Genetik uddyber historisk forståelse

Resultaterne af vores dna-analyse, som blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of the American Medical Association i februar 2010, har overbevist mig om, at genetikken kan være et nyt og stærkt redskab til at uddybe vores forståelse af Egyptens historie, især i kombination med CT-scanning af mumierne og viden hentet fra de arkæologiske vidnesbyrd.

9. september 2010

Resultaterne af vores dna-analyse, som blev offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Journal of the American Medical Association i februar 2010, har overbevist mig om, at genetikken kan være et nyt og stærkt redskab til at uddybe vores forståelse af Egyptens historie, især i kombination med CT-scanning af mumierne og viden hentet fra de arkæologiske vidnesbyrd.

Det sted, hvor det viste sig allertydeligst, var i vores søgen efter et svar på, hvorfor Tutankhamon døde. Da vi begyndte på den nye undersøgelse, opdagede Ashraf Selim og hans kolleger noget hidtil overset i CT-scanningerne af mumien: Tutankhamon var klumpfodet på venstre fod, der manglede en knogle i en af tæerne, og knoglerne i dele af foden var ødelagt af nekrose – bogstavelig talt “vævsdød”. Både klumpfoden og knoglesygdommen må have gjort det svært for ham at gå. Forskerne havde allerede bemærket, at der blev fundet 130 spadserestokke i Tutankhamons grav – hele eller blot stumper af stokke, men nogle af dem var tydeligvis brugte.

Nogle har indvendt, at den slags stave var almindelige symboler på magt, og at skaden på Tutankhamons fod kunne være opstået under balsameringen. Men vores analyser viste, at der var dannet nyt knoglevæv som reaktion på nekrosen, og derfor må tilstanden have været der, mens han levede. Og af alle faraoerne er det kun Tutankhamon, der fremstilles siddende, når han for eksempel skyder med bue og pil eller kaster et spyd. Dette var ikke en konge, der holdt en stav i hånden som et magtsymbol. Det var en ung mand, der havde brug for den til at gå.

Tutankhamons knoglesygdom var invaliderende, men den var ikke dødbringende i sig selv. For at undersøge de mulige dødsårsager nærmere testede vi mumien for genetiske spor af forskellige infektionssygdomme. Jeg var skeptisk over for, at genetikerne ville kunne finde materiale af den slags – men jeg blev glad for at opdage, at jeg tog fejl. Der blev fundet dna fra adskillige stammer af parasitten Plasmodium falciparum, og dermed stod det klart, at Tutankhamon var smittet med malaria – faktisk var han indtil flere gange blevet smittet med den alvorligste form af sygdommen.

Døde faraoen så af malaria? Måske. Sygdommen kan udløse en dødelig immunreaktion eller en choktilstand, forårsage blødninger, kramper og koma og ende med døden. Men som andre forskere har påpeget, var malaria formentlig ganske almindelig i området på den tid, og Tutankhamon kan have været delvis immun over for sygdommen. På den anden side kan den godt have svækket hans immunsystem og gjort ham mere udsat for de komplikationer, der kan være opstået som følge af det uhelede benbrud, vi konstaterede i 2005.

Men efter min mening var Tutankhamons helbred kompromitteret, fra det øjeblik han blev undfanget. Hans mor og far var helsøskende. Faraoernes Egypten er ikke det eneste samfund i verdenshistorien, der har gjort incest i kongefamilien til fast praksis, for der kan være politiske fordele ved det. (Se artiklen Farer og fordele ved kongelig incest på side 42 i dette nummer). Men det kan få farlige følgevirkninger. Søskende, der gifter sig, har større sandsynlighed for at videregive de samme skadelige gener, så deres børn bliver udsat for en vifte af genetiske defekter.

Tutankhamons misdannede fod kan have været en skavank af den slags. Vi har mistanke om, at han også til dels havde ganespalte, endnu en medfødt defekt. Måske kæmpede han med endnu flere skavanker, indtil et alvorligt tilfælde af malaria eller et uheld, hvor han brækkede benet, udsatte en svækket krop for en belastning mere, end den kunne klare.

I Tutankhamons grav er der muligvis begravet endnu et trist vidnesbyrd om følgerne af den kongelige incest. Vi har endnu ikke de fuldstændige data, men vores undersøgelser tyder på, at et af de to balsamerede fostre, der blev fundet her, er datter af Tutankhamon, og at det andet sandsynligvis også er hans barn. Hidtil har vi kun kunnet få ufuldstændige data fra de to kvindelige mumier i KV21. Den ene af dem, KV21A, kan meget vel være børnenes mor og dermed Tutankhamons hustru Ankhesenamon. Vi ved fra historiske kilder, at hun var datter af Akhenaton og Nefertiti og dermed sandsynligvis halvsøster til sin mand. Det kan derfor være endnu en følge af indavl, at børnene havde genetiske defekter, som gjorde, at de ikke kunne leve og blive født.

Så måske er det her, forestillingen slutter, i det mindste i denne omgang: Med en ung konge og dronning, som prøver at få en levedygtig arving til Egyptens trone, men ikke kan. Blandt de mange fornemme genstande, der blev begravet sammen med Tutankhamon, er der et lille skrin med elfensbensbilleder på, der viser kongeparret sammen. Tutankhamon støtter sig til sin stok, mens hans hustru rækker et bundt blomster ud mod ham. I denne og andre afbildninger virker de oprigtigt forelskede i hinanden. At deres kærlighed ikke kunne bære frugt, betød ikke blot enden på familien, men også på et helt dynasti.

Efter Tutankhamons død ved vi, at en egyptisk dronning, højst sandsynligt Ankhesenamon, appellerer til hittitternes konge, der var Egyptens hovedfjende, om at sende en prins, hun kan gifte sig med, fordi “min mand er død, og jeg har ingen søn”. Hittitterkongen sender en af sine sønner, man han dør, før han når frem til Egypten. Jeg vil tro, han blev myrdet af Tutankhamons hærchef Horemheb, som senere tog magten selv. Men Horemheb døde også uden arvinger og overlod tronen til endnu en fremstående militærmand.

Den nye farao hed Ramses 1. Med ham begyndte der et nyt dynasti, og under hans barnebarn, Ramses den Store, skulle det egyptiske imperium nå nye højder. Denne store konge gjorde mere end nogen anden for at slette alle spor af Akhenaton, Tutankhamon og de andre “kættere” fra Amarna-æraen fra historien. Med vores undersøgelser bestræber vi os på at ære dem og holde mindet om dem i live.

Måske er du interesseret i ...

Læs også