Forsøg på at forhindre "kreativitetskrise"

Singapores regering er ikke uvidende om faldgruberne ved dens stærkt regulerede samfund. En bekymring er “kreativitetskrisen”, frygten for, at den vægt, man lægger på udenadslære i Singapores skoler, ikke bidrager til at skabe radikalt nye ideer. Men forsøgene på at fremme originalitet skyder helt ved siden af. F.eks. da Scape, en gruppe, der forsøger at skabe kontakt til de unge, åbnede en “graffitimur.” Her fik de unge besked på at indsende graffitiskitser til bedømmelse; de udvalgte ville så blive malet på en bestemt mur på et fastlagt tidspunkt.

Tilsvarende har regeringen gennemført en kampagne imod brugen af “singlish”, et multikulturelt kaudervælsk af malajisk, hokkien-kinesisk, tamil og engelsk gadedialekt, som er Singapores store lingvistiske bedrift. Når man sidder på en Starbucks-café og hører teenagere sige f.eks. “You blur like sotong, lah!” (omtrent: “Du er dummere end en blæksprutte, mand!”), synes singlish at være et perfekt undergravende angreb på netop den konformitet, regeringen hævder at ville til livs. På den anden side er en af de store selvmodsigelser ved singlish den ironiske forherligelse af den billige, prangende “Ah Beng”-kultur blandt indvandrede kinesiske bøller og deres solbrillebærende malajiske modstykker. Men den går altså ikke i en verden, hvor LKY taler for såkaldt “assortativ pardannelse”, ideen om, at lige børn leger bedst, at akademikere kun bør gifte sig med andre akademikere for dermed at højne den nationale æt.

Det måske mest bekymrende problem lige nu er et resultat af den ekstremt succesrige kampagne for at begrænse fødselstallet, som blev gennemført i 1970’erne under sloganet “To er nok”. I dag får singaporeanere helt enkelt ikke børn, så landet er afhængigt af immigranter for at skabe vækst i be­­­folk­­ningen. Regeringen tilbyder babybonus og lang barselsorlov, men der er ikke noget, der hjælper, hvis ikke singaporeanerne begynder at dyrke mere sex. Ifølge en undersøgelse foretaget af kondomproducenten Durex har singaporeanerne mindre sex end næsten alle andre i verden. “Vores befolkning skrumper ind,” siger LKY. “Vores fødselsrate er 1,29. Det er en bekymrende omstændighed.” Det kunne være den skæbnesvangre fejl i Singapore-modellen: At den ender med singaporeanernes endelige udslettelse.

Der er dog en fordel ved denne sociale konstruktion. Man kunne fornemme den under nationaldagsshowets “We Are the World”-numre. På scenen var der repræsentanter fra Singapores største etniske grupper, kinesere, malajer og indere, alle iført farvestrålende dragter. Efter optøjer i 1960’erne indførte regeringen et strengt kvoteringssystem i almene bebyggelser for at sikre, at etniske grupper ikke skabte ghettokvarterer. Dette tiltag har muligvis mere at gøre med kontrol af befolkningen end med et ønske om sand harmoni mellem forskellige racer­, men hvor sukkersødt det end var, var det under prøverne svært ikke at blive bevæget af den indtrængende opvisning af broderskab. Uanset hvor konstrueret det er, er der noget, der er decideret singaporeansk. Det er en realitet.

Uanset befolkningens beklagelser – og som LKY siger: “Singaporeanerne er mestre i at beklage sig” – er landet deres hjem, og de elsker det på trods af alt. Det er svært ikke at blive revet med og også synes om det for deres skyld.

Det interessante er imidlertid, at tingene er ved at ændre sig. I et berømt citat siger LKY: “Hvis jeg fornemmer, at noget er galt, når I lægger mig i graven, rejser jeg mig igen.” Men det er trods alt nok at gå for vidt i troen på lederens evner. “Vi ved alle sammen, at LKY skal dø en dag,” siger Calvin Fones, der er psykiater med klinik på Gleneagles Hospital på Orchard Road. Calvin Fones sammenligner sit hjemland med et menneske, der vokser op. “Da landet var ungt, var der behov for forstandigt opsyn. En fast hånd. Nu befinder vi os i vores tidlige ungdom, hvilket kan være en periode med spørgsmål og problemer. At gå ind i den uden patriarken bliver en prøve.”

Den store motor for kulturel udveksling er selvfølgelig internettet, et cyber-skår i den autoritære glæde. LKY anerkender truslen. “Vi forbød Playboy i 60’erne, og det er stadig forbudt, det er sandt, men som det er nu med internettet, har man adgang til meget mere, end man nogensinde havde med Playboy.” Det kan synes modstridende at tillade pornografi på nettet, mens man forbyder magasiner. Men det ville være meningsløst at forsøge at censurere internettet, som man har prøvet i Kina, siger LKY. Det er et udsøgt pragmatisk svar.

Og bloggere som satirikeren Mr. Brown og den kultiveret kamplystne Yawning Bread er således frit stillet til at udbrede synspunkter, som ville være usandsynlige at finde på den regerings­tilknyttede Straits Times’ sider. Som resultat er der flere og flere unge, der sætter spørgsmålstegn ved afvejningen mellem frihed og sikkerhed – og oven i købet forlanger en friere politik og en mindre grad af social kontrol.

• Forrige Side 7 af 8 Næste