Et teaterstykke

For mig er historien om Tutankhamon som et teaterstykke, hvor slutningen stadig er ved at blive skrevet. Dramaets første akt begynder omkring 1390 f.Kr., flere årtier før Tutankhamon bliver født, da den store farao Amenophis 3. sætter sig på tronen i Egypten.

9. september 2010

For mig er historien om Tutankhamon som et teaterstykke, hvor slutningen stadig er ved at blive skrevet. Dramaets første akt begynder omkring 1390 f.Kr., flere årtier før Tutankhamon bliver født, da den store farao Amenophis 3. sætter sig på tronen i Egypten.

Denne konge fra det 18. dynasti hersker over et rige, der strækker sig over 1900 km, fra floden Eufrat i nord til Nilens 4. katarakt (strømhvirvler) i syd, og han er rigere, end man kan forestille sig. Sammen med sin magtfulde dronning, Teje, regerer Amenophis 3. i 37 år og dyrker sine forfædres guder, især gudekongen Amon. Folket trives, og enorme rigdomme strømmer ind i de kongelige skatkister fra Egyptens besiddelser i udlandet.

Mens første akt handler om tradition og stabilitet, handler anden akt om omvæltninger. Da Amenophis 3. dør, bliver han efterfulgt af sin næstældste søn, Amenophis 4. – en mand med en bizar vision, som vender sig bort fra Amon og statens øvrige guder for i stedet at dyrke en enkelt gud, nemlig solskiven Aton. I sit femte regeringsår skifter han navn til Akhenaton – “den, der er til nytte for Aton” – og ophøjer sig selv til en levende gud. Han forlader Theben, der traditionelt har været den religiøse hovedstad, og bygger en stor tempelby 290 km længere mod nord på et sted, der i dag kaldes Amarna. Her bor han med sin berømte hustru, den smukke Nefertiti, og sammen gør de tjeneste som Atons ypperstepræster med bistand til at passe pligterne fra deres seks højt skattede døtre. Amons præsteskab bliver frataget al magt og rigdom, og Aton bliver enerådende. I denne periode bliver kunsten også præget af en revolutionerende ny naturalisme: I stedet for at lade sig afbilde med et idealiseret ansigt og en ungdommelig og muskuløs krop, som faraoerne før ham, afbildes Akhenaton sært feminin med topmave og et langstrakt ansigt med fyldige læber.

Den sidste del af Akhenatons regeringstid fortoner sig i det uvisse – en scene, der bliver udspillet bag lukket scenetæppe. En kort tid hersker en eller måske to konger, enten sammen med Akhenaton, efter hans død eller begge dele. Som mange andre egyptologer tror jeg, at den første af disse “konger” faktisk er Nefertiti. Den anden er en mystisk figur ved navn Smenkhkare, som vi næsten intet ved om. Da tæppet går for tredje akt, ved vi dog med sikkerhed, at der sidder en ung dreng på tronen: den ni-årige Tutankhaton (“Atons levende billede”). Inden for de første to år af hans regeringstid forlader han og hans kone Ankhesenpaaten (datter af Akhenaton og Nefertiti) Amarna og vender tilbage til Theben, hvor de genåbner templerne og giver dem deres formue og værdighed tilbage. De skifter navn til Tutankhamon og Ankhesenamon og proklamerer, at de afviser Akhenatons kætteri og er loyale mod Amon-kulten.

Så er der tæppefald. Ti år efter, at han er kommet til magten, er Tutankhamon død uden at efterlade sig nogen arvinger. Han bliver hastigt begravet i en lille grav, der oprindelig var beregnet til en privatperson snarere end en konge. I et anslag mod Akhenatons kætteri lykkes det hans efterfølgere at slette næsten alle spor af Amarna-kongerne fra historien, deriblandt også Tutankhamons. Ironisk nok har dette forsøg på at slette mindet om ham netop bevaret Tutankhamon for eftertiden. Mindre end hundrede år efter hans død havde man glemt, hvor hans grav lå. Andre bygninger blev opført direkte oven på graven, så den lå skjult for røvere og forblev nærmest uberørt, indtil den blev genopdaget i 1922. Inde i graven fandt man over 5000 kunstgenstande.

Måske er du interesseret i ...

Læs også