Kvinderne forvandler Brasilien

José Alberto, Murilo, Geraldo, Angela, Paulo, Edwiges, Vicente, Rita, Lucia, Marcelino, Teresinha. Det giver 11, ikke? Og så er den dødfødte, de tre aborter og babyen, der levede i mindre end et døgn, ikke talt med.

87-årige Dona Maria Ribeiro de Carvalho afslutter med hæs stemme opregningen af sine 16 graviditeter og ser på José Alberto, sin ældste søn. Han er kommet på søndagsvisit og sidder i hendes sofa og ryger en cigaret. “Med alle de børn,” siger Dona Maria mildt og dog let bebrejdende, “burde jeg have over 100 børnebørn nu.”

José Alberto har tilbragt morgenen med at fiske og er stadig iført joggingbukser. Hans mors stue i byen São Vicente de Minas midt i Brasilien er lige akkurat stor nok til at rumme tre lænestole, et tv, utallige familiefotos, tegninger af Jesus og Jomfru Maria samt den sorte vinylsofa, som han har sat sig til rette i. José Alberto Carvalho er professor og snart pensioneret leder af universitetets økonomiske fakultet. Han er også en af de mest respekterede demografer i Brasilien i de seneste 50 år. Han ved selvfølgelig godt, at der er 26 børnebørn.

I det meste af sit arbejdsliv har han beskæftiget sig med det bemærkelsesværdige demografiske fænomen i Brasilien, som spejles i hans egen familie. I løbet af to generationer er antallet af børn pr. kvinde i familien faldet til 2,36 – landsgennemsnittet er 1,9. (I Danmark er tallet lige over 1,8). Det betyder, at det brasilianske fødselstal ligger under det niveau, hvor befolkningstallet holdes ved lige. Brasilien er med sine 191 millioner indbyggere Latinamerikas største land. Her dominerer den romerskkatolske kirke, abort er (med få undtagelser) ulovligt, og myndighederne har aldrig officielt talt for svangerskabsforebyggelse. Alligevel er familiernes størrelse mindsket betragteligt i de seneste 50 år.

Kvinderne er enige

Det er ikke kun velhavende og højtuddannede kvinder, som får få børn. På Cedeplar, et center for demografi, som José Alberto Carvalho var med til at starte, fortæller man, at nedgangen omfatter alle sociale klasser og regioner. Næsten alle siger, at en moderne brasiliansk familie bør have to børn. Tre er nærmest ikke muligt; så hellere et.

I et arbejderkvarter i udkanten af byen Belo Horizonte betragter en ugift 18-årig kvinde en aften kærligt sin lille søn. Hun elsker ham højt, siger hun, men hun skal alligevel ikke have flere børn. Det udtryk, hun bruger, har jeg også hørt andre brasilianske kvinder anvende: “A fábrica está fechada.” Fabrikken er lukket.

Den store nedgang i fødselstallet er ikke kun et fænomen, man kender til fra Brasilien. Til trods for at vi bekymrer os over befolkningstilvæksten i verden, bor tæt ved halvdelen af alle mennesker i verden i lande, hvor fødselstallet rent faktisk er faldet så meget, at det ligger under det niveau, hvor vi reproducerer os selv – dvs. lidt over to børn pr. familie.

Opsigtsvækkende tendens

For demografer, der søger at finde årsagerne til og konsekvenserne af denne opsigtsvækkende tendens, udgør det, der er sket i Brasilien siden 1960’erne, et af de mest interessante studier i verden.

“Det, der tog 120 år i England, klarede vi på 40,” siger José Alberto Carvalho. “Der skete noget.” Han taler om det, der skete i hans barndomsby, São Vicente de Minas. Her har ingen kvinder under 45 år fået mange børn. Men han kunne lige så godt have talt om samtlige kvinder i Brasilien. For selv om der er mange grunde til det dramatiske og hurtige fald i fødselstallet, er det centrale i hvert eneste tilfælde de seje og ukuelige kvinder. Uden myndighedernes opmuntring og imod deres biskoppers erklæringer besluttede de for nogle årtier siden at “lukke fabrikkerne ned” med alle forhåndenværende midler.

I Brasilien er det helt almindeligt, at kvinder under 35 år bliver steriliseret. “Jeg var 18, da den første blev født – jeg ville gerne være stoppet der, men den anden var et uheld, og nu er jeg færdig,” siger en 28-årig kvinde. Hun arbejder i en butik, der sælger kunsthåndværk, i byen Recife i det nordøstlige Brasilien. Hun var 26, da hun blev steriliseret, og da jeg spørger, hvorfor hun har valgt en så uigenkaldelig form for prævention i så ung en alder, minder hun mig om søn nummer to, uheldet. Og hun tog på og blev dårlig af p-pillerne, siger hun. Og hvis jeg skulle have glemt det: Hun er færdig.

Men hvorfor to? Hvorfor ikke fire eller de otte, din bedstemor fik? Svaret er altid det samme: “Umuligt! For dyrt! Alt for meget arbejde!” Ordene ledsages af et forfærdet ansigtsudtryk, opspærrede øjne og et forskrækket grin, som jeg efterhånden begynder at genkende: “Vi lever i det 21. århundrede, senhora, er De vanvittig?”

Opskriften på nedsatte fødselstal

Befolkningsforskere har en livlig debat kørende om, hvad årsagerne til det bratte fald i fødselstallet i Brasilien kan være. Ingen har det forkromede svar, men hvis man skulle finde en opskrift på, hvordan man sender fødselstallet i et uland til tælling uden myndighedernes officielle mellemkomst, kommer der her en sekspunktsplan med udgangspunkt i det moderne Brasilien:

1. Gennemfør en drastisk, hurtig og sen industrialisering, så landet på 25 år buldrer igennem den vandring fra land til by, som økonomerne ellers altid har beskrevet som en 100-årig proces. Brasiliens militære ledere kom til magten ved et kup i 1964 og holdt fast i et ofte brutalt autoritært styre i to årtier. De påtvang befolkningen en økonomi, hvor der fortrinsvis er arbejde at få i de store byer, hvor folk bor tæt, hvor det er farligt at færdes på gaderne i storbyens favelas (slum­områder), hvor små børn snarere betragtes som en udgift end som kommende arbejdskraft, og hvor de job, kvinder må tage for at sikre familien økonomisk, kræver, at de skal være væk hjemmefra i 10 timer i træk.

2. Begræns så vidt muligt den statslige kontrol med medicin, og gør medicinen let tilgængelig i håndkøb. Da p-pillerne kom på markedet i begyndelsen af 1960’erne, kunne kvinder fra alle samfundslag få fat på dem, også uden recept, bare de kunne skaffe pengene. Og fremelsk en generel holdning blandt kvinderne, således at de ikke har meget tilovers for den katolske kirkes restriktive holdning til prævention (se punkt 4).

3. Mindsk børnedødeligheden, indtil folk ikke længere føler, at de er nødt til at få ekstra børn ud fra en forventning om, at et par stykker dør i en meget ung alder. Og styrk denne tendens med en national pensionsordning, så arbejderklasseforældre ikke længere behøver at tænke, at en stor familie er deres eneste forsikring i alderdommen.

4. Det offentlige sundhedssystem er også en vigtig brik i processen: Skru det sammen sådan, at lægerne hurtigt finder ud af, at de kan forvente højere betaling for deres arbejde og mere forudsigelige arbejdstider ved planlagt kejsersnit end ved at vente på børnenes naturlige forløsning. Og spred så budskabet fra kvinde til kvinde, at en offentligt ansat læge, som allerede har påbegyndt et kejsersnit, sikkert kan overtales til at lave en diskret sterilisation samtidig. På den måde sikrer man et blomstrende, årtier langt, offentligt støttet, gråt marked for denne permanente præventionsmetode. Det brasilianske sundhedssystem anerkendte først formelt frivillig sterilisation af kvinder i 1997.

Første gang, jeg hører udtrykket “a fábrica está fechada,” kommer det fra en 69-årig pensioneret skolelærer, som blev steriliseret i 1972 efter at have født sit tredje barn. Kvinden har tre søstre. Alle tre er steriliseret. Ja, de er alle katolikker. Nej, kirken syntes ikke om det. Nej, ingen af dem tog sig synderligt af det. De var troende kvinder, men i nogle sager er mandlige præster måske ikke fuldt på højde med, hvad der er Guds sande vilje. “Alle gjorde det,” siger hun nøgternt.

5. Sørg for, at de fattigste dele af landet får elektricitet og tv samtidig. På den måde bliver de traditionelle familielivsmønstre brudt helt ned. Og oversvøm så æteren med ét klart, farverigt idealbillede af den moderne brasilianske familie: velhavende, lys i huden og med få børn. Sådan ser familierne nemlig ud i de højt elskede novelas, eller telenovelas, portugisisksprogede sæbeoperaer, der sendes aften efter aften over hele Latinamerika, og som fortsætter over flere måneder som en endeløs række af romantisk-erotiske billigbøger. Den klare sammenhæng mellem sæbeoperaerne og de skrumpende brasilianske familier har været genstand for en del undersøgelser.

Mens jeg er i Brasilien, ruller Passione over skærmen. Den handler om familiedynastiet Gouveia, som alle ser rasende godt ud og vælter sig i misundelsesværdige statussymboler: motorcykler, fine lysekroner, racercykler, flybilletter og franske designersko. Enken efter familiens patriark, en resolut og beundringsværdig kvinde, har tre børn. Eller rettere fire, men det ene er en hemmelighed, for han er født uden for ægteskab og blev sendt til Italien som spæd, fordi … nå, det er lige meget. Pointen er, at Gouveia-familien ikke har mange medlemmer, og der er heller ingen andre storfamilier i den meget indviklede historie.

“Vi spurgte dem engang: ‘Forsøger tv-stationen Globo bevidst at introducere familieplanlægning?’” fortæller demograf Elza Berquó, som har studeret effekten af de brasilianske novelas. “Og ved du, hvad de svarede? ‘Nej. Det er, fordi det er meget lettere at skrive novelas om små familier’.”

Og endelig, punkt 6: Sørg for, at alle kvinder er brasilianere. Det er et kontroversielt emne, Brasilien og kvinder. Det brasilianske samfund er traditionelt et sted, hvor macho-kulturen trives – et fænomen, der har været forbundet med en høj grad af hustruvold og andre fysiske overgreb på kvinder. Men med movimento das mulheres, kvindebevægelsen i 1970’erne og 1980’erne, skete der for alvor noget, og ingen kan i dag kalde Brasilien tilbagestående, når det gælder ligestilling.

Da præsident Dilma Rousseff sidste år stillede op som kandidat til posten, handlede de hidsigste debatter om hendes politiske ideer og forbindelser og ikke om, hvorvidt landet var klar til at få sin første kvindelige præsident. En aften i byen Campinas møder jeg Aníbal Faúndes, som er professor i fertilitet. Han beskriver den primære drivkraft bag udviklingen sådan: “Fødselstallet faldt, fordi kvinderne besluttede, at de ikke ville have flere børn.”

Abortpillen var let tilgængelig

Cytotec-sagen viser i al sin alvor, at han har ret. Cytotec er navnet på et medicinalprodukt (misoprostol), som i slutningen af 1980’erne blev internationalt kendt som abortpillen. Men før resten af verden fik kendskab til abortpiller, havde de brasilianske kvinder allerede selv regnet den ud. Misoprostol var ikke ledsaget af nogen reklamekampagne. Det var før internettet, skal man huske, og brasiliansk lov forbyder abort undtagen i tilfælde af voldtægt eller risiko for kvindens liv. Men det er der bare ingen, der tager hensyn til.

“Kvinderne fortalte hinanden, hvilken dosis man skulle tage,” fortæller den brasilianske demograf Sarah Costa. Hun er direktør i Women’s Refugee Commission i New York og har skrevet om det brasilianske Cytotec-fænomen i det medicinske tidsskrift The Lancet. “Gadesælgere solgte det på togstationer. De fleste offentlige klinikker og hospitaler tilbød dengang ikke familieplanlægning, men hvis man virkelig ikke vil have flere børn, så finder man de nødvendige oplysninger.”

Der gik ikke lang tid, før det blev sværere at få fat på Cytotec. I 1991 lagde de brasilianske myndigheder restriktioner på produktet, og i dag er det kun tilgængeligt på hospitaler, selv om flere kvinder forsikrer mig om, at det stadig er muligt at købe det. Men nu betaler det offentlige for sterilisation og andre former for prævention. Ulovlige aborter er stadig almindelige. Nogle gange foregår de lægeligt forsvarligt, andre gange under forfærdelige forhold. Så det kan godt være, at det ikke er helt let eller sikkert for en brasiliansk kvinde at holde antallet af børn nede, men det skorter ikke på tilgængelige metoder. Og meget tyder da også på, at nutidens Brasilien forventer det af kvinderne.

Samfundet indrettet til små familier

“Se bare lejlighederne,” siger den 31-årige marketingdirektør fra Rio de Janeiro Andiara Petterle. “De er ikke lavet til mere end fire mennesker. Og i supermarkedernes frysediske er alt i pakker til fire personer.”

Andiara Petterles firma har specialiseret sig i markedsundersøgelser af brasilianske kvinder, hvis indkøbsmønstre og prioriteter har forandret sig radikalt i perioden, fra Andiara Petterle blev født. Skilsmisse blev først legaliseret i 1977, minder hun om. “Forandringerne er kommet meget hurtigt,” siger hun. “I dag vægter mange unge kvinder deres uddannelse højest. Derefter jobbet og først derefter børn og et stabilt parforhold.”

Så børnene er ikke forsvundet ud af billedet, siger Andiara Petterle. De er bare rykket længere ned på listen. Fra Andiara Petterle hører jeg også det velkendte refræn: En moderne brasiliansk familie har ikke råd til mere end to børn. Store dele af det offentlige skolesystem er en katastrofe, og der bliver spinket og sparet, så børnene kan få mest mulig privat uddannelse. Det samme gælder det offentlige sundhedssystem, så man sparer op. Tøj, bøger, mobiltelefoner – alt koster penge, og det skal på en eller anden måde til.

En formiddag er jeg på café med en gruppe unge, højtuddannede kvinder fra São Paulo. Lige overfor ligger en kiosk, som fører otte forskellige glittede magasiner om børn og forældreskab. Vi studerer fotos af smukke småbørn iført strik, pilotsolbriller og kunstpels. “Se lige de børn,” siger den 33-årige journalist Milene Chaves i et både beundrende og fortvivlet tonefald. “Og det ser ud til, at vi nu også skal have smart indrettede børneværelser. Det behøver jeg altså ikke.”

Milene Chaves har længe haft den samme kæreste, men de har endnu ingen børn. “Og når jeg får nogle, vil jeg gerne gøre det mere enkelt,” siger hun. Veninderne nikker. Magasinet ligger stadig på bordet. Det er smukke ting, siger kvinderne, men det er også for meget. De er alle i 20’erne eller 30’erne, og ingen af dem har over to børn. Da jeg spørger, om de nogensinde ønsker sig tilbage til det mindre materialistiske liv for et par generationer siden – mange børn og ingen designede børneværelser – begynder de alle at råbe op. Jeg når lige at høre ordet presa – “i fængsel” – inden­ deres ord drukner i latter.