“Når jeg ser på denne ørken, ser jeg havet.”

En aften i Wadi Al-Hitan i den egyptiske ørken ligger Philip Gingerich, der er palæontolog med speciale i hvirveldyr, udstrakt ved siden af søuhyrets rygsøjle. Sandet omkring denne Basi­lo­saurus er overstrøet med forstenede haj­tæn­der, pigge fra søpindsvin og knogler fra kæmpemaller.

22. juli 2010

En aften i Wadi Al-Hitan i den egyptiske ørken ligger Philip Gingerich, der er palæontolog med speciale i hvirveldyr, udstrakt ved siden af søuhyrets rygsøjle. Sandet omkring denne Basilosaurus er overstrøet med forstenede hajtænder, pigge fra søpindsvin og knogler fra kæmpemaller.

“Jeg tilbringer så megen tid omgivet af disse havdyr, at jeg nærmest lever i deres verden,” siger han og pirker til en ryghvirvel på størrelse med en træstamme med sin udgravningspensel. “Når jeg ser på denne ørken, ser jeg havet.” Philip Gingerich leder efter en vigtig del af dyrets anatomi, og han har travlt.

Mørket er ved at falde på, og han må tilbage til lejren, inden kollegerne begynder at blive bekymrede. Wadi Al-Hitan er et smukt, men nådesløst sted. Ud over knogler fra forhistoriske søuhyrer har Philip Gingerich også fundet de jordiske rester af uheldige mennesker hér.

Han arbejder sig ned langs rygsøjlen mod halen, mens han stikker penselskaftet søgende ned omkring hver eneste ryghvirvel. Så lægger han penslen fra sig. “Her har vi guldet,” siger han og fjerner forsigtigt sandet med fingrene, indtil en spinkel, knap 20 cm lang, stavformet knogle kommer til syne. “Det er ikke hver dag, man ser et vaskeægte hvalben,” siger han og holder ærbødigt knoglen frem med begge hænder.

Basilosaurus var en hval, men den havde også to spinkle baglemmer, som stak ud fra dens bagparti og var på størrelse med en treårig piges ben. Disse små søde lemmer, der var perfekt udformede, var aldeles ubrugelige at gå på. Men de er et vigtigt spor til at forstå, hvordan hvaler udviklede sig fra landpattedyr, der engang gik rundt på alle fire, til de sublimt tilpassede svømmemaskiner, vi kender i dag. Philip Gingerich har viet en stor del af sin karriere til at gøre rede for denne forvandling, som måske er den mest markante i dyreriget overhovedet. Han har blandt andet demonstreret, at hvaler, som engang var det bedste kort, tilhængere af Bibelens skabelsesberetning kunne spille ud imod evolutionstanken, måske rent faktisk er det bedste bevis på, at evolutionen virkelig har fundet sted.

“Komplette eksemplarer som denne Basilosaurus er vigtige brikker til puslespillet. De fortæller os langt mere om, hvordan dyret levede, end enkeltstående skeletfund,” fortæller Philip Gingerich, mens vi kører tilbage til feltlejren.

Wadi Al-Hitan betyder “hvalernes dal” og har vist sig at være fænomenalt rigt på den slags brikker. Philip Gingerich og hans kolleger har i de seneste 27 år fundet levn af over 1000 hvaler hér, og utallige andre ligger bare og venter på at blive opdaget. Da vi kører ind i lejren, møder vi flere medlemmer af Philip Gingerichs forskerhold, som også lige er vendt tilbage fra feltarbejdet. Mens vi spiser aftensmad, går snakken om, hvad de har fundet i dagens løb. Mohammed Sameh, der er tilsynsførende med det fredede område Wadi Al-Hitan (der er opført på UNESCO’s Verdensarvsliste), har søgt efter hvaler længere mod øst, og han fortæller om flere nye knoglebunker, som udgør friske spor i en af naturhistoriens største gåder. Den jordanske forsker Iyad Zalmout og studerende Ryan Bebej har været i gang med at udgrave en hvalsnude, som stikker ud af en klippe. “Vi tror, at resten af kroppen er derinde,” siger Iyad Zalmout.

Måske er du interesseret i ...

Læs også