Fullings nye mentalitet

Når man bor inde i landet i Kina, kan man virkelig se, hvordan Beijing og Shanghai skaber en overdrevent optimistisk opfattelse af nationen. Men det er første gang, jeg har spekuleret på, om det samme kunne gøre sig gældende for Fuling. Byen ligger i Chongqing kommune, der på grund af dæmningen får tilført flere statslige midler end andre regioner. Da jeg besøger byen, er den øverste embedsmand i Chongqing Bo Xilai, som er kendt for at have nationale politiske ambitioner.

6. marts 2013

Når man bor inde i landet i Kina, kan man virkelig se, hvordan Beijing og Shanghai skaber en overdrevent optimistisk opfattelse af nationen. Men det er første gang, jeg har spekuleret på, om det samme kunne gøre sig gældende for Fuling. Byen ligger i Chongqing kommune, der på grund af dæmningen får tilført flere statslige midler end andre regioner. Da jeg besøger byen, er den øverste embedsmand i Chongqing Bo Xilai, som er kendt for at have nationale politiske ambitioner. Sammen med sin politidirektør, Wang Lijun, har Bo Xilai iværksat meget omtalte bestræbelser på at slå ned på kriminalitet og reformere det korrupte politi. Som led i projektet er der i byer som Fuling etableret udendørs politistationer, hvor folk skal kunne få fat på betjentene døgnet rundt. En revolutionerende tanke i et land som Kina. Jeg besøger et par stationer, hvor betjentene især har travlt med at forhindre gadeslagsmål. Overalt taler folk om Bo Xilais reformer, og det går op for mig, at jeg aldrig tidligere har været et sted i Kina, hvor folk omtaler myndighederne så positivt.

Men man skal ikke bevæge sig ret langt væk, før man hører en helt anden historie. Fattigdom og isolation er ikke længere kendetegnende for Fuling, men de mindre byer og landsbyer står stadig over for disse udfordringer. De fleste af mine tidligere studerende bor den slags steder, hvor de underviser i engelsk i mellemskolen og gymnasiet. Deres breve minder mig om, at der stadig er lang vej igen for Kina. "Kære mr. Hessler. Jeg har desværre en dårlig nyhed. Min by hedder Yihe. Den ligger i Kaixian amt i Chongqing. For to dage siden ramte et stort lyn min kones landsbyskole. Syv elever blev dræbt, og 44 såret …Tidligere var der lynafleder … men skolen har ikke råd til den."

"En af mine elevers mor arbejdede [på en fabrik] i Guangdong i 10 år. Hun kom til Luzhou i sidste måned. Hun var blevet franarret sit hævekort og kode … Hun mistede 45.000 yuan (over 41.000 kr.). Det var de penge, hun havde sparet op i de seneste 10 år. Hun ville bruge pengene til at bygge et nyt hus og til sine børns universitetsuddannelse … Hun tog hjem igen og græd i mange dage, og to dage senere spiste hun musegift og døde i sin seng. Hvilken ulykke. Det er svært af forestille sig, hvad 45.000 betyder for en kvinde fra landet."

Mens jeg er i Fuling, lykkes det mig at samle omkring 15 studerende til et improviseret skolejubilæum. De fortæller nyt om de klassekammerater, der ligesom mange andre kinesere af samme generation er flyttet langt væk. Flere af dem bor i pulserende kystbyer, og en er forretningsmand i Indien. En anden er kommunistparti-embedsmand i en by i Tibet, hvor han har ansvaret for xuanchuan. En kvinde har i flere år været vært på en populær radioudsendelse. En anden mand blev fyret fra sit lærerjob, endte ude på Den Tibetanske Højslette, etablerede et taxi-selskab og blev millionær. En tidligere studerende sidder i fængsel for korruption. William Jefferson Foster, en knægt fra en fattig landsby, som gav sig selv det imponerende engelske navn, har skabt sig en udmærket karriere ovre østpå med at undervise børn af velhavende fabriksejere i engelsk. Emily arbejder nu på en underskole i Fuling, og hun fortæller om sin fætter, der droppede ud af gymnasiet og boede i samme bygning som mig på lærerseminariet. Dengang arbejdede han som gartner. Derefter gik han ind i byggebranchen, så blev han entreprenør, efterfølgende var det ejendomsmarkedet, og i dag er han god for knap 72 millioner kr.

Den nye mentalitet imponerer mig endnu mere end de materielle forandringer. På universitetet fortæller lærerne, at de studerende, hvoraf de fleste kommer fra den nye middelklasse, har udviklet sig en hel del. En aften holder jeg en forelæsning, og da det bliver tid til at stille spørgsmål, rejser en førsteårsstuderende sig og spørger: "Tror De, at Kina nogensinde kommer til at overhale USA med hensyn til demokrati og frihed?" Da jeg var lærer, ville ingen studerende have turdet stille sådan et spørgsmål i fuld offentlighed. Mit svar er diplomatisk, men ærligt: "Det afhænger af dig og din generation."

Veluddannede kinesere synes også meget mere interesserede i at analysere deres eget samfund. Emily siger, at hendes fætter måske nok er rig, men pengene har ikke gjort ham mærkbart lykkeligere. William Jefferson Foster bemærker, at hans yngre familiemedlemmer bliver tættere på hjemstavnen i stedet for at flytte ud til kysten ? et tegn på, at den økonomiske højkonjunktur er begyndt at bevæge sig ind i landet. William og hans kone besluttede for nylig at lade hånt om den kinesiske etbarnspolitik og få barn nummer to. Han traf sin beslutning efter at have været til begravelse. Den afdøde mand havde kun ét barn. "Jeg måtte hjælpe hans søn med at bære kisten," siger William. "Det fik mig til at tænke på, hvad der sker, når vi er borte, og min datter er alene i verden. Det er bedre at være to søskende."

Hans klassekammerat Mo Money – endnu en fattig dreng, der gav sig selv et engelsk navn – er blevet lærer på en eliteskole i Chongqing. Men han har en ambivalent holdning til presset i de kinesiske storbyer. "Livet er meget konkurrencepræget," siger han. "Jeg tror, det er et stadium, Kina skal igennem. Kineserne kritiserede andre lande, da de gennemgik samme udvikling. I gamle dage blev det kapitalistiske Amerika kritiseret meget. Men nu sker det også her."

Måske er du interesseret i ...

Læs også