La Belle Seine: En gammel sømand

René Ballinger på 87 år bor sammen med sin et år yngre kone, Nenette, på flodbåden Siam ved Port de Grenelle. Båden blev bygget af hans bedstefar, og René er født på den. Det samme er sønnen Marc.

30. juni 2014 af Cathy Newman

Mottoet i Paris’ byvåben, Fluctuat nec mergitur, “i bølgernes vold, men uovervindelig,” passer ikke kun på selve byen. René Ballinger på 87 år bor sammen med sin et år yngre kone, Nenette, på flodbåden Siam ved Port de Grenelle. Båden blev bygget af hans bedstefar, og René er født på den. Det samme er sønnen Marc. Før Siam lagde endeligt til kaj, fragtede den korn, kul og stål gennem Belgien, Holland, Tyskland og Schweiz.

En dag kom han sejlende...

Nenette bærer guldindfattede briller, har pergamentagtig hud og tyndt, kort, hvidt hår. Hun er ikke født ind i en sejlerfamilie. “Jeg arbejdede som sekretær i det nordlige Frankrig,” fortæller hun. “Jeg boede ved vandet. Og en dag kom han sejlende.” “Jeg fik øje på hende,” indskyder René. Hans blik fortæller resten.

De blev gift i 1947. Hun kalder ham “gamle bandit”. Han siger, hun er hans bedste ven. Deres datter mener, de skændes alt for meget. “Vi skændes,” svarede Nenette datteren, “fordi vi stadig er i live. Når vi er døde, skal vi nok holde mund.

Sømand og landkrabbe

Han var sømand. Jeg var landkrabbe. Da jeg blev gift, spurgte jeg mig selv, hvilket folkeslag jeg dog havde sluttet mig til.” Men hen ad vejen fik også hun livet på vandet ind under huden. Hun hjalp til med at male båden og stod ved roret, hun tolererede mus om bord, og hun affandt sig med at bo på mindre end 9 m2.

Friheden ved livet på vandet kompenserede for manglen på komfort. Hver dag bød på nye byer, landskaber og en frihed, som de mennesker, der var lænket til en kontorstol, slet ikke kendte til. “Vi arbejdede, men det var alligevel som at være på ferie,” fortæller hun. For 27 år siden gik de på pension. “Vi kunne være gået i land, men han ville ikke,” siger Nenette. “Jeg ville føle mig spærret inde,” svarer han.

Hvad skal der blive af båden?

Deres søn og datter har deres eget liv med børn. Siam indgår ikke i deres planer. Hvad skal der så blive af båden, når de en dag er borte? “Når vi dør, kan vores børn måske ikke få lov at bruge den. Myndighederne vil sige, at den ikke bare kan ligge her. Den må væk,” vurderer René.

Det, han mener, er, at den vil blive slæbt til et skibsværft i Conflans, 32 km nordvest for Paris, og skrottet. Han bruger ordet déchirer. Flået i stumper og stykker.

Kan du fortælle, hvordan det går til? “Nej. Og jeg vil heller ikke,” svarer han med tårer i øjnene. “Det er som at få hjertet revet ud. Der er alt for mange minder. Den båd er hele mit liv.” “Hvis vi nu besluttede at købe en lejlighed. Vi rydder det hele. Kufferterne står på kajen. Sømanden ser på sin båd og ved, det hele er forbi. Som døden.” Han tørrer øjnene. Han har været syg, og det har medført, at han er begyndt at halte.

Hans kone har også helbredsproblemer. Deres datter bekymrer sig for, om de er blevet for gamle til at klare sig selv. “Du er 87 år. Hvor meget længere kan I blive boende på båden?” Hans blik bliver hårdt. “Hvis vi skal væk herfra, bliver det med fødderne først.”

Artikelserie:

La Belle Seine Seinen er meget mere end en flod. Seinen er en handelsåre, en kilde til kunstnerisk inspiration og en drømmeagtig kulisse.

I artikelserien 'La Belle Seine' kan du tage med på en rejse til Paris og møde de mennesker, der har deres dagligdag omkring Seinen.

Måske er du interesseret i ...

Læs også