Forsoningsprocessen

Præsidenterne

I 2005 fyrede Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, sin vicepræsident, Jacob Zuma.

Vicepræsidenten var blevet sat i forbindelse med en korruptionsskandale, der blandt andet omfattede en våbenaftale til godt 30 milliarder kr. (Tiltalen blev frafaldet i april 2009). Thabo Mbeki må have ment, at det var fornuftigt at skille sig af med den besværlige, populistiske politiker, men det viste sig at være politisk selvmord og skabte dyb splittelse i regeringspartiet African National Congress (ANC). Inden året var omme, brændte Jacob Zumas tilhængere T-shirts med billeder af Mbeki på.

Selv om Jacob Zuma og Thabo Mbeki begge har en fortid som ANC-aktivister, kunne de dårligt være mere forskellige. Thabo Mbeki tilhører xhosa-folket og kommer fra Eastern Cape. Han er højtuddannet og reserveret. Jacob Zuma er zulu og kommer fra Kwa-Zulu-Natal. Han har ingen formel uddannelse, men sad 10 år i fængsel på Robben Island for modstand mod apartheid. Han er karismatisk og en handlingens mand med tre hustruer og en voldtægtsanklage i bagagen. (Han blev frikendt i 2006).

I 2007 gav Thabo Mbeki dispensation til at søge benådning for politisk motiverede forbrydelser, der var begået i tidsrummet 1994-1999. Mbekis officielle forklaring var, at han ønskede sandheds- og forsoningskommissionens (TRC) arbejde afsluttet. Nogle så dog initiativet som et forsøg på at vinde tiltrængt støtte til den svækkede præsident. Året efter indstillede en gruppe af repræsentanter fra hvert af de 15 officielle politiske partier 120 fanger til benådning.

“Det var en fremstrakt hånd,” siger Tshepo Madlingozi fra Pretorias universitet. Men processen overså noget, der havde været det moralske, følelsesmæssige og politiske grundlag i TRC. Ofrene ville ikke blive hørt, før fangerne blev benådet. For menneskerettighedsgrupper handlede denne dispensation ikke om forsoning, men om politik. Om at lukke døren og komme videre. Otte organisationer, herunder Khulumani Støttegruppe, anlagde en sag, som i sidste ende kom for forfatningsdomstolen den 10. november 2009. På dét tidspunkt var Thabo Mbeki gået af, og Jacob Zuma var præsident.

Mægleren

På listen over de politiske fanger, der var udpeget til eventuel benådning, sprang ét navn i øjnene på Marjorie Jobson: Stefaans Coetzee. Den mand, Eugene de Kock havde ringet om. Khulumani Støttegruppe havde i mellemtiden taget kontakt til ofrene, bl.a. Olga Macingwane.

I Marjorie Jobsons beskedne hjem i byen Grahamstown i Eastern Cape er der bøger overalt. Stablet op i møblerne i dagligstuen, på gulvet og på spisebordet.

“På den ene side var Khulumani Støttegruppe en del af en retssag, som skulle sikre, at ofrenes rettigheder blev taget i betragtning i forbindelse med benådningsprocessen,” fortæller Marjorie Jobson, mens hun rydder køkkenbordet for bøger, så der er plads til, at vi kan spise frokost.

“På den anden side fik jeg flere og flere opringninger fra Stefaans Coetzees socialrådgiver og hans præst, som tryglede mig om at prøve at få ham ført sammen med sine ofre. Ofrene for bombeattentatet i Worcester var, ikke overraskende, skeptiske. De stillede spørgsmål. Hvorfor vil han møde os nu? Hvad får vi ud af det? Føler han sig skyldig nu? Har han virkelig ændret indstilling?”

Marjorie Jobson stiller en tallerken nudelsuppe med kylling på bordet foran mig, men hun er så optaget af samtalen, at hun selv glemmer at spise. “Jeg var interesseret i, at retfærdigheden skulle ske fyldest,” fortsætter hun. “Men jeg var mest interesseret i forsoningsprocessen. Det var et vanskeligt dilemma.” Det hele endte med, at Marjorie Jobson bad en betroet kollega om hjælp. Kollegaen var juralektor Tshepo Madlingozi.

Den dag, jeg møder ham på hans kontor på universitetets juridiske fakultet, er Tshepo Madlingozi afslappet klædt i sorte cowboybukser, skjorte og sportssko af læder. Vores samtale ledsages af den obligatoriske kop te. “Rooibos eller almindelig?” spørger han og giver mig dermed valget mellem den sydafrikanske urtete og almindelig sort te. Han puster på den skoldhede drik og ser på mig hen over kanten på koppen. “Vi besluttede, at jeg skulle besøge Stefaans Coetzee og se, om han mente, hvad han sagde. Jeg var meget nervøs og meget skeptisk. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ville reagere.”

Mødet mellem de to mænd fandt sted midt i april 2009 på socialrådgiverens kontor i centralfængslet i Pretoria. “Jeg havde forestillet mig, at han så meget racistisk ud. Slet ikke som den fyr, der trådte ind på kontoret. En mand på min egen alder. Han så på en eller anden måde godt ud, og meget tilbageholdende. Han var også overrasket. Han havde forventet at møde en gammel, yderligtgående, militant ANC-aktivist.”

Tshepo Madlingozi trykkede Stefaans Coetzee i hånden og præsenterede sig. Stefaans Coetzee gengældte håndtrykket og takkede Tshepo Madlingozi, fordi han var kommet. De to mænd talte sammen i et par timer. “Mest om os selv,” fortæller Tshepo Madlingozi. “Hvad savner han i fængslet? Hvordan blev jeg advokat? Hvordan er han endt i fængsel? Hvilke fremtidshåb har vi for os selv? Og for vores land?”

Tshepo Madlingozi er et par måneder yngre end Stefaans Coetzee. Han er født i Mangaung township; et område udpeget til den sorte befolkning uden for Bloemfontein i det, som tidligere hed Orange Free State. Geografisk set ikke ret langt fra det sted, hvor Stefaans Coetzee er født, men kulturelt er der en verden til forskel. “Det var et temmeligt trøstesløst og meget voldeligt sted,” fortæller Tshepo Madlingozi. Hans far var sæsonarbejder i guldminerne. “Sæsonarbejdet var noget af det værste ved apartheidsystemet,” mener Tshepo Madlingozi. “Det ødelagde hele familier og lokalsamfund. For apartheidstyret var det en god forretning, men det tog manddommen fra de mænd, som ikke kunne være hjemme og sørge for deres familie.Fædrene kunne ikke videregive traditioner, kultur og værdier til deres børn. Familien blev ladt alene tilbage, og når faderen kom tilbage tre måneder senere, kunne han ikke længere finde sin rolle i familien. Dét fik mange mænd til at gribe til vold for at hævde deres position.”

Da Tshepo Madlingozi var 14 år, døde hans far af et slagtilfælde. “Min mor og jeg var lige flyttet til en mineby, så vi kunne være tættere på ham, og vi var ved at blive gode venner igen. Han elskede at læse romaner, og vi læste meget sammen.” Tshepo Madlingozi afsluttede sin skolegang i guldminebyen Welkom, som mine-selskabet Anglo American anlagde i slutningen af 1940’erne. Minerne i og omkring byen er meget dybe. Hver morgen bliver der pumpet brakvand fra minerne over i flade saltbassiner på jordoverfladen, og det tiltrækker flokke af flamingoer, nilgæs og hellige ibiser. Luften emmer af salt og fugleekskrementer.

Tshepo Madlingozi læner sig frem. “Mødet med Stefaans Coetzee har givet mig troen på Sydafrikas fremtid tilbage,” siger han. “Grundlaget for mit verdensbillede er den sorte mands bevidsthed, og det har mit møde med Stefaans ikke ændret på. Men det har fået mig til at indse, at selv de mest glødende racister, ja, selv mordere, kan forandre sig og blive ydmyge. Stefaans’ intelligens, ydmyghed, klare forståelse for konsekvenserne af sine handlinger og apartheidsystemet såvel som hans erkendelse af, at forsoning ikke kun handler om at vise sin gode vilje, har inspireret mig dybt.” Tshepo Madlingozi hviler hovedet i hænderne.

“Jeg kan godt se, at der måske nok er nogen, som vil kritisere mig for at forråde dem. Hvordan kan jeg finde på at besøge den mand? Hvordan kan jeg se tingene fra hans side? Men dette her handler jo ikke kun om at vinde. Det kan ikke handle om at vinde. Hvis vi udelukkende går efter at vinde, vil der altid være tabere, og så er situationen vel ikke så anderledes, end den var før? Dette her har hele tiden handlet om det store perspektiv, om at komme videre­ sammen.” Så ler han og ser nærmest udfordrende på mig. “Ja, det er kompliceret, rodet. Det kan være meget personligt, og det er aldrig helt sort eller hvidt. Men sådan er virkeligheden. Og vi står midt i den. Det er det, vi har at arbejde videre med.”

• Forrige Side 3 af 4 Næste