Før daggry

Hver landsbyboer var særlig omhyggelig med sine egne nære slægtninge og arbejdede sig igen­nem rækkerne fra far til bedstefar og oldefar. Næsten ingen af gravene havde gravsten, og efterhånden som mændene bevægede sig fra række til række tilbage i tiden, blev de mindre sikre på de afdødes identitet. Den sidste del af arbejdet foregik i fællesskab, hvor alle deltog ved alle højene, for ingen vidste, hvem der lå begravet under dem. Den sidste grav stod for sig selv som den eneste repræsentant for den fjerde generation. “Lao zu,” sagde en af landsbyboerne. “Stamfaderen”.

15. februar 2010

Hver landsbyboer var særlig omhyggelig med sine egne nære slægtninge og arbejdede sig igennem rækkerne fra far til bedstefar og oldefar. Næsten ingen af gravene havde gravsten, og efterhånden som mændene bevægede sig fra række til række tilbage i tiden, blev de mindre sikre på de afdødes identitet. Den sidste del af arbejdet foregik i fællesskab, hvor alle deltog ved alle højene, for ingen vidste, hvem der lå begravet under dem. Den sidste grav stod for sig selv som den eneste repræsentant for den fjerde generation. “Lao zu,” sagde en af landsbyboerne. “Stamfaderen”. De kunne ikke sætte noget navn på klanens første medlem, hvis personlige data er gået tabt gennem årene.

Da de var færdige, skinnede morgenlyset bag tinderne mod øst. En mand ved navn Wei Minghe forklarede, at hver høj repræsenterede den dødes hus, og lokal skik foreskrev, at de skulle være færdige med Qingming-ritualet før daggry. “Hvis man kaster jord på graven før solopgang, betyder det, at de får et tegltag i dødsriget,” forklarede han. “Hvis man ikke når det i tide, får de et stråtag.” Wei Minghe var sidst i 60’erne. Han havde stadig landmandens benede krop, selv om han var flyttet i ældrebolig i den nærliggende by Huairou. Alligevel vendte han trofast tilbage til Qingming-festen hvert år. Senere på dagen kørte han med mig tilbage til byen. Da jeg spurgte ham, om han savnede Shuiquan Gou, sagde han: “Før denne lejlighed har jeg aldrig boet et sted med god varme.” Hans syn på fremskridtet gav god mening, nøjagtig ligesom forfædrenes ønsker – tegltag frem for stråtag.

Kinesernes opfattelse af livet efter døden har altid været præget af værdier, som man i Vesten ville anse for jordiske. I oldtiden var forestillingen om den næste verden overvejende pragmatisk, materialistisk og endda bureaukratisk – værdier, der fremgår af nutidens arkæologiske fund. Når kongegrave bliver åbnet, er de som regel præget af omhyggelig organisering og imponerende rigdom. Traditionen med at begrave ting af værdi sammen med den døde strækker sig i hvert fald tilbage til 5. årtusind f.Kr., hvor nogle grave indeholdt jade og lertøj.

Det er først fra Shangdynastiet (en kultur, der blomstrede i Nordkina fra ca. 1600-1045 f.Kr.), at vi har skriftlige kilder til, hvordan folk anskuede livet efter døden. Det tidligste eksempel på kinesisk skrift er fundet på orakelben fra Shangtiden – skulderblade fra okser og skildpaddeskjolde, der blev anvendt i ritualer ved hoffet. Sprækker fremkaldt i orakelbenene under stærk varmepåvirkning blev fortolket og var en måde at kommunikere med den usete verden på, herunder at sende meddelelser til afdøde medlemmer af kongefamilien. “Vi fortæller ceremonielt bedstefar Ding om kongens syge øjne.” “Vi aflægger ceremonielt rapport til fader Ding om Shaofangs ankomst [en fjende].”

De døde blev anset for at have stor magt over dagligdags begivenheder. Utilfredse forfædre kunne sprede sygdom og forårsage katastrofer blandt de levende, og mange orakelben henviser til menneskeofringer, der skulle stille disse ånder tilfreds. I et gravkompleks i Henan-provinsen har udgravningerne afdækket over 1200 offergrave, de fleste med menneskeofre i. En arkæolog fortalte mig engang, at han havde talt 60 forskellige måder, hvorpå et menneske kunne blive dræbt i en af Shangtidens ceremonier. Men han mindede mig også om, at dette var ritualer, ikke mord og maltraktering. Fra et Shangperspektiv var menneskeofringer blot en del af et bemærkelsesværdigt velorganiseret system. I Shangtiden førte man nøje kalender, og bestemte offerdage var viet til bestemte forfædre. De var omhyggelige i en grad, der grænsede til det videnskabelige. I ét tilfælde fremkaldte en spåmand tålmodigt 70 forskellige orakelben-sprækker for at fastslå, hvilken forfader der var ansvarlig for en levende konges tandpine.

De døde var indskrevet i et omfattende bureaukrati. De kongelige fik nye navne efter døden for at markere deres overgang til nye roller. Hensigten med at ære de døde var ikke at huske, hvordan folk havde været i levende live. Det var derimod at bejle til de afdødes gunst inden for deres nye, tildelte ansvarsområde. Mange indskrifter på orakelben beder en forfader om selv at ofre til en endnu højere magt.

Måske er du interesseret i ...

Læs også