Cheops-pyramiden

Egyptolog om hulrum: "Vi kan ikke udelukke et skatkammer"

Fundet af et enormt hulrum i Cheopspyramiden vækker begejstring i ekspertkredse – også selv om indholdet af rummet er ukendt.

16. november 2017 af Babak Arvanaghi

”Fundet er meget interessant. Cheopspyramiden er den mest kendte af pyramiderne, og på trods af at den er gennemstuderet, gemmer den stadig på hemmeligheder.”

Sådan lyder den begejstrede udmelding fra Åke Engsheden, som er egyptolog ved Stockholms Universitet.

Som mange andre eksperter med forstand på det gamle Egypten har han svært ved at få armene ned, efter to forskerhold for nyligt konkluderede, at Den store pyramide i Giza gemmer på et over 30 meter langt og hidtil ukendt rum.

Holder mystikken i live

Ifølge Åke Engsheden er hulrummet sandsynligvis en del af pyramidens konstruktion. Det ligger over Det Store Galleri – en lang gang, som fører til pyramidens gravkammer – og egyptologen mener, at hulrummet sandsynligvis fjerner vægt fra gangens tagkonstruktion.

Men det gør ikke Åke Engsheden – som også er ekspertguide på Illustreret Videnskabs ekspedition til Egypten – mindre begejstret, og han understreger, at teorien blot er et gæt.

”Et nyfundet hemmeligt rum i den mest kendte af pyramiderne holder mystikken omkring det gamle Egypten i live,” siger han og fortsætter:

”Nu får vi rig mulighed for at spekulere over, hvad rummet indeholder, men vi kan ikke vide os sikre. Det er usandsynligt, der gemmer sig store rigdomme og skatte i hulrummet. Men så længe det ikke er blevet udforsket, kan vi ikke udelukke det.”

Udforskning bliver svær

Forskerne brugte såkaldt myontomografi til at finde rummet. Med en avanceret scanner målte de koncentrationen af myonpartikler, og det var disse målinger, der afslørede hulrummet.

Næste skridt bliver at undersøge, hvad rummet indeholder. Et forslag går på at bore et lille hul ind til rummet og sende en robot med kamera ind på opdagelse. Men det projekt tror Åke Engsheden ikke, at forskerne får lov at gennemføre.

”Jeg kan ikke se de egyptiske myndigheder give tilladelse til at bore i pyramiderne. Der er for mange følelser indblandet i pyramiderne blandt egypterne til, at nogen minister vil give en sådan tilladelse.”

FÅ FLERE NYHEDER FRA VIDENSKABENS VERDEN MED ILLUSTRERET VIDENSKABS NYHEDSBREV

Gåden kræver tålmodighed

I stedet skeler han mod flere teknologiske fremskridt på linje med den, der fandt hulrummet i første omgang.

”Vejen frem er naturvidenskabelig. Rummet er fundet ved hjælp af en ny type scanning, og jeg tror også, at nyudviklede teknologiske fremskridt skal løse mysteriet om, hvad rummet gemmer på,” siger han.

Han mener derfor, at vi skal væbne os med tålmodighed, før Cheopspyramidens nyeste gåde bliver løst.

Bliv en del af vores Univers

  • Selvkørende biler 
  • Supermassive sorte huller 
  • Genmodificerede mennesker
  • Kvarker og leptoner

ABONNÉR PÅ ILLUSTRERET VIDENSKAB
– FORDI DU ER FØDT NYSGERRIG 

Måske er du interesseret i ...

Læs også