Inkaernes drøm om storhed

På den fjerne ø Taquile midt i den enorme Titicacasø i Peru står hundredvis af mennesker tavse på byens åbne plads, mens en lokal katolsk præst fremsiger en bøn. Indbyggerne på Taquile­ nedstammer til dels fra de inkaer, der koloniserede området for over 500 år siden, og de holder stadig de gamle skikke i hævd. De væver klæde i stærke farver, taler det traditionelle inkasprog og passer deres marker, som de har gjort det i århundreder. På festdage samles de på pladsen for at danse til lyden af træfløjter og trommer.

I dag fejrer indbyggerne festen for Santiago – også kendt som Skt. Jakob. På inkaernes tid ville dette have været festivalen for lynguden Illapa. Da bønnen er slut, løfter fire sortklædte mænd en simpel træbærestol op med en malet statue af Santiago på. De danner en lille procession bag præsten, så alle på pladsen kan se helgenen, ligesom inkaerne engang bar mumierne af deres ærede konger rundt på skuldrene.

Inkaherskernes navne genlyder stadig af magt og storhed, selv så mange århundreder efter deres død: Viracocha Inka (det betyder skabergudsherskeren), Huascar Inka (den gyldne kædes hersker) og Pachacuti Inka Yupanqui (den, der genskaber verden). Og genskabe verden gjorde de faktisk. I 1200-tallet rejste et kongeligt inkadynasti sig fra anonymiteten i Cuzco­dalen i Peru. De charmerede, bestak, truede eller overvandt rivalerne og skabte det største præcolumbianske rige i Den Nye Verden.

I lang tid har vi kun haft meget få fingerpeg om, hvordan inkakongerne levede, bortset fra nogle flatterende historier, som adelige inkaer fortalte, kort efter at de spanske conquistadorer ankom. Inkaerne havde ikke nogen hieroglyfskrift som mayaerne, og hvis inkakunstnere lavede portrætter af deres regenter, så er de gået tabt.

Kongepaladserne i inkaernes hovedstad Cuzco faldt hurtigt i de europæiske erobreres hænder, og på ruinerne af dem rejste der sig en ny spansk koloniby, som begravede eller helt udslettede inkafortiden. I nyere tid, i begyndelsen af 1980’erne, udbrød der uroligheder i Andesområdet i Peru, og i over 10 år vovede kun få arkæologer sig ind i inkaernes højborg.

Nu er arkæologerne ved at indhente det forsømte. Ved at finkæmme de barske bjergskråninger omkring Cuzco finder de tusindvis af hidtil ukendte inkasteder, der kaster nyt lys over inkadynastiets oprindelse. Kolonitidens dokumenter giver spor om inkaherskernes tabte ejendomme og de komplekse sammenhænge mellem livet i toppen og bunden af de kongelige husholdninger. Og i Inkarigets grænseland sammenstykker de dramatiske vidnesbyrd om de krige, inkakongerne udkæmpede, og de psykologiske slag, de førte for at samle snesevis af etni­ske­ grupper til et forenet rige.

Deres enestående evne til at sejre på slagmarken og til at opbygge en civilisation sten for sten sendte et klart budskab, mener den amerikanske arkæolog Dennis Ogburn:

“Vi er verdens mest magtfulde folk, så tænk ikke et øjeblik på at komme os på tværs.”