Lohar politik

I lighed med andre nomadefolk har lohar-folket fra tid til anden været genstand for forsøg på rehabilitering. I en berømt tale i Chittaurgarh i 1955 sagde Indiens første premierminister, Jawaharlal Nehru, at grovsmedenes ære var blevet genoprettet i forlængelse af den indiske selvstændighed, og han appellerede til dem om at indstille deres nomadetilværelse. Tusinder var rejst til fortet med studekærre og tog og så til, mens Nehru symbolsk satte en omvendt feltseng på ret køl igen og derefter inviterede dem til at gå ind ved at krydse en bro strøet med rosenblade.

4. februar 2010

I lighed med andre nomadefolk har lohar-folket fra tid til anden været genstand for forsøg på rehabilitering. I en berømt tale i Chittaurgarh i 1955 sagde Indiens første premierminister, Jawaharlal Nehru, at grovsmedenes ære var blevet genoprettet i forlængelse af den indiske selvstændighed, og han appellerede til dem om at indstille deres nomadetilværelse. Tusinder var rejst til fortet med studekærre og tog og så til, mens Nehru symbolsk satte en omvendt feltseng på ret køl igen og derefter inviterede dem til at gå ind ved at krydse en bro strøet med rosenblade. Der blev etableret en kostskole for lohar-drenge i nærheden, ligesom der blev iværksat bolig- og beskæftigelsesprojekter.

Der kom aldrig ret meget ud af initiativerne. En koloni, hvor det var tanken, at grovsmedene skulle lære landbrug, blev forladt, efter at to piger døde af sygdom. Det blev tolket som en advarsel til dem, som brød lohar-traditionerne. Andre initiativer løb lige så stille ud i sandet på grund af korruption og dårlig planlægning.

Men nomadernes sag blev holdt i live af menneskerettighedsorganisationer, og i 2005 nedsatte det indiske parlament et midlertidigt udvalg, der skulle beskæftige sig med deres svære situation. Formanden, Balkrishna Renke, var usædvanligt godt kvalificeret til jobbet. Han er født blandt tiggere, og som barn måtte han i bogstaveligste forstand synge for sin aftensmad. Siden tog en velgørende institution ham til sig og gav ham en uddannelse.

Balkrishna Renke mener, at målet er klart: “Hvis de vil have borgerrettigheder, en uddannelse og deltage i den moderne udvikling, er de nødt til at slå sig ned ét sted,” siger han. Men det er en stor udfordring. Indiens tunge, men omfattende velfærdssystem har længe været gearet til at afhjælpe de uligheder, som ligger i kastesystemet. Nomaderne hører til i mange forskellige kaster, og derfor har de ikke fået ret meget ud af den positive særbehandling, og de har heller ikke fået den politiske indflydelse, som andre forfulgte grupper har, f.eks. de kasteløse.

Måske er du interesseret i ...

Læs også