Shanghai syder

Den hemmelige verden i det gamle beskyttelsesrum i Shanghai synes at udgøre et parallelunivers. På den solbeskinnede gade ovenover skovler immigrantarbejdere frokost bestående af ris og tofu i sig, mens grupper af kontorfolk i knitrende hvide skjorter spadserer forbi det lille skilt på fortovet. Men i den mørke gang er en ung kvinde på vej ned ad trappen til et sted, hun kun kender som “0093”.

Navnet er en fonetisk kombination af gadenavnet og nummeret. Kvinden er den 22-årige Sheng Jiahui, der går under ­kælenavnet “Sammy”. Hun træder ind ad et par bombesikrede metaldøre og bevæger sig dybt ind i de dunkle korridorer. Hernede i bunkeren er der et unaturligt grønt lys. Det evige tus-mørke i 0093 bringer minder frem om den kvælende klaustrofobi, der herskede under krigen og den kommunistiske revolution, som satte en stopper for Shanghais swingende storhedstid, hvor mikset imellem Øst og Vest gjorde byen til Orientens Paris.

En dør bliver åbnet på klem, og drønet fra en elguitar brager ud i korridoren. Under en plakat med den amerikanske guitarlegende Jimi Hendrix begynder fire unge Shanghai-kvinder at øve inde i det lille lokale. Det er de andre medlemmer af Sammys punkrockband, Black Luna, der spiller. Øvelokalet repræsenterer et af historiens positive luner: Bunkeren, der engang var symbol på et traumatiseret og undertrykt samfund, er nu rugekasse for Shanghais musikscene. Øvelokalerne i 0093 har været med til at udklække over hundrede lokale bands og puste nyt liv i en kultur, der nu som før udvisker skellet imellem Øst og Vest.

Sammy smider jakken, og bandet giver den gas. Orange på 20 år hamrer i trommerne; Juice på 23 river akkorder af sig med samme fart som togene på Shanghais magnetsvævebane. Sammy synger, mens hendes pandehår vipper op og ned i dobbelt takt. Som datter af en operasangerinde af den traditionelle Shanghaiskole går hun nye veje med familiens musikalske talent. “Vi er nyfødte fugle, men vi har store drømme,” skriger Sammy. “Lad hele verden høre os synge.”

Punkrock-pigebandet Black Luna kan spille så højt, de har lyst til i deres øvelokale i en forhenværende bunker – en af de få historiske bygninger, der har overlevet Shanghais byggeboom.

Hver by har en rytme, en puls, der får den til at bevæge sig. Shanghai er en af verdens hurtigst voksende megabyer, og det er let at fare vild i den uophørlige banken fra tryklufthammere og piloteringsmaskiner, bulldozere og byggekraner. De knopskydende skyskrabere og byggepladser er led i en forbløffende forvandling, som Shanghai agter at vise frem, når byen skal være vært for Expo 2010, den moderne udgave af Verdensudstillingen, der varer fra maj og frem til oktober. Væksten i Kinas eneste rigtig globale by er imidlertid ikke drevet af maskiner, men af en bykultur, der går sine egne veje – og favner det nye og fremmede, samtidig med at den søger at genvinde tidligere tiders storhed.

Shanghais indfødte udgør en storbystamme, hvis sprog, skikke, arkitektur, spisevaner og holdninger skiller sig ud fra resten af Kina. Deres kultur, der ofte kaldes haipai (Shanghaistil), opstod af byens enestående historie som mødested for udenlandske handelsrejsende og kinesiske tilflyttere, men har med tiden udviklet sig til en hybrid, der gør op med begrebet Øst og Vest. “I udlændinges øjne er Shanghai en del af det ‘gådefulde Kina’,” siger Zhou Libo, der er en lokal komiker. “Men i andre kineseres øjne er Shanghai en del af omverdenen.”