Myten om forårsjævndøgn holder ikke

På den nordlige halvkugle slutter vinteren officielt ved forårsjævndøgn torsdag den 20. marts 2014.

Morgenduelige natteravne hilser Solen velkommen den første forårsdag på Solens Pyramide i Teotihuacan i Mexico (arkivbillede).
Mario Guzmán, European Pressphoto Agency
Morgenduelige natteravne hilser Solen velkommen den første forårsdag på Solens Pyramide i Teotihuacan i Mexico (arkivbillede).

Lad dig ikke narre af det gamle rygte om, at dag og nat er nøjagtig lige lange ved forårsjævndøgn.

Tidspunkterne, hvor dag og nat rent faktisk er lige lange, falder altid før forårsjævndøgn og efter efterårsjævndøgn, siger Geoff Chester, der er kommunikationsekspert ved U.S. Naval Observatory i Washington D.C. i USA.

"Præcis hvornår det sker, afhænger af, hvor på kloden man befinder sig," siger han.

På det tidspunkt, hvor Solens centrum passerer hen over Ækvator, hvilket er den officielle definition på jævndøgn, er dagen en smule længere end natten overalt på Jorden. Forskellen er et spørgsmål om geometri, atmosfære og sprog.

Solen står for tidligt op

Hvis Solen kun var et lillebitte lyspunkt, og Jorden ikke havde nogen atmosfære, ville både dag og nat være præcis 12 timer lange ved forårsjævndøgn.

Men set fra Jorden er Solen for det første næsten på størrelse med spidsen af en lillefinger holdt ud i arms længde, eller ca. en halv grad i diameter.

Solopgang defineres som det øjeblik, hvor Solens overkant ser ud til at titte frem over horisonten. Solnedgang er, når det allersidste af Solen tilsyneladende forsvinder ned under horisonten.

Forårsjævndøgn indtræffer imidlertid, når Solens centrum krydser Ækvator.

Dertil kommer, at Jordens atmosfære afbøjer sollyset, når Solen står lige over horisonten, sådan at den gyldne skive ser ud til at stå en smule højere på himlen, end den gør i virkeligheden.

Resultatet er, at Solen tilsyneladende dukker op over horisonten et par minutter tidligere, end den gør i virkeligheden.

På den første forårsdag er dagen derfor i virkeligheden længere end tidsrummet, fra Solen skærer horisonten ved solopgang, til den skærer horisonten ved solnedgang.

"Disse faktorer bevirker til sammen, at jævndøgnsdagen ikke er den dag, hvor vi har 12 timers lys og mørke," siger Geoff Chester.

Den første forårsdag er speciel

Selv om dag og nat ikke er præcis lige lange ved forårsjævndøgn, gør det dog ikke den første forårsdag mindre speciel.

Efterårs- og forårsjævndøgn er således de to eneste tidspunkter på året, hvor Solen står op stik øst og går ned stik vest, siger Alan MacRobert, der er redaktionschef på magasinet Sky &Telescope.

Jævndøgn er også de eneste tidspunkter på året, hvor en person, der står på Ækvator, kan se Solen passere lige over sit hoved.

På den nordlige halvkugle vil en person, der står på Nordpolen ved forårsjævndøgn, se Solen gennembryde horisonten som optakt til seks måneder med uafbrudt dagslys.

En person på Sydpolen vil også se Solen tangere horisonten, men her vil det markere begyndelsen på seks måneders mørke.

Pave løste jævndøgnsproblem

En anden pudsighed ved forårsjævndøgn: På grund af kalenderens indretning er den første forårsdag næsten altid den 20. eller 21. marts, men sommetider falder den på den 19., siger Alan MacRobert.

I 1582 indførte pave Gregor 13. den gregorianske kalender, som det meste af verden nu følger, for at tage højde for et jævndøgnsproblem.

Hvis han ikke havde indført den nye kalender, ville forårsjævndøgn for hver 128 år falde et helt kalenderdøgn tidligere, og påsken ville ende med at ligge midt på vinteren.

"Udgangspunktet er den omstændighed, at der ikke er et helt antal dage på et år," siger Alan MacRobert.

Før pavens indgriben fulgte romerne og det meste af den europæiske verden den julianske kalender.

Den gamle kalender, som var blevet indført af Julius Cæsar, indeholdt nøjagtig 365,25 dage pr. år regnet som et gennemsnit over en fireårs cyklus. En skuddag hvert fjerde år hjalp med at holde orden i regnskabet.

Det viser sig imidlertid, at der er 365,24219 dage på et astronomisk "tropisk" år, der defineres som den tid, det set fra Jorden tager Solen at fuldende et helt gennemløb på himlen.

Dengang man brugte den julianske kalender, faldt efterårs- og forårsjævndøgnet og årstiderne 11 minutter tidligere for hvert år. I 1500 var forårsjævndøgnet rykket helt frem til 11. marts.

For at løse problemet bestemte paven, at de fleste hele hundredår (som f.eks. 1700, 1800 og 1900) ikke skulle være skudår. Hundredår, der var delelige med 400 – som f.eks. 2000 – skulle dog være skudår.

Med den gregorianske kalender er året 365,2425 dage langt. "Det er så tæt på den rigtige brøk, at årstiderne ikke skrider," siger Alan MacRobert.

Med en gennemsnitlig længde på 365,2425 dage er gregorianske år nu kun 27 sekunder længere end længden af det tropiske år, en afvigelse, der giver én dag ekstra over en periode på ca. 3200 år.

Nu om dage rykker jævndøgnene sig ifølge Geoff Chester inden for en periode, der som følge af skudårsrytmen indtræffer omkring seks timer senere fra kalenderår til kalenderår.

Systemet nulstilles hvert skudår og skrider en lille smule baglæns, indtil et hundredår uden skudår igen skubber jævndøgnene lidt frem i tid.

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra National Geographic.

Tilmeld og modtag hver uge:

  • De flotteste billeder
  • De bedste artikler
  • Ugens quiz

Fotokonkurrence: Deltag her

Deltag i National Geographics månedlige fotokonkurrence her. Vinderen får sit billede offentliggjort i magasinet. Temaet er Aften- og nattebilleder.

Nyt blad: Roms gale kejser

Abonnement: I blad nr. 9 / 2014 kan du læse om Kejser Nero, der dræbte to af sine koner og muligvis sin egen mor. Men var han virkelig så slem?

Illustreret Videnskab
Historie
National Geographic

Copyright © 2009 Bonnier Publications