Dæmonen gør comeback

Navnet Krampus stammer fra ordet “klo”, og det passer godt til en dæmon, der efter sigende snapper uartige børn og putter dem i sin sæk. Krampus var populær i Alpe-landsbyer for århundreder siden, hvor han skræmte børn til at opføre sig pænt – hans lange røde tunge gjorde ham ekstra uhyggelig – og lærte dem, at det onde ligger under for det gode. Krampus tjente Julemandens forløber, den venlige Sankt Nikolaus, der “havde det i sin magt at sende Krampus tilbage til helvede”, fortæller den østrigske etnolog Ulrike Kammerhofer-Aggermann.

Julens budbringer. På dette gamle julekort er Krampus Sankt Nikolaus’ chauffør. Spanskrørene i pilekoggeret skulle holde slemme børn på dydens smalle sti.

Engang havde Europa en række jule-slyngler som Krampus, og mange af dem havde hedenske rødder. Dengang lignede julen meget vore dages halloween, dels fordi bønderne havde fri og kunne feste uden tanke på pligterne. Men fra 1800-tallet lagde kirkens ledere afstand til Krampus. Nu er han ved at få et mini-comeback, mest for sjov. I den østriske delstat Salzburg er der hele 180 Krampus-klubber, hvoraf over halvdelen er dukket op efter år 1900, siger Josef Moser, Jr., der er formand for Østrigs Krampusmuseum. Krampusfestligheder består i at lave stort spetakel i gaderne, klædt i Krampuskostumer, mens man brøler og ringer med klokker.