Kvindernes magt?

I 2005 overdrog en domstol i Utah kontrollen med forvaltningen af store dele af jordbesiddelserne i Hildale og Colorado City til en statsudpeget kurator, men lige nu forsøger FLDS at få sine rettigheder tilbage igen. Hvad angår Warren Jeffs, så afsoner han efter mere end et år på flugt fra myndighederne en dom på mellem 10 års fængsel og livstid for medvirken til voldtægt. Før han blev fanget, nåede han at optræde på listen over det amerikanske forbundspoliti FBI’s 10 mest eftersøgte forbrydere.

17. februar 2010

I 2005 overdrog en domstol i Utah kontrollen med forvaltningen af store dele af jordbesiddelserne i Hildale og Colorado City til en statsudpeget kurator, men lige nu forsøger FLDS at få sine rettigheder tilbage igen. Hvad angår Warren Jeffs, så afsoner han efter mere end et år på flugt fra myndighederne en dom på mellem 10 års fængsel og livstid for medvirken til voldtægt. Før han blev fanget, nåede han at optræde på listen over det amerikanske forbundspoliti FBI’s 10 mest eftersøgte forbrydere. Lige nu afventer Warren Jeffs, at en række andre anklagepunkter imod ham kommer for retten i Arizona og Texas. Blandt de 11 øvrige FLDS-medlemmer, der venter på at få deres sag for i Texas, er Merril Jessop, der står tiltalt for at have viet Warren Jeffs til en mindreårig pige.

Alligevel pryder profetens smilende portræt stadig dagligstuen i næsten alle FLDS-hjem. I Warren Jeffs’ fravær har hans løjtnanter iværksat et hidsigt forsvar for hans lederskab. Donald Richter, som skriver på en af de officielle FLDS-hjemmesider, medgiver, at ægteskab med mindreårige har fundet sted før i tiden, men det er slut nu. Og med hensyn til de fortabte drenge hævder han, at både antallet og årsagerne til deres udstødelse er blevet stærkt overdrevet af kirkens fjender. “Det sker kun i de mest eks-treme tilfælde og aldrig af de banale grunde, som angives. Desuden har alle religiøse grupper ret til at ekskludere folk, der ikke vil acceptere reglerne,” siger Donald Richter.

Polemikken har nu ikke fået Melinda Fischer Jeffs til at vakle i troen. “Warren er den flinkeste, mest kærlige mand. Det billede, medierne og hans fjender har skabt af ham, stemmer slet ikke med virkeligheden,” siger hun. Ligesom andre FLDS-medlemmer har Melinda en forklaring parat på de fleste af de anklager, der rettes mod Warren Jeffs, og hun forsvarer muligheden for at overdrage hustruer til andre mænd med særligt stor ildhu. Det sker næsten altid på opfordring fra kvinder, som er blevet forladt eller udsat for overgreb, fremfører hun. Det kan diskuteres. I sin dagbog fortæller Warren Jeffs, hvordan han har overdraget tre mænds koner, bl.a. broderen Davids hustru, fordi Gud har vist ham, at de “ikke satte ordentligt pris på deres fruer, de havde mistet Guds tillid”. En af broderens hustruer havde svært ved at acceptere beslutningen og kunne knap få sig selv til at kysse sin nye ægtemand. “Hun udviste stor kampånd, men hun gik med til det,” skrev Warren Jeffs. “Hun skal lære at underordne sig præsteskabet.”

Melindas forsvar af Warren Jeffs understreger et af de mest kuriøse aspekter ved flerkoneriet, nemlig den centrale rolle, som kvinderne spiller i forsvaret for praksissen. Det er der ikke noget nyt i. I Brigham Youngs tid ilede et velgørende foretagende til Utah for at oprette et krisecenter for kvinder, som gerne ville ud af dette “hvide slaveri”. Men der kom stort set ingen kvinder. I dag har FLDS-kvinderne i Hildale og Colorado City rig lejlighed til at “flygte”. De har mobil-telefoner, de kører bil, ingen bevæbnede vagter holder dem tilbage – og alligevel gør de det ikke.

En af grundene er uden tvivl, at de er vokset op i denne kultur og ikke kender til ret meget andet. Hvis de forlader FLDS, forlader de alt, hvad de har: fællesskabet, følelsen af tryghed, familien. Carolyn Jessop, som valgte at forlade Merril Jessop og hele trossamfundet, sammenligner overgangen til verden udenfor med at “træde ud på en anden planet. Jeg var helt uforberedt, for jeg vidste intet om, hvordan man lever et almindeligt liv. De fleste kvinder i FLDS ved ikke en gang, hvordan man afstemmer et checkhæfte eller søger arbejde, så bare tanken om, hvordan de skal gebærde sig i verden udenfor, er ekstremt overvældende.”

Det kunne også se ud til, at der er noget andet, som får kvinderne til at blive: magten. De fleste af de FLDS-kvinder, jeg snakkede med, var mere veltalende og selvsikre end mændene, som for hovedpartens vedkommende virkede lammede af forlegenhed. Det giver god mening, når man begynder at forstå, at kvinderne er eftertragtede med henblik på at “mangfoldiggøre sig og opfylde jorden”, mens mændene må konkurrere hårdt om at blive fundet værdige til ægteskab. Hvis man gerne vil finde nåde for profetens øjne, er det en god idé at lade være med at skabe røre i andedammen og holde lav profil. Så det, der umiddelbart ser ud som en patriarkalsk kultur, rummer faktisk mange elementer af at være matriarkalsk.

Der er selvfølgelig grænser for kvindernes magt, for den er underlagt profetens diktater. Jeg spørger Melinda Fischer Jeffs, hvad hun ville gøre, hvis hun blev overdraget. “Jeg er sikker på, at det ikke ville ske,” svarer hun uroligt. “Men hvad nu hvis det gjorde?” spørger jeg. “Ville du så adlyde?” For første og eneste gang under samtalen er Melinda på vagt. Hun læner sig tilbage i stolen og drejer hovedet, så hun kommer til at stirre på mig ud ad den ene øjenkrog.

En solskinseftermiddag i marts 2009 tager Bob Barlow – et venligt, midaldrende FLDS-medlem – mig med på en tur rundt på Længsel efter Zion-ranchen i Vesttexas. Spredt ud over et område på 685 hektar ligger ca. 25 toetages, bjælke-hyttelignende huse og en række større eller mindre værksteder, og midt i det hele står et skinnende hvidt stentempel. Det er bemærkelsesværdigt, hvad beboerne har fået ud af det flade, ufrugtbare landskab. Med tungt maskineri har de bogstaveligt talt forvandlet sten til jord ved at knuse klippematerialet og blande det sammen med det tynde muldlag. De har anlagt frugtplantager, haver og græsplæner og var på vej til at skabe et selvforsynende samfund midt i det golde landskab. Men den udvikling blev sat i stå efter razziaen i 2008. “Familierne er lige så stille begyndt at vende tilbage nu,” fortæller Bob Barlow. “Vi kommer styrket ud på den anden side.”

Han har sikkert ret. Hvor mange gange før i historien om mormonernes flerkoneri har verden udenfor ikke ment, at den havde bevægelsen ude i tovene, og så er den alligevel blomstret op igen. Det bliver jeg mindet om denne eftermiddag i Colorado City, da jeg taler med Vera Black. Hun er den kvinde, der fik sine børn tvangsfjernet af myndighederne i Utah i 1956 og først fik dem tilbage igen, da hun havde indvilget i at forsage flerkoneriet. Få dage efter var hun tilbage i Short Creek sammen med sine børn og bekendte sig på ny til den evige pagt.

Nu er hun blevet 92 år gammel, helbredet skranter, og hun bor sammen med sin datter Lillian. Vera ligger på en sovesofa, mens børnene samles omkring hende. De er i nu i halvtredserne og tresserne, og mens de fortæller historien om dengang for længe siden, da de både blev skilt fra deres mor og fra troen, græder flere af dem, som om den smertelige oplevelse stadig var helt tæt på. “Jeg var nødt til at aflægge det løfte,” smiler Vera. “Men jeg krydsede fingre imens.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også