Fotografer der ”klikker” sammen

Fotograferne Uri Golman og Helle Olsen rejser rundt i hele verden for at fotografere truede dyrearter og de sidste vilde steder på kloden.

4. oktober 2016 af Louise Ravnebjerg Johansen

Uanset om de tager billeder af modeller, sport eller natur, er fotografer oftest solo-kunstere.

Men efter at have mødt hinanden om bord på et skib, som sejlede i Grønlands Nationalpark, blev Uri og Helle forelsket og gift og har lige siden blandet deres lidenskab for natur og eventyr sammen til en fælles livsstil – den slags, som de fleste af os kun kan drømme om.

Pt. er de sammen i Gabon med støtte fra National Geographic for at dokumentere mandrillerne – sky aber, der bor dybt inde i regnskoven og er vanskelige at lokalisere og fotografere.

Det to måneder lange Gabon-eventyr er en del af Uri og Helles WILD-projekt, hvor de i løbet af fire år og 20 separate ekspeditioner vil dokumentere nogle af de sidste vilde steder på kloden.

“Vi vil gerne inspirere mennesker med vores billeder og historier og vække den kærlighed til naturen, som vi tror, alle er født med” siger Uri Golman, “og som vil hjælpe os med at beskytte naturen for kommende generationer”.

Se nogle af Uri og Helles smukke fotos i galleriet her, og glæd dig til deres store reportage om Finland i National Geographic Danmark nr. 13/2016.

Måske er du interesseret i ...

Læs også