James Cameron udforsker Titanic-vraget

Filminstruktøren James Cameron har tilbragt mere tid om bord på Titanic end skibets kaptajn Edward John Smith gjorde. Cameron fortæller her om et af hans mange dyk ned til vraget.

I et filmstudie i Californien samler James Cameron Titanic-eksperter for at vende ideer om, hvordan skibet sank og knækkede over. Deres værktøjer omfatter en 12 m lang model, timevis af dykkeroptagelser, kort over stedet og computersimulationer af forliset.
Stewart Volland
I et filmstudie i Californien samler James Cameron Titanic-eksperter for at vende ideer om, hvordan skibet sank og knækkede over. Deres værktøjer omfatter en 12 m lang model, timevis af dykkeroptagelser, kort over stedet og computersimulationer af forliset.

 Der er gået fem timer, siden min robot Gilligan uforfærdet forlod sin garage på dybhavsubåden Mir 1 og forsvandt ind i det hule skibsvrag. Mir 1 er parkeret på øverste dæk af historiens mest berømte skibsvrag, der er omgivet af evigt mørke og et tryk på 3,5 millioner kg pr. m2 – begge dele takket være en vandsøjle på 4 km over vores hoveder.

I sikkerhed inden i Mir 1 dirigerer jeg det fjernstyrede fartøj (remotely operated vehicle, forkortet ROV) via forsigtige bevægelser med joysticken og manøvrerer ind i skibets forræderiske indre.

Robotten Gilligan er nået frem til F-dækket og lægger et tyndt fiberoptisk kabel ud undervejs i labyrinten. Selv om det lille fartøj nu er syv dæk under mig, føles det, som om min bevidsthed er inde i robotten, og dens kameraer er mine øjne, som stirrer ned gennem skibets korridorer. Er den i fare, er jeg det også, og min puls dunker, for hver ny risiko der dukker op.

Da jeg drejer om et hjørne, undgår jeg med nød og næppe at blive spiddet af en faldende “rusttap” – en af de stalaktitlignende formationer, der dannes af bakterier, som langsomt fortærer skibets stål.

På vej gennem en dør bliver de skinnende reflekser fra en væg af glitrende blå og grønne fliser pludselig indfanget af mit lys. Teaktræs-chaiselonger ligger væltet om på gulvet, utrolig velbevarede, og over dem er der en kuppel med arabesker belagt med bladguld. Jeg er kommet ind i den elegante spa på datidens mest luksuøse skib.

“Sig til dem, at vi er i de tyrkiske bade,” siger jeg til marinarkæologen Mike Arbuthnot, der sidder ved siden af mig. Han indstiller mikrofonen og sender beskeden op til overfladen.

Robotterne fanger de billeder, der aldrig blev taget

Vores arkæologiske undersøgelse af skibets indre begyndte i 1995, da jeg var ved at færdiggøre optagelserne fra vraget til filmen Titanic. Dengang havde vi en klodset ROV ved navn Snoop Dog, som ikke var meget mere end en filmrekvisit. Vi fik den ikke desto mindre manøvreret ind på skibets store trappe og hele vejen ned til D-dækket.

Lyset fra den viste, at en god del af de smukt udskårede træpaneler stadig var intakte. Snoop Dog nåede enden af sit tøjr og kunne ikke komme længere, men jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, hvad skyggerne gemte.

Efter at Titanic-filmen var udkommet i 1997, fik jeg bygget to revolutionerende nye robotfartøjer på bestilling, så vi kunne vende tilbage og virkelig udforske interiøret. I 2001 og igen i 2005 foretog jeg adskillige dyk ned til Titanic og sendte vores robotter dybt ind i vraget. Vi dokumenterede 65 % af de indre rum, der er tilbage, bl.a. kahytter, opholds- og spisestuer på første klasse, kahytter og åbne områder på tredje klasse, lastrum og Marconi-telegrafisternes rum.

Den ene utrolige opdagelse fulgte efter den anden. I spise- og opholdssalonerne på første klasse fandt vi høje blyindfattede ruder, der stadig var hele. Der er stadig håndudskårne mahognipaneler på vægge og søjler, og på nogle af dem kan man se noget af den originale hvide maling endnu. Der er krystallysekroner, og i kahytterne på første klasse er der fuldstændigt bevarede messingsenge.

Jerngitre med filigranmønster dækker de gabende tomme elevatorskakter. Da jeg første gang så en intakt messingtrykknap, føltes det, som om jeg kunne række ud og trykke på den, og så ville en spøgelses-elevator måske stadig dukke op.

Titanic sank på sin jomfrurejse, før interiøret kunne nå at blive fotograferet, så de fleste arkivbilleder, der blev brugt som reference for filmkulisserne, var af søsterskibet Olympic. For første gang så vi nu, hvordan Titanic reelt var bygget, og detaljerne i indretningen er nu omhyggeligt rekonstrueret fra robottens videooptagelser. Nu ved jeg, hvor filmen er korrekt, og hvor den ikke er.

Som at røre ved selve historien

De af vores opdagelser, der gør størst indtryk, er de genstande, som leder tankerne hen på de mennesker, der har haft dem i hænderne. I Henry Harpers kahyt findes hans bowlerhat stadig i ruinerne af hans skab. I Edith Russells kahyt skinner spejlet på servanten stadig og kaster robottens LED-lys tilbage i stedet for Ediths skræmte ansigt, da hun skyndte sig tilbage til værelset for at hente sin lykke-legetøjsgris, inden hun løb ned og steg om bord i en redningsbåd.

I en anden kahyt står der utroligt nok stadig en glaskaraffel og et vandglas på servanten. Havde glasset været tomt, ville det være flydt ud af sit stativ og væk, da rummet blev oversvømmet. Men en eller anden tog en mundfuld og efterlod glasset halvfuldt, og der står det den dag i dag.

I det lydtætte Marconi-rum har det trådløse radiotelegrafapparat overlevet, og knivafbryderne står stadig, som de unge operatører, Harold Bride og Jonathan Philips, efterlod dem. Vi fik endda billeder af den transformer, de havde repareret så sent som aftenen før forliset.

De forbrød sig mod retningslinjerne, men de to unge telegraf-entusiaster fik fuld kraft på anlægget igen. Den handling kan have reddet 712 liv, for uden denne strøm havde de muligvis ikke kunnet komme i kontakt med det frelsende skib Carpathia med deres historiske SOS. Det var som at røre ved selve historien, da vi tog disse værdifulde robotfoto.

Surrealistisk ingenmandsland, og dog som at være hjemme

I 2001 ville jeg gerne have været inde i Ida og Isidor Straus’ suite på C-dækket – det ældre par, der blev berømt for at vælge at dø sammen frem for at blive adskilt af evakueringsreglerne om “kun kvinder og børn”. Deres suite var skibets mest overdådigt udsmykkede, og faktisk var den udgangspunkt for Roses suite, som var det rum, hvor Jack Dawson tegner portrættet af heltinden i min fiktive historie om Titanic fra 1997.

Jeg fik vores gæve robot Jake så langt som til regnskabsførerens kontor, men jeg kunne ikke komme igennem til Straus’ suite ved siden af. I 2005 var jeg fast besluttet på at finde en vej, så jeg lirkede den lidt mindre Gilligan gennem en forsnævring og kom ind i et åbent rum. Ikke blot var den flot udsmykkede mahognikamin stadig intakt, men oven på den stod et guldbelagt ur, ligesom det så ud på arkivbillederne, og præcis som vi havde genskabt det til filmen. Det var et surrealistisk øjeblik, hvor fiktion og virkelighed blandede sig i underverdenens dyb.

 Efter 33 dyk ned til vraget a gennemsnitligt 14 timer har jeg tilbragt mere tid om bord på skibet, end kaptajn Smith selv nåede. De stærkeste minder fra hele denne lange udforskning er disse ud af kroppen-oplevelser, når jeg som et spøgelse er gået gennem Titanics korridorer via min ROV-avatar.

Skibets gotiske ruin befinder sig i et spøgelsesagtigt ingenmandsland, ikke rigtig i vores verden, men heller ikke helt forsvundet fra den. Men trods stedets åbenlyse fremmedhed havde jeg en oplevelse af deja-vu på turene der.

Efter i ugevis at have gået rundt i de virkelighedstro filmkulisser kunne jeg dreje om hjørnet i vraget og allerede vide, hvad der ville være der, inden robottens videokamera afslørede det. Det var en uhyggelig følelse, men også sært beroligende, som om jeg på en eller anden måde var hjemme.

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra National Geographic.

Tilmeld og modtag hver uge:

  • De flotteste billeder
  • De bedste artikler
  • Ugens quiz

Nyt nummer: Naturens zombier

Abonnement: Er du klar til et gys? Zombier findes ikke kun i skrækfilm. Også i naturen er der væsner, der tager kontrollen over andre og forvandler dem til levende døde.

Fotokonkurrence: Deltag her

Deltag i National Geographics månedlige fotokonkurrence her. Vinderen får sit billede offentliggjort i magasinet. Temaet er Bygninger.

Illustreret Videnskab
Historie
National Geographic

Copyright © 2009 Bonnier Publications