Spøjse OL-discipliner gennem tiderne

OL blev først afholdt i Olympia i 776 f.Kr. Disciplinerne har naturligvis ændret sig med tiden. Her har vi samlet fem af de mere besynderlige OL-discipliner.

De første Olympiske Lege afholdtes i 776 f.Kr., og havde det primære formål at bekræfte det græske fællesskab.

Der er løbende sket udskiftninger i programmet. Her er et udpluk af nogle af de mest spøjse OL-discipliner.

Løb i fuld udrustning

Indtil det 14. OL i antikken bestod OL kun af én sportsgren: stadionløb. Løbet blev senere udvidet med flere variationer, bl.a. to runder på sta­dion med fuld udrustning.

Kalpe

Ved OL i 496 f.Kr. kunne man se konkurrencer i kalpe på en hoppe. Kalpe er en type voltigering – akrobatik på hesteryg – der også eksisterer i dag, men ikke på det olympiske program.

Dyst i trut og råb

Ikke alle sportsgrene i antikken var af fysisk karakter. Ved det 96. OL var der f.eks. konkurrencer for trompeterer og herolder, hvor vinderen var den, der højest og klarest udråbte et budskab.

Glima

Islandsk brydning med rødder tilbage til 900-tallet. Sporten kom aldrig ind i OL-varmen; den var kun opvisningssport i 1908 og 1912.

Golf og rugby

To nye sportsgrene på programmet fra 2016 i Rio de Janeiro. Begge har før været olympiske sportsgrene, golf i 1904, og rugby i 1924.

Der er ikke nogen nye sportsgrene med ved OL i London i år.

Panhellenske lege

Vidste du, at De Olympiske Lege ikke var det eneste sportsstævne i oldtidens Grækenland? Faktisk var der hele fire store stævner, de såkaldte panhellenske lege, eller fællesgræske fester, der blev afholdt i en fireårs cyklus.

Legene bestod af konkurrencer i forskellige sportsdicipliner som brydning, løb og bueskydning, men der blev også dystet i musik, sang og recitation. Alle bysamfund i oldtidens Grækenland sendte repræsentanter til de panhellenske lege, og i tiden omkring legene var der erklæret våbenhvile.

Et af de fire stævner var de pythiske lege, der blev afholdt i Delfi til ære for Apollon og hans sejr over den mytiske slangeskikkelse Python.

En del af disse lege foregik på stadion, mens de berømte væddeløbskørsler løb af stablen i dalen under Delfi. Det var forbundet med stor ære og prestige at vinde en af de panhellenske lege, og der blev opført statuer og skrevet digte til ære for sejrherrerne.

Selve præmien var dog, med nutidens øjne, af mere beskeden karakter: Ved de pythiske lege blev vinderen overrakt en laurbærkrans.

Tilmeld nyhedsbrev

Gratis nyhedsbrev fra National Geographic.

Tilmeld og modtag hver uge:

  • De flotteste billeder
  • De bedste artikler
  • Ugens quiz

Nyt nummer: Naturens zombier

Abonnement: Er du klar til et gys? Zombier findes ikke kun i skrækfilm. Også i naturen er der væsner, der tager kontrollen over andre og forvandler dem til levende døde.

Fotokonkurrence: Deltag her

Deltag i National Geographics månedlige fotokonkurrence her. Vinderen får sit billede offentliggjort i magasinet. Temaet er Bygninger.

Illustreret Videnskab
Historie
National Geographic

Copyright © 2009 Bonnier Publications