Eventyrernes førstemand

Sir Ranulph Fiennes er blevet kaldt verdens største nulevende opdagelsesrejsende. Han afviser den titel, men hans CV er uden sammenligning.

20. juni 2013

I over 40 år har Sir Ranulph Fiennes stået i spidsen for rekordekspeditioner op ad floder, over ørkener og til begge poler. Han er 69 år; sidste vinter havde han planlagt at krydse Antarktis – Jordens koldeste vandretur i næsten totalt mørke – da forfrysninger til hans store ærgrelse tvang ham til at trække sig.

Du har mistet fingre, haft hjerteanfald, ligget i koma. Hvorfor gør du det?

Jeg taler på vegne af mit hold gennem mange år, når jeg siger, at vi simpelthen bare vil være først. Mellem ekspeditionerne arbejder vi også med at skaffe penge til velgørenhed. Men min største motivation er, at jeg aldrig kom til at gå i min fars fodspor og blev befalingsmand i Skotlands sidste kavaleriregiment.

Hvad skete der?

Jeg havde ikke evnerne til at få topkarakterer i matematik, så jeg kunne ikke komme ind på Storbritanniens officersakademi. Men jeg meldte mig til hæren alligevel og lærte soldater at sejle i kano, stå på ski, bestige bjerge – træning i eventyrsport. I det civile liv kaldes det en ekspedition. Og så lærte jeg, at man lettere får sponsorater, hvis man fra starten stiler højt.

Hvilke store eventyrere anser du for at være dine rollemodeller?

På mine ørkenrejser har jeg virkelig beundret Wilfred Thesiger. Hvad angår polerne, må det være Douglas Mawson. Og selvfølgelig kaptajn Robert Scott, det første menneske, der trængte ind i Antarktis.

Har du et mantra eller en talisman, der hjælper dig gennem farerne i felten?

Jeg har et 15 cm langt tøjdyr, jeg har haft med overalt, en lille lyserød gris, jeg kalder LEP – Little English Pig. Min afdøde kone gav mig den på en polarekspedition for 30 år siden.

Er der en af dine ekspeditioner, du betragter som din mest risikable?

For at konfrontere min højdeskræk besteg jeg i 2007 det schweiziske bjerg Eiger. Men da jeg nåede toppen, gik det op for mig, at jeg aldrig havde kigget ned – det var kun lykkedes mig, fordi jeg ikke havde set min frygt i øjnene.

Hvordan kommer du igen efter en fiasko eller en situation, der næsten gik galt?

En matematisk opsummering af 40 års ekspeditioner siger, at 50 % mislykkedes. Man kan ikke regne med at slå verdensrekorden. Hvis man er klar over det, ved man også, at man kan prøve igen flere gange – ved at angribe det på en anden måde, fra en anden vinkel.

Måske er du interesseret i ...

Læs også