Et folk, der ikke græder

Efter en uge i lohar-folkets selskab forstår jeg til dels, hvorfor deres situation er, som den er. De er ikke nemme at omgås. Selv om jeg har gjort det klart fra starten, at jeg ikke vil give dem penge, forsøger jeg at holde mig gode venner med dem ved at give små gaver, for det meste poser med linser og mel, ligesom jeg af og til køber chai til dem hos en sælger i nærheden. Men for nogle er det ikke nok. Lallus ældre bror, Kartar, plager mig konstant om at få kalakand, en slags mælkebudding, og surmuler, når jeg ikke makker ret. Hans kone, Pooni, er ikke mindre insisterende.

4. februar 2010

Efter en uge i lohar-folkets selskab forstår jeg til dels, hvorfor deres situation er, som den er. De er ikke nemme at omgås. Selv om jeg har gjort det klart fra starten, at jeg ikke vil give dem penge, forsøger jeg at holde mig gode venner med dem ved at give små gaver, for det meste poser med linser og mel, ligesom jeg af og til køber chai til dem hos en sælger i nærheden. Men for nogle er det ikke nok. Lallus ældre bror, Kartar, plager mig konstant om at få kalakand, en slags mælkebudding, og surmuler, når jeg ikke makker ret. Hans kone, Pooni, er ikke mindre insisterende. “Giv mig penge til chai!” siger hun, så snart hun ser mig en morgen, og hver gang jeg fanger hendes blik, hiver hun i sin lasede tunika eller signalerer sit ønske om bidis ved at føre to fingre til læberne. Efterhånden undgår jeg hendes blik.

Selv Lallu, som ifølge Kailashi var “for genert til at tigge”, tigger skamløst indimellem.

“Jeg fik ikke noget at spise i går, fordi min høne døde,” fortæller han mig en eftermiddag. “Jeg var meget ked af det.” En hund havde taget livet af den.

Jeg mumlede, at det gjorde mig ondt.

“En ny høne koster 30 kr.”

Et sympatisk nik.

“Du betaler de 10 kr.”

Suk.

Alligevel beundrer jeg lohar-folket. De er dygtige håndværkere, arbejder hårdt og er åbenlyst stolte over det, de laver.

En eftermiddag kommer en kvinde fra landsbyen for at købe en ske. “Jeg tager måske lidt mere for den, men jeg laver kvalitetsarbejde,” lover Kartar. Han varmer et stykke jern op, indtil det gløder. Så anbringer han det på en ambolt med tænger, mens Pooni hamrer det fladt med en forhammer. Når metallet er blevet tyndt, griber Kartar en mindre hammer og former det behændigt til en lang, blank ske. Han rækker skeen til kvinden og får 3 kr. til gengæld.

Lohar-folket går op i deres håndværk, fordi de går op i deres identitet. Alle med undtagelse af de yngste kender historien om Chittaurgarh, og grædende børn bliver bragt til tavshed med et: “Lad være med at græde. Du er en lohar.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også