Det næste spor

Næste spor kom fra Wadi Al-Hitan i Egypten.

22. juli 2010

Næste spor kom fra Wadi Al-Hitan i Egypten.

Sammen med sin kone, palæontolog Holly Smith, og deres kollega fra University of Michigan, William Sanders, begyndte Philip Gingerich at lede efter hvaler i geologiske lag, som var ca. 10 millioner år yngre end dem, hvor han havde fundet Pakicetus. De tre udgravede dele af skeletter fra fuldt ud havtilpassede hvaler som Basilosaurus og den mindre, 5 m lange Dorudon. De havde store, fortættede trommeben og andre tilpasninger til hørelse under vandet, lange, strømlinede kroppe med langstrakte rygsøjler samt muskuløse haler, der kunne drive dem frem gennem vandet ved hjælp af kraftige, lodrette slag. Området bugnede med fossiler af dem.

“Når man har været i Wadi Al-Hitan i et kort stykke tid, tror man, at man ser hvaler overalt,” siger Holly Smith. “Og når der er gået lidt længere tid, finder man ud af, at det er lige det, man gør. Vi blev hurtigt klar over, at vi aldrig ville kunne indsamle alle hvalerne, så i stedet begyndte vi at kortlægge dem og nøjedes med at udgrave de mest lovende eksemplarer.”

Det var imidlertid først i 1989, at forskerholdet nærmest ved en tilfældighed fandt det forbindelsesled til hvalernes landlevende stamfædre, som de ledte efter. Hen imod slutningen af ekspeditionen arbejdede Philip Gingerich på et Basilosaurus-skelet, da han opdagede det første kendte hvalknæ. Det sad på et ben, som var placeret meget længere nede på dyrets rygsøjle, end han havde regnet med. Nu, da forskerne vidste, hvor de skulle lede efter baglemmerne, vendte de tilbage til en række hvaler, som de tidligere havde kortlagt, og dér fandt de hurtigt et lårben, et skinneben og et lægben samt en klump knogle, som udgjorde hvalens fod og ankel.

På ekspeditionens sidste dag fandt Holly Smith et komplet sæt spinkle, 2,5 cm lange tæer. Da hun så de bittesmå knogler, fik det tårerne frem. “Da vi opdagede, at disse vældige dyr, som var fuldt tilpasset livet i havet, stadig havde funktionelle ben, fødder og tæer, og forstod, hvad det betød for spørgsmålet om hvalernes evolution – det var overvældende” siger hun.

Selv om benene ikke ville have kunnet bære Basilosaurus’ vægt på landjorden, var de ikke fuldstændigt overflødige. De var forbundet med kraftige muskler, og de havde funktionsdygtige ankelled og komplicerede låsemekanismer i knæet. Philip Gingerich gætter på, at de virkede stimulerende eller som en slags støtteben under parringen. “Det må have været svært at styre, hvad der foregik helt dernede på den lange, slangeagtige krop langt fra hjernen,” siger han.

Uanset hvad Basilosaurus brugte sine små ben til, bekræftede fundet, at hvalernes stamfædre engang havde gået, travet og galoperet omkring på landjorden. Men det var stadig uklart, hvem disse stamfædre var. Visse kendetegn ved urhvalernes skeletter, især deres store, trekantede kindtænder, mindede meget om dem, som optrådte hos mesonychider – en gruppe kødædende hovdyr fra Eocæn. (Den store, hyænelignende Andrewsarchus, som formentlig er det største kødædende pattedyr, der nogensinde har levet på landjorden, hørte muligvis til mesonychiderne). I 1950’erne fandt forskere i immunbiologi nogle egenskaber i hvalblod, som tydede på, at hvalerne nedstammede fra de parrettåede hovdyr eller Artiodactyla – den pattedyrorden, der omfatter svin, hjorte, får, kameler med flere. I 1990’erne konkluderede molekylærbiologer, som studerede hvalernes genetiske kode, at hvalernes nærmeste nulevende slægtning er ét bestemt hovdyr, nemlig flodhesten.

Philip Gingerich stolede ligesom mange andre palæontologer mere på de håndfaste beviser fra knogler end på molekylære sammenligninger med nulevende dyr. Han mente, at hvalerne nedstammede fra mesonychiderne, der ikke tilhører de parrettåede hovdyr. Men for at efterprøve den teori var han nødt til at finde én bestemt knogle: Astragalus eller springbenet i fodroden er det mest karakteristiske træk ved skeletter af parrettåede hovdyr på grund af dets usædvanlige dobbelttrisse-form med tydelige furer øverst og nederst på knoglen (som furer på en trisse, der holder et reb på plads). Formen giver de parrettåede hovdyr større elasticitet og bevægelighed end den enkelttrisse, der ses hos andre firbenede dyr. (Nulevende hvaler var ikke til nogen hjælp, for de har ingen springben).

I 2000 så Philip Gingerich endelig sin første hvalankel i Pakistan. Iyad Zalmout, som dengang var studerende, fandt et furet knoglestykke blandt de jordiske rester af en 47 millioner år gammel hval, som senere fik navnet Artiocetus. Få minutter senere fandt den pakistanske geolog Munir ul-Haq en lignende knogle samme sted. Først troede Philip Gingerich, at de to knogler var enkelttrisse-springben fra dyrets venstre og højre ben – et bevis på, at han havde haft ret med hensyn til hvalernes oprindelse. Men da han holdt dem op ved siden af hinanden, så han, at de var en lille smule asymmetriske. Mens han grublede over det og flyttede lidt rundt på de to knogler ligesom med to besværlige puslespilsbrikker, faldt de pludselig i hak og blev til et perfekt, dobbelttrisset springben. Molekylærforskerne havde altså alligevel ret.

“Det var en vigtig opdagelse, men den væltede min opfattelse af tingene,” siger Philip Gingerich med et skævt smil. “Ikke desto mindre vidste vi nu med sikkerhed, hvor hvalerne kom fra, og at flodhesteteorien ikke var ren fantasi.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også