Hvordan så de ud?

Siden da har Philip Gingerich og flere andre palæontologer udfyldt hullerne i historien om de allerførste hvaler, tand for tand og tå for tå. Han mener, at de første hvaler formentlig lignede anthrakotherer: slanke, flod­hestelignende, bladædende dyr, som levede i lavlandssumpe i Eocæn. En alternativ teori, fremført af palæontolog Hans Thewissen, går ud på, at hvalerne nedstammer fra et dyr, der ligner Indohyus, et forhistorisk, hjortelignende, parrettået hovdyr på stør­relse med en vaskebjørn, som til dels levede i vandet.

22. juli 2010

Siden da har Philip Gingerich og flere andre palæontologer udfyldt hullerne i historien om de allerførste hvaler, tand for tand og tå for tå. Han mener, at de første hvaler formentlig lignede anthrakotherer: slanke, flodhestelignende, bladædende dyr, som levede i lavlandssumpe i Eocæn. En alternativ teori, fremført af palæontolog Hans Thewissen, går ud på, at hvalerne nedstammer fra et dyr, der ligner Indohyus, et forhistorisk, hjortelignende, parrettået hovdyr på størrelse med en vaskebjørn, som til dels levede i vandet.

Uanset hvordan de så ud, dukkede de første hvaler – ligesom alle andre nutidige pattedyrsordener – op for ca. 55 millioner år siden i en periode med varmere temperaturer i begyndelsen af Eocæn. De levede ved Tethyshavets østlige kyster, hvor vandet udøvede en stærk evolutionær tiltrækning. Det var varmt, salt, rigt på liv og frit for vandlevende dinosaurer, som uddøde 10 millioner år tidligere. Mens de jagtede nye fødekilder ud på stadig dybere vand, udviklede de gradvis længere snuder og skarpere tænder, som egnede sig bedre til at hapse fisk op med. For ca. 50 millioner år siden havde de nået Pakicetus-stadiet. De var dygtige, firbenede svømmere, som stadig bevægede sig omkring på land.

Ved at tilpasse sig livet i vandet fik de første hvaler adgang til et miljø, der var lukket land for de fleste andre pattedyr; som bød på rigeligt med føde og beskyttelse, men kun få konkurrenter og rovdyr. Med andre ord de perfekte forhold til en evolutionær eksplosion. Det, der fulgte, var en stjerneregn af særegne forsøg med at være en hval, hvoraf de fleste endte med at uddø længe før vores tid. Der var for eksempel den kluntede, 725 kg tunge Ambulocetus, en bagholdsjæger, der lignede en behåret saltvandskrokodille med korte ben og store, snappende kæber. Der var Dalanistes med en lang hals og et hejrelignende hoved. Og Makaracetus med en kort, krum, muskuløs snabel, som den måske brugte til at æde bløddyr med.

Efterhånden som fordelene ved vandmiljøet trak hvalerne længere til søs for ca. 45 millioner år siden, blev deres hals klemt mere sammen og afstivet, så de lettere kunne presse sig igennem vandet. Ansigtet blev længere og skarpere som stævnen på et skib. Bagbenene blev tykkere og udviklede sig til små stempellignede vedhæng. Tæerne rettede sig ud og blev forsynet med svømmehud, så de lignede enorme andefødder med små hove, som de havde arvet fra deres hovdyrs-stamfædre. De blev bedre til at svømme. Nogle hvaler udviklede tykke, kraftige haler og kunne skyde af sted ved hjælp af energiske, lodret ondulerende bevægelser med den nedre del af kroppen. Dét var en fordelagtig måde at bevæge sig på, og den naturlige udvælgelse gik derfor i retning af længere og mere bevægelige rygsøjler. Næseåbningen bevægede sig længere op ad snuden mod toppen af hovedet og blev til blæsehuller. Som tiden gik, og dyrene dykkede ned på større havdybder, begyndte deres øjne at bevæge sig fra toppen og om på siden af hovedet, så de bedre kunne se ud til siden i vandet. Hvalernes ører blev stadig mere følsomme over for undervandslyde – godt hjulpet af fedtpuder, der løb i kanaler langs med kæben og som en slags undervandsantenner opfangede vibrationer og sendte dem videre til mellemøret.

Selv om de var finjusteret til livet i vandet, var disse 45 millioner år gamle hvaler stadig nødt til at humpe op på land med svømmehud mellem fingre og tæer for at finde fersk drikkevand, en mage eller et sikkert sted at føde deres unger. Men i løbet af nogle få millioner år havde hvalerne nået en afgørende skillevej. Basilosaurus, Dorudon og deres slægtninge satte aldrig deres ben på landjorden. De svømmede frejdigt rundt på det åbne hav. De krydsede endda Atlanterhavet og nåede kysten ud for vore dages Peru og det sydlige USA. Deres krop tilpassede sig fuldt ud et liv i havet.

Forlemmerne blev kortere og mere stive, så de kunne bruges som luffer til at surfe på, og halen blev bredere for enden med en vandret finne, så der blev skabt et bæreplan. Bækkenet blev frigjort fra rygsøjlen, så halen fik større lodret bevægelighed. Men som et minde om deres for længst glemte liv på landjorden beholdt de deres bagben, komplette med småbitte knæ, fødder, ankler og tæer, der ikke længere kunne bruges til at gå på, men måske gavnede parringsakten.

Den endelige forvandling fra basilosaurider til moderne hvaler begyndte for 34 millioner år siden i slutningen af Eocæn, hvor klimaet pludselig blev køligere. Dalende vandtemperatur ved polerne, ændringer i havstrømmene og opstigning af næringsrigt vand fra havbunden langs vestkysten af Afrika og Europa lokkede hvalerne til helt nye levesteder og satte gang i udviklingen af de sidste træk, vi kender fra nulevende hvaler – store hjerner, ekkolokalisering, isolerende spæk og, hos nogle arter, barder i stedet for tænder til at filtrere lyskrebs med.

Hvalerne, der engang gav ammunition til modstandere af evolutionstanken og længe forvirrede eksperterne, har endelig løftet sløret for deres fortid. Takket være Philip Gingerich og andres arbejde tegner fossilfundene nu et billede af en af evolutionens mest gennemgribende forvandlinger, der i allerhøjeste grad underbygger Darwins teori frem for at tilbagevise den.

På min sidste aften i Wadi Al-Hitan går vi lidt væk fra lejren. Himlen funkler med stjerner. Philip Gringerich breder armene ud og omfavner den mørke ørken med dens sandstensskulpturer og dens utallige tavse hvaler.

“Når man forestiller sig, hvordan disse hvaler svømmede rundt lige her, hvordan de levede og døde, og hvordan verden har forandret sig, kommer man i berøring med noget, som er meget større end én selv og den verden, man lever i til daglig.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også