Aprils vinderbillede

23. november 2016

Vinder kåret


Siri Uldal Tromsø, Norge

Tågen, der ligger over bjergvæggene, oplyses af Solens stråler og får det til at se ud, som om himlens lys er malet i striber over bjerget. Det rå klippelandskab får et blødt, eventyrligt udtryk.
Månedens vinderbillede er taget i marts 2015 ved bygden Ersfjordbotn på øen Kvaløya vest for Tromsø i Nordnorge.


Hvor og hvornår er billedet taget?

Billedet blev taget i slutningen af marts sidste år. Ersfjorden er en af de mest berømte naturattraktioner i Tromsø-området. Det er gerne der rejseselskaberne tager nordlysturister hen om vinteren.


Kan du fortælle lidt mere om motivet og situationen?

Jeg var ude for at fotografere hele fjorden og de omkransende bjerge, da jeg så, at vinden hvirvlede noget sne op fra nogle af bjergene, som blev oplyst bagfra af aftensolen. I stedet for at bruge min landskabslinse på 18-20 mm., skiftede jeg til telelinse og tog et udsnit på 125 mm. Siden da har jeg ofte brugt telelinse til landskabsbilleder.


Hvor længe har du fotograferet?

Jeg har fotograferet siden september 2014, da jeg endelig fik råd til at købe et kamera.


Har du et godt råd til andre fotografer, der gerne vil vinde National Geographics fotokonkurrence?

Mit råd til fotointeresserede er ikke bare at tage billeder på ferier, men at knipse løs til dagligt i nærområderne. Det er dig, som ved hvornår noget tager sig bedst ud, fordi du har et kendskab til lokalområdet.

Vinderbilledet kommer med i National Geographic blad 6/2016.

Måske er du interesseret i ...

Læs også