Havforskeren

Sylvia Earle har samlet tilbragt næsten et år af sit liv med at dykke i verdenshavene. I 1960’erne måtte hun kæmpe for at få lov at komme med på ekspeditioner. Kvinder var ikke velkomne. I dag kæmper den 77-årige eventyrer for at frede havområder.

20. juni 2013 af Rachel Hartigan Shea

Følte du, at du tog en risiko ved at blive forsker med kun få kvinder i faget?

Nej, for siden jeg var barn, var det det, jeg ville være. Jeg vidste ikke, hvad man kaldte det. Jeg vidste bare, at naturen, det var der, jeg skulle være. Det var nærmest ikke et valg.

Dykker du stadig?

Ja. "Snorkel haves, kan rejse."

Har du nogen sinde været ude, hvor du – så at sige – ikke kunne bunde?

Jeg er kommet op efter et dyk, hvor båden ikke var, hvor jeg havde efterladt den. Jeg måtte tage mig af en kollega, der gik i panik. Men jeg stolede på, at båden ville komme tilbage.

Er du aldrig bange?

Jeg gør mit yderste for at forsikre mig selv om, at alt er kontrolleret. Jeg stoler på ingeniørerne, der byggede maskinen, og jeg ved, at der er hjælp at hente. Hvis der er et problem, er der sikkerhedsprocedurer at følge. Og så efterlader jeg disse bekymringer ved overfladen og nyder privilegiet, det er at være under havoverfladen, hvor primater typisk ikke kommer.

Har du gjort ting på land, som har været mere nervepirrende end at dykke?

At køre bil. Folk synes, det er risikabelt at sætte sig ind i en lille undervandsbåd og forsvinde under overfladen og være afhængig af ilttilførsel, ligesom astronauter er, ligesom man er, når man går om bord på et fly. Det, der bekymrer mig mest, er risikoen for at udvikle en følelse af falsk sikkerhed.

Hvordan har havene forandret sig gennem din karriere?

Vi ved mere, og vi har mistet mere. Halvdelen af koralrevene er borte eller under nedbrydning. Det er som et væddeløb: Kan vi gøre noget, mens der stadig er tid?

Måske er du interesseret i ...

Læs også