River Town

Erindringen om tidligere tiders fattigdom var dog med til at gøre dæmningen spiselig for lokalbefolkningen, og jeg forstod godt, hvorfor de ville fremskridtet for enhver pris. Min lejlighed var tit uden elektricitet i timevis, og den store afhængighed af kul resulterede i en forfærdelig forurening.

6. marts 2013

Erindringen om tidligere tiders fattigdom var dog med til at gøre dæmningen spiselig for lokalbefolkningen, og jeg forstod godt, hvorfor de ville fremskridtet for enhver pris. Min lejlighed var tit uden elektricitet i timevis, og den store afhængighed af kul resulterede i en forfærdelig forurening.

Da mit arbejde for fredskorpset var afsluttet, rejste jeg hjem til mine forældre i Missouri og prøvede at skrive noget om tiden i Fuling. Jeg fik lavet et manuskript på 400 sider, som jeg kaldte River Town ("Flodbyen"), og sendte det af sted til agenter og forlag, der næsten alle afviste det. I 1990’erne havde Kina endnu ikke indtaget en plads i ret mange amerikaneres bevidsthed. En redaktør sagde rent ud: "Vi tror ikke, der er nogen, der gider læse en bog om Kina." Men til sidst fandt jeg et forlag, og så begyndte jeg at fundere over, hvordan folk i Fuling mon ville reagere på bogen.

Kineserne har altid været ekstremt følsomme omkring, hvordan deres land blev beskrevet af udlændinge. Selv i det fjerntliggende Fuling hørte jeg folk tale vredt om bøger og film, som de mente havde fremhævet den kinesiske fattigdom. Da jeg begyndte at redigere mit manuskript, sendte jeg et udkast til en af mine studerende, Emily, og de fleste af hendes kommentarer var positive. Men af og til gav hun udtryk for skuffelse: "Jeg tror ikke, at nogen ville kunne lide Fuling efter at have læst din beretning. Men jeg kan ikke klage, for alt, hvad du skriver, er sandt. Jeg vil ønske, at byen bliver mere attraktiv, efterhånden som tiden går."

Det var tilsyneladende en umulig balanceakt. Jeg ville gerne give udtryk for min kærlighed til Fuling, men jeg var også nødt til at være ærlig omkring forureningen, dæmningen og de problemer, jeg nogle gange havde som udlænding. Til sidst slog jeg mig til tåls med, at jeg muligvis ikke ville blive hilst velkommen i byen i fremtiden. Men jeg havde ikke forestillet mig, hvor hurtigt byen ville forandre sig. Da min bog udkom i begyndelsen af 2001, stod Fulings første hovedvej færdig, og Chang-færgerne blev overflødige. Der skulle komme yderligere to nye hovedveje plus tre jernbanelinjer.

På grund af De Tre Slugter-projektet fik Fuling tilført store beløb fra de centrale myndigheder, og folk flyttede dertil fra de lavtliggende flodbyer, som blev udslettet (alt i alt blev over 1,4 millioner mennesker genhuset). I løbet af 10 år blev Fulings befolkning næsten fordoblet, og lærerseminariet blev omdannet til et universitet med fireårige studier, et helt nyt universitetsområde og et nyt navn: Changs normale universitet. Antallet af studerende voksede fra 2000 til over 17.000 i forbindelse med den massive udbygning af de højere uddannelser i Kina.

Samtidig fattede amerikanerne ny interesse for landet, og River Town blev overraskende nok en bestseller. Jeg hørte, at der var blevet bestilt en uofficiel oversættelse i Fuling, som kun var beregnet for kommunistpartiets øjne. Men jeg fandt aldrig ud af, hvordan myndighederne reagerede på bogen.

Måske er du interesseret i ...

Læs også