Buddhas skattekiste

Skeletterne lå i dynger i sandet som tydelige vejvisere. For buddhistmunken Xuanzang, der rejste ad Silkevejen i 629 e.Kr., var de afblegede knogler en advarsel­ om de farer, der lurede på verdens vigtigste handelsvej. Hvirvlende sandstorme i ørkenen vest for det kinesiske riges yderste grænse havde­ gjort munken desorienteret og bragt ham på sammenbruddets­­ rand. Varmedisen spillede hans øjne et puds og torterede­ ham med syner af truende hære på fjerne klitter. Men endnu mere skrækindjagende­ var de banditter, som bevæbnet med sværd slog ned på karavanerne­ og deres last – silke, te og keramik på vej vestpå til hofferne­ i Persien­ og ved Middelhavet, og guld, ædelsten og heste på vej østpå til en af verdens største byer: Tangdynastiets hovedstad Chang’an.

Det, der drev Xuanzang videre – fortalte han senere i sin rejseberetning – var noget andet af værdi, som han fragtede med sig på Silke­vejen: selve buddhismen. Andre religioner havde bredt sig ad samme rute – manikæisme, kristendom, zoroastrisme og senere islam – men ingen andre fik så stor indflydelse på Kina som buddhismen, der begyndte at sprede sig fra Indien engang i de første tre hundrede år efter Kristus. De buddhistiske tekster, som Xuanzang medbragte fra Indien og brugte de næste to årtier på at studere og oversætte, skulle blive grundlaget for den kinesiske buddhisme og sætte gang i udbredelsen af religionen.

Mod slutningen af sin 16 år lange rejse gjorde munken holdt i den blomstrende oase Dun­huang på Silkevejen, hvor strømme af folk og kulturer krydsede hinanden og var i færd med at lægge grunden til et af den buddhistiske verdens store undere: hulerne i Mogao.

Ca. 19 km sydøst for Dunhuang står der en halvcirkel af klipper mellem klitterne. Klipperne rejser sig over 30 m op over et flodleje med popler på begge sider. I midten af det 7. århundrede var den 1,5 km lange klippevæg blevet gennemhullet af hundredvis af grotter. Det var her, pilgrimme kom for at bede for deres sikkerhed gennem den frygte­de Taklimakan-ørken – eller som i Xuanzangs tilfæl­de at takke for en vel overstået rejse.

Inde i hulerne veg ørkenens­ ensfarvede livløshed for en overdådighed af farver og figurer. Tusindvis af buddhaer i enhver tænkelig nuance strålede fra grottevæggene iført klæder, der glitrede af importeret guld. Apsaraser (himmelnymfer) og himmelske musikere svævede hen over lofterne i florlette, blå rober af lapis lazuli, som næsten var for sarte til at være malet af menneskehånd.

Sammen med de luftige afbildninger af nirvana var der også mere jordnære detaljer, som enhver rejsende på Silkevejen kendte: centralasiatiske købmænd med lange næser og bløde hatte, vejrbidte indiske munke i hvide kjortler, kinesiske bønder i marken. I den hule, der er dateret til at være ældst (fra år 538), kunne Xuanzang endda gense banditterne – men i denne udgave var de blevet taget til fange, blindet og i sidste ende omvendt til buddhismen.

Da Xuanzang rejste gennem Dunhuang, kunne han ikke vide, at hans oversættelse af de buddhistiske sutraer ville inspirere kunstnerne i Mogao i århundreder frem. Han kunne heller ikke vide, at hans arbejde ville føre til, at grotterne blev genopdaget mere end 1200 år senere, udplyndret og til sidst fredet. Alt, hvad munken kunne se, var, at den buddhistiske tro allerede var under forandring her i rigets udkant med hvert penselstrøg, der blev malet i mørket.