Fra uinteressant til charmerende

Dette er mit første besøg i Fuling i mere end fem år, og det er første gang, jeg er blevet inviteret til møde med en højtstående embedsmand. I distriktsmyndighedernes kontor i Fuling venter jeg på vicedirektør Liu Kang-zhong, der har sendt en gruppe på otte embedsmænd i forvejen. De sidder på den ene side af et konferencebord. Jeg sidder på den anden. Jeg forsøger mig forgæves med noget uforpligtende snak. Der bliver stille i rummet, og jeg må indse, at selv i en kinesisk by i rivende udvikling er der tidspunkter, hvor tiden snegler sig af sted.

6. marts 2013

Dette er mit første besøg i Fuling i mere end fem år, og det er første gang, jeg er blevet inviteret til møde med en højtstående embedsmand. I distriktsmyndighedernes kontor i Fuling venter jeg på vicedirektør Liu Kang-zhong, der har sendt en gruppe på otte embedsmænd i forvejen. De sidder på den ene side af et konferencebord. Jeg sidder på den anden. Jeg forsøger mig forgæves med noget uforpligtende snak. Der bliver stille i rummet, og jeg må indse, at selv i en kinesisk by i rivende udvikling er der tidspunkter, hvor tiden snegler sig af sted.

Endelig rømmer en af embedsmændene sig og spørger: "Har De fået solgt en million eksemplarer af bogen?" Det var ikke det spørgsmål, jeg havde forventet, men det er let at svare på: Nej. "Bliver den filmatiseret?" Jeg siger, at det har været på tale, men ikke mere. "Det ville være svært at filmatisere bogen," siger han. "Fuling er helt anderledes nu, end da De boede her. Man ville ikke kunne finde passende steder at filme, der er, som de var dengang."

Alle rejser sig, da vicedirektør Liu Kang-zhong træder ind. Han er i begyndelsen af 50’erne, men ser yngre ud: en mand med fine træk og gelatine i det sorte hår. Han byder cigaretter af mærket Emperor rundt og går i gang med at opregne den slags statistiske oplysninger, som kun Kina kan fremvise. Inden for de seneste fem år er Fulings bruttofaktorindkomst vokset med 20 % om året, og bystyrets planer omfatter yderligere 300.000 indbyggere i 2015. Et nyt industriområde har formået at tiltrække over 30 virksomheder med udenlandske kapitalinteresser, heriblandt flere, der fremstiller battericeller til biler og computere. Samtlige lokale taxier og busser kører i dag på naturgas for at nedbringe forureningen. Mod vest er myndighederne i gang med at opføre en ny satellitby.

"Vores øjne er blevet åbnet," siger Liu Kang-zhong. "Da jeg gik i skole i 1970’erne, kunne vi ikke kommunikere med omverdenen. Nu har Kina været et åbent land i et godt stykke tid, og vi har en fornemmelse af, hvad udlændinge mener. Jeg har læst noget af Deres bog. Tak for den xuanchuan, De har givet os." Ordet xuanchuan kan oversættes på forskellige måder. I nogle tilfælde betyder det "PR", i andre “propaganda". Vicedirektør Liu Kang-zhong smiler og siger: "Fuling er et godt eksempel på en kinesisk storby, der er værd at kende for amerikanere."

I deres forfængelighed vil forfattere gerne skrive noget udødeligt, men Fuling minder mig om, at ord er som kviksølv. Deres betydning ændrer sig med tiden, med nye perspektiver – det er ligesom Baiheliang, hvis inskriptioner har fået en anden betydning nu, hvor de kan ses på et undervandsmuseum. I dag ved enhver, når de læser River Town, at Kina er blevet en økonomisk stormagt, og at De Tre Slugters Dæmning er bygget færdig, og det ændrer historien. Og jeg vil aldrig få at vide, hvad indbyggerne i Fuling anno 1998 ville have syntes om bogen, for de har også forandret sig grundlæggende. Kineserne i de store byer er blevet anderledes fortrøstningsfulde. Verden udenfor forekommer meget mindre fjern og faretruende. Og udviklingen er gået så hurtigt, at selv 1990’erne er omgærdet af samme nostalgi som et sort-hvidt foto. Emily sendte mig for nylig en e-mail: "Nu, da der er gået så lang tid, er alt i bogen blevet charmerende. Selv de beskidte, triste blomster."

Måske er du interesseret i ...

Læs også