Læs også

Havforskeren

De første på klodens bund

I 1960 kravlede den schweiziske dybhavsforsker Jacques Piccard og den amerikanske søofficer Don Walsh ned i det specialfremstillede og kuglerunde dykkerfartøj Trieste. De nåede bunden af marianergraven efter næsten fem timer.

25. april 2013 af Hans Henrik Fafner

Den amerikanske flåde havde købt fartøjet for 250.000 dollar med det formål at sende det ned i Challenger-dybet, som er den dybeste del af Marianergraven i det vestlige Stillehav. Her ligger bunden 10.911 meter nede.

Det var den schweiziske videnskabsmand, Jacques Piccard, der sammen med sin far havde konstrueret Trieste, som fartøjet hed. Faktisk burde den have heddet Trieste 2, for den første Trieste, som de havde konstrueret nogle år forinden, havde vist sig ikke at være kraftig nok. Overfor amerikanerne bedyrede Picard, at fartøjet kunne klare alle havdybder, men han sagde også at det aldrig var blevet testet i dybhavet.

Jacques Piccard skulle selv med som den videnskabelige del af ekspeditionen, og flåden bad den 26-årige løjtnant Don Walsh føre Trieste under den farlige færd. Han havde godt nok kun haft kommandoen i to år på ubåden Rasher, og denne kunne ikke gå dybere end 90 meter, men alligevel stolede man på, at Walsh var manden.

"Jeg havde ingen anelse om, hvor dybt oceanet var," har Walsh senere udtalt.

Den 23. januar 1960 gik det løs. Forud var Trieste blevet testet på forskellige dybder ud for Guam, og selvom der var søgang og vejret ikke var ideelt blev der givet grønt lys. Turen ned tog knap fem timer, og da Trieste lagde sig til rette på bunden, hvirvlede den så meget op, så alt udenfor blev mælkevidt i det skarpe projektørlys. De to mænd fik aldrig set bunden.

Opholdet i dybet varede kun 20 minutter. Walsh konstaterede en mistænkelig revne i den 15 cm tykke plexiglasrude, og fandt det klogest at starte opstigningen, og tre timer senere nåede de overfladen.

Efter ekspeditionen besluttede den amerikanske flåde, at Trieste ikke burde anvendes dybere end 7000 meter under vand.

Den 26. marts 2012 blev filminstruktøren James Cameron det blot tredje menneske til at dykke ned i Challengerdybet – 52 år efter Piccard og Walshs bedrift.

Måske er du interesseret i ...

Læs også