Et hierarki blandt de døde

Historiker David Keightley fra University of California i Berkeley fortæller mig, at han især er blevet slået af, hvordan indskrifterne på orakelbenene videregiver en fornemmelse af orden og hierarki. “De nyligt afdøde tager sig af småtingene. De, der har været døde i længere tid, tager sig af større ting,” siger han. “Det er en måde at organisere verden på.”

15. februar 2010

Historiker David Keightley fra University of California i Berkeley fortæller mig, at han især er blevet slået af, hvordan indskrifterne på orakelbenene videregiver en fornemmelse af orden og hierarki. “De nyligt afdøde tager sig af småtingene. De, der har været døde i længere tid, tager sig af større ting,” siger han. “Det er en måde at organisere verden på.”

Da Shangdynastiet faldt fra hinanden i 1045 f.Kr., fortsatte brugen af orakelben til varselstagning i Zhoudynastiet, som herskede i dele af Nordkina indtil det 3. århundrede f.Kr. Men det blev efterhånden mindre almindeligt at ofre mennesker, og kongegravene begyndte at indeholde mingqi – besjælede gravgaver, der fungerede som erstatning for rigtige ting. Keramikfigurer blev lagt i gravene i stedet for mennesker. Det mest berømte eksempel er de terrakottasoldater, som blev bestilt af Kinas første kejser, Qin Shi Huangdi, der samlede landet til ét dynasti i 221 f.Kr. Hæren på godt 8000 statuer i fuld størrelse skulle tjene kejseren i det hinsides.

Handynastiet, der var det næste i rækken, efterlod sig en samling gravfund af mindre militaristisk tilsnit. Han Jing Di, der herskede fra 157 til 141 f.Kr., fik en utrolig vifte af mingqi med i graven, som skulle afspejle hverdagens behov: gengivelser af grise, får, hunde, stridsvogne, spader, save, tværøkser, mejsler, ovne og måleredskaber. Der er endda officielle blækstempler til brug for dødsrigets embedsmænd.

I en kultur, der er så gammel og rig som den kinesiske, vil linjen fra fortid til nutid aldrig være helt lige, og utallige indflydelser har formet og forandret det kinesiske syn på døden. Nogle taoistiske filosoffer troede ikke på et liv efter døden, men buddhismen, som begyndte at få indflydelse på kinesisk tænkning i det 2. århundrede e.Kr., introducerede forestillingen om genfødsel efter døden. Tanken om evig belønning og straf sivede også ind fra både buddhismen og kristendommen.

Alligevel er mange elementer fra de tidligere kulturer som Shang- og Zhoudynastierne forblevet genkendelige efter årtusindernes gang. Kineserne er blevet ved med at ære deres forfædre, og de er blevet ved med at forestille sig livet i det hinsides i et materialistisk og bureaukratisk perspektiv. Nærdødsoplevelser gav næring til folkelige fortællinger om, hvordan en underordnet sekretær i dødsriget stavede et navn forkert på en fortegnelse over de døde og nær havde afkortet et liv, før fejlen blev opdaget.

Ifølge David Keightley er det traditionelle kinesiske syn på døden optimistisk. Der er ingen forestilling om arvesynden, så der sker ingen stor forvandling, når man går over til det hinsides. Verden er ikke uhelbredeligt ufuldkommen, men fungerer som et udmærket forbillede for det næste stadium. “I Vesten handler det alt sammen om genopstandelse, syndsforladelse og frelse,” siger han. “I den kinesiske tradition dør man, men man forbliver den, man er.”

Historikeren mener desuden, at den slags forestillinger har bidraget til det kinesiske samfunds stabilitet. “Kulturer, der dyrker forfædrene, kan kun blive konservative kulturer,” siger han. “Man finder ikke nye ting tiltrækkende, fordi det vil være at udfordre forfædrene.”

Kinas nuværende forandringer er alt andet end konservative, og de går hårdt ud over de døde. Gravpladser bliver ofte sløjfet til fordel for byggeprojekter, og mange kinesere er flyttet fra landet til byen, hvilket gør det umuligt for dem at komme hjem til Qingming. Nogle forsøger at vedligeholde gravene på alternative måder – der findes hjemmesider, der giver efterkommerne mulighed for at passe “virtuelle grave”. Men det er svært at tænke på fortiden i et land under hastig forandring, og mange traditioner toner ganske enkelt ud.

I Shuiquan Gou møder der tilsyneladende færre op hvert år for at fejre Qingming-festen. Alligevel overlever helligdagen, og nogle af elementerne afspejler stadig ældgamle ritualer. Landsbyens grave bliver organiseret med bureaukratisk præcision, med hver generation i sin egen række. Materielle behov er stadig vigtige: cigaretter, alkohol og gravpenge til de døde.

Tre år efter min første Qingming-fest er der kun syv landsbyboere, der tager turen op ad bjerget til gravpladsen. På toppen står der en ny grav i forreste række, med et lys på med teksten “Evigt ung”. Jeg spørger min sidemand, hvem der ligger begravet der.

“Wei Minghe,” siger han. “Du gav ham et lift hjem for nogle år siden. Han døde sidste år. Jeg kan ikke huske hvilken måned.”

En anden mand tager ordet: “Det er første gang, vi markerer hans grav.”

“Sidste år lagde han jord på andre folks grave,” siger en tredje. “I år lægger vi jord på hans.”

Jeg tager en skovl og bidrager til gravhøjen. En eller anden tænder en cigaret og stikker den i graven med gløden opad. Wei Minghe ville have kunnet lide den finesse, og han ville have været tilfreds med tidspunktet. Vi er væk igen før daggry, og forfædrene kan – i hvert fald et år endnu – nyde deres tegltage.

Måske er du interesseret i ...

Læs også