Berømmelsen skal ikke gå ud over kung-fu'en

6. oktober 2010

Shi Dejian ligner lidt en bjergalf. Han er omkring 160 cm høj og har en kraftig, muskuløs kropsbygning. Han er klædt i et langt uldslag, og på hovedet har han en rund hat i mongolsk tilsnit, som skal beskytte hans glatragede isse mod den kolde bjergluft. Buddhistmunken spilder ikke tiden. Mens han taler, er hans hænder hele tiden travlt beskæftiget med også at plante et lille cedertræ om og plukke mælkebøtteblade til en salat.

Shi Dejians vej mod bjergtoppen begyndte i 1982, da det dengang 19-årige kung-fu-vidunderbarn forlod sit hjem tæt på grænsen til Mongoliet og tog på pilgrimsrejse til Shaolin-templet. Her mødte han Yang Guiwu, og snart var han mesterens bedste elev. Jo mere han lærte om kung-fu, desto mere interesseret blev han i kampkunstens samspil med meditation og kinesisk naturmedicin. Til sidst besluttede han sig for at blive munk i Shaolin-templet.

Besøgende strømmer til Shi Dejians bjergtop

Men i begyndelsen af 1990’erne kom der flere og flere turister. Shi Dejian søgte i stigende grad ensomhed og overnattede ofte ved ruinerne af et lille tempel på en bjergtop i nærheden. De ældste munke, som var utilfredse med de tiltagende kommercielle aktiviteter omkring Shaolin, opfordrede Shi Dejian til at lave det gamle tempel om til et refugium med fokus på chan wu yi. Han fik derefter lokale stenhuggere til at bryde granitblokke ud af klipperne, og han og hans disciple slæbte cementsække og tagsten op til stedet. Siden da er det faldefærdige tempel blevet forvandlet til et helt bygningskompleks af pagoder, som ser ud til at klynge sig til den stejle bjergside. Der er en meditativ ro over stedet. En tyk tåge ligger langs højderyggene, nogle fugle bygger rede mellem klipperne, hvor små kilder bruser frem.

Shi Dejian og hans disciple passer små klynger af bambus og terrasser med grøntsager og krydderurter. De er vegetarer og høster vilde blomster, mos og rødder, så de kan lave medicin, der kan kurere alt lige fra insektstik til leverproblemer. Folk kommer fra hele Kina for at få råd om forskellige sygdomme. Som regel vil de kun have symptombehandling, siger Shi Dejian, men “chan wu yi behandler hele mennesket. Når personen er rask, forsvinder symptomerne.”

Shi Dejian står som regel op kl. 03.30. Først mediterer han, og bagefter øver han åndedrætsteknikker, som skal styrke chi. Engang brugte han mindst seks timer om dagen på at træne traditionelle kung-fu-stilarter, men nu har de nye tider i Shaolin-templet betydet, at han skal besvare forespørgsler om foredrag, skaffe penge til byggeriet, træne sine disciple og tage sig af strømmen af besøgende, og det stjæler alt sammen noget af hans opmærksomhed og energi.

“Men jeg træner hele tiden kung-fu,” siger han. Han lægger min hånd på en af hans kæmpestore lårmuskler, så jeg kan mærke, hvordan den pumper. Så flytter han min hånd ned til lægmusklen. Den pumper også. “Sådan gør jeg hele dagen,” siger han og fortæller, at han bruger kung-fu-bevægelser i mange dagligdagsaktiviteter som lugning af ukrudt og vandreture.

Måske er du interesseret i ...

Læs også