Forstæderne tømmer byen

Det at følge med strømmen har aldrig ligget til Zhang Xin. Den 42-årige konceptkunstner, der kom til verden i en af Shanghais lilonger under kulturrevolutionen, ynder at chokere publikum med billeder af kinesiske intellektuelle fremstillet som fugle i bur – og lange ud efter kritikere af sin hjemby. “Vi lider af de psykiske eftervirkninger af kolonialismen,” siger hun. “Vi opfører os, som om vi er stolte over at være fundet værdige til at blive koloniseret.”

3. marts 2010

Det at følge med strømmen har aldrig ligget til Zhang Xin. Den 42-årige konceptkunstner, der kom til verden i en af Shanghais lilonger under kulturrevolutionen, ynder at chokere publikum med billeder af kinesiske intellektuelle fremstillet som fugle i bur – og lange ud efter kritikere af sin hjemby. “Vi lider af de psykiske eftervirkninger af kolonialismen,” siger hun. “Vi opfører os, som om vi er stolte over at være fundet værdige til at blive koloniseret.”

Derfor kom det bag på nogle af Zhang Xins venner, at hun sluttede sig til strømmen af mennesker, der flygtede ud til forstæderne. I de sidste 15 år er flere millioner Shanghaiborgere flyttet fra bykernen, drevet væk af nedrivningen af deres lilonger og den længe forbudte drøm om at få mere plads omkring sig. Zhang Xins familie bor i en fireværelses lejlighed midt i en klynge højhuse med velplejede plæner og en legeplads til hendes syvårige datter, Jiazhen. Men bebyggelsen, der er opført i amerikansk stil, mangler det pulserende gadeliv, der var i den lilong, Zhang Xin selv voksede op i.

Nybyggeri og udvandring til forstæderne har sænket befolkningstætheden i Shanghai, således at beboelsesarealet pr. indbygger er tredoblet over de seneste 30 år. Men det er et fremskridt, der svækker Shanghaikulturen. Trods fælles indsatser som oprettelse af sportsforeninger og legegrupper for børn kommer naboer i forstæderne sjældent hinanden ved.

Et af ofrene for flugten fra byen kan blive Shanghais lokale dialekt. Sproget, der er rigt og fyldt med glottale lyde, har tabt terræn siden 1950’erne, da Beijing iværksatte en kampagne for at forene landet med det standardiserede mandarin. De tætbefolkede lilonger har været med til at bevare dialekten; ude i forstæderne trækker familierne sig ofte tilbage til deres enemærker og isolerer sig fra hinanden. Ikke desto mindre er der mange stolte Shanghaiborgere, der benytter sproget som en hemmelig kode for at signalere deres tilhørsforhold til byens oprindelige befolkning – og desuden ofte for at sikre sig en god pris i de lokale butikker.

For Zhang Xin begyndte forstædernes særlige charme hurtigt at aftage. I år flytter kunstneren og hendes familie tilbage til centrum. Først og fremmest fordi Jiazhen skal begynde på en god privatskole, men også fordi Zhang Xin gerne vil give datteren en mere udpræget fornemmelse af identitet. “Alle mine bedste minder er forbundet med de lyde, jeg hørte, når jeg som seksårig vågnede i lilongen,” siger hun. “Snakken ude på gaden, gadesælgerne, der solgte rejer – det virkelige liv.”

Når Chen Dandan er på arbejde, hænger han frit svævende langt over centrum af Shanghai, hvor han er med til at bygge en af byens nyeste skyskrabere. Det, der gør den 26-årige immigrantarbejder svimmel, er imidlertid den daglige spadseretur hjem ad byens mest eksklusive indkøbsgade, Nanjing Road. Chen Dandan, der er klædt i snavsede blå overalls og gul sikkerhedshjelm, studerer måbende Guccis udstillingsvindue. Ved et sted, der hedder Tomorrow Square, kaster han forelskede blikke på en rød Ferrari, der koster, hvad der svarer til omkring 80 af hans årslønninger, der ligger på 3500 dollar (17.500 kr.). “Det kan godt være, alle disse mennesker har penge,” siger han, “men det er os, der bygger Shanghai.”

Som med byens tidligere opblomstringsperioder ville det nuværende byggeboom ikke være muligt uden tilførsel af udenlandske investeringer – og hære af immigrantarbejdere. Af Shanghais 20 millioner indbyggere er en tredjedel immigranter uden opholdstilladelse og flere af de goder, der er forbundet dermed. Mange af disse waidiren – fremmede – bor i veletablerede kolonier, nogle med egne privatskoler til de børn, hvis uofficielle ophold hindrer dem i at få en offentlig uddannelse. Andre som Chen Dandan tilhører en flydende befolkningsgruppe, der udgør laveste trin i Shanghais samfundsorden.

Chen Dandans vandring ad Nanjing Road slutter, og han går ind på arbejdernes “logi” – en række krydsfinersværelser på anden sal i et ufærdigt højhus. På den anden side af gaden ligger det 22 etager høje Park Hotel, der var Asiens højeste bygning, dengang det blev opført i begyndelsen af 1930’erne – og et symbol på Shanghais tidligere globale aspirationer. Det er også bygget af importeret arbejdskraft. Chen Dandan vil næppe være velkommen i Shanghai under Expo 2010. I de seks måneder udstillingen varer, bliver alt byggeri indstillet, og de fleste kontrakt-arbejdere sendt hjem. Men Chen Dandan vender tilbage. “Så længe Shanghai bliver ved at vokse, vil der være brug for folk som mig,” siger han.

Når Sammy ikke spiller punkrock i bunkeren, opholder hun sig ofte i den lejlighed, hun deler med fire andre single-kvinder på 23. sal i et nybygget højhus i centrum. Tilbage i 1987, da hun kom til verden, ville den 28 etager høje ejendom have domineret byens skyline; i dag er der flere hundrede, der er højere. Hun står ved vinduet i sit værelse og peger forbi en jungle af højhuse, der er under opførelse og indpakket i grønne presenninger. Derovre på den anden side af Huangpu-floden ligger den omvendte pyra-mide, der skal fungere som den centrale pavillon under Expo 2010.

Shanghais eksplosive vækst vil fortsætte, længe efter at Expo 2010 er slut. Den evige riven ned og byggen op understreger et af Shanghais karaktertræk: en besættelse af det nye. I modsætning til andre dele af Kina, der mærker fortidens tyngde, søger det unge Shanghai altid at være på forkant. De andre i bandet kalder Sammy “indbegrebet af en Shanghaipige”, ikke blot fordi hun kigger til udlandet for at få inspiration til sin musik (den amerikanske rocksanger Avril Lavigne), sin påklædning (det japanske magasin Vivi) og sin livsstil (hendes boligforhold er mere a la tv-serien Venner end Kongfuzi). Men især på grund af den naturlige lethed, hvormed hun blander nye tanker med sin egen Shanghaistil.

Da Black Luna for nylig skulle have taget pr-fotos, iførte rockbandet sig cocktailkjoler med flæser, og Sammy desuden et halsbånd i 1930’er-stil. “Vi ville gerne fange lidt af det gamle Shanghais glamour,” siger hun. Men det var ikke af nostalgi. Det var et ungt Shanghaiband, der gik på hugst i historien for at finde et sejt nyt tema. I denne by, der er under konstant fornyelse, går alting så hurtigt, at fortid kan gøres til fremtid. Det gamle kan blive nyt igen.

Måske er du interesseret i ...

Læs også