Opdagelse af istid førte til klimaforskning

Han var egentlig geolog, og stærkt optaget af forsteninger og fossiler. Louis Agassiz (1807-73) var professor ved universitetet i den schweiziske by Neuchatel, og han brugte sine ledige stunder ude i bjergene, hvor han studerede sit speciale.

25. juli 2013

Han var egentlig geolog, og stærkt optaget af forsteninger og fossiler. Louis Agassiz (1807-73) var professor ved universitetet i den schweiziske by Neuchatel, og han brugte sine ledige stunder ude i bjergene, hvor han studerede sit speciale.

Men en dag lagde han mærke til noget. Mange steder i Alperne er der gletchere, og Agassiz noterede sig, at de satte mærker i landskabet. Store klippeblokke blev slæbt med, de afsatte slidmærker på klippesiden, og tit skubbede isen store mængder af materiale foran sig – såkaldte moræner. Men han fandt også disse tegn på gletchere andre steder, hvor der ikke var nogen gletcher, og det satte noget i gang.

På det tidspunkt forklarede forskningen disse aflejringer som efterladenskaber efter oversvømmelse. Der var også de, som seriøst mente, at det var rester af den bibelske Syndflod, men alt det købte Agassiz ikke. Han greb fat i en teori, som andre havde fremsat, uden at kunne bevise det, nemlig at Europa engang for mange år siden havde oplevet en istid.

Det argumenterede han for i en afhandling fra 1840. Det vakte opsigt. Han tog på foredragsturne i USA, hvor han også blev tilbudt en professorstilling ved Harvard Universitetet. Han tog imod den, fortsatte sine gletcherstudier og fandt, at det samme var sket i Nordamerika.

Da begyndte videnskaben for alvor at forske i, at der er sket en del klimaændringer på Jorden. Det har været meget koldere, end det er i dag, men man har også fundet ud af, at det har været varmere. Udover dagens debat om CO2 udslip, har klimaændringer gennem millioner af år været en naturlig proces. Og faktisk har gennemsnitstemperaturen i Jordens lange historie været 18 grader varmere end det, vi kender i dag.

Måske er du interesseret i ...

Læs også