Gorilla-opdagelse blev flot "markedsført"

I Viktoriatidens England var folk tørstige efter spændende beretninger, der gerne måtte give et sug i maven. Så det var ikke overraskende, at Paul de Chaillu blev en mægtig efterspurgt taler, for han havde noget at byde på. I 1859 var han vendt hjem fra en ekspedition til Gabon, der egentlig bare skulle have været en fire år lang jagtrejse.

25. juli 2013

Med sig hjem havde han 20 skind af et stort, behåret bæst, og under sine foredrag gav han levende beskrivelser af dets truende udseende og adfærd. Og det løb publikum koldt ned ad ryggen, når han fortalte, hvor tæt dyret udviklingsmæssigt måtte være på mennesket.

De lokale stammer kaldte dyret njena, men i Europa blev det til gorilla – inspireret af Hanno Søfareren, den opdagelsesrejsende fra Kartago, der i det 5. århundrede f.Kr. havde observeret stærkt behårede væsener langs den afrikanske kyst. Han har sandsynligvis set noget helt andet, men kaldte dem gorillae, hvilket betyder "stammen af stærkt behårede kvinder".

Amerikaneren Thomas Staughton Savage havde allerede beskrevet dyrene i 1847, men det var de Chaillu, der skabte sensationen. Eftertiden har bedømt hans videnskabelige arbejde som middelmådigt. Hans optegnelser til kortlægning af Vestafrika var ubrugelige, og hans beskrivelser af gorillaen helt ude i skoven. Men folk kom til hans foredrag. Den store anatom Richard Owen hørte ham berette, Francis Galton, der senere udviklede eugenikken, var der, og ikke mindst Charles Darwins kollega, Thomas Huxley – så det hele faldt ind i tidens darwinistiske ånd.

En del senere i historien blev Paul de Chaillu også inspiration for Merian C. Cooper, der i 1933 skabte sig et verdensnavn med filmen King Kong.

Måske er du interesseret i ...

Læs også