Renerne er på vej til slagtning i den lille fjeldlandsby Ammarnäs, der ligger i Lapland i det nordlige Sverige.
Denne måneds smukke læserfoto er taget fra en bro over Kviteseidvatn i Norge. Søen er så rolig, at den ser ud, som om et køligt stykke silke smyger sig over vandoverfladen. “Jeg har taget flere billeder på dette sted, da jeg kan lide naturen og det skiftende lys her,” fortæller fotografen Harald Naper. Søen er en del af den 105 km lange Telemarkskanal, der starter i havniveau og slutter 72 m.o.h. og derfor har 18 sluser, bygget for over 100 år siden.

Måske er du interesseret i ...

Læs også