Dagbog fra unik ekspedition i Grønland

Fotograferne Uri Golman og Helle Olsen har været på togt med flåden for at fotografere til en artikel om Grønlands Nationalpark for National Geographic. Læs dagbog fra deres fantastiske rejse og se deres flotte billeder fra verdens største ødemark.

3. september 2015 af Uri Golman og Helle Olsen

DAG 1: REYKJAVIK HAVN – ISLAND

Med over 80 kg. udstyr i bagagen, gik vi om bord på 1. Eskadres fly sammen med ca. 50 sømænd, til Reykjavik og 4 timer senere om bord på inspektionsfartøjer Knud Rasmussen. Her skal vi tilbringe de næste tre uger og glæder os til, når vi lørdag morgen sætter kursen nordpå mod pakisen. På kajen ved siden af os ligger Inspektionsskibet Thetis, og begge skibe er nu i gang med at laste til Grønlandstogtet. Vi glæder os til at komme af sted over Danmarksstrædet og til at starte på det egentlige fotoarbejde.

DAG 2

Vi ligger i farvandet ud for Island med kursen nordover. Der er fuld gang i livet om bord, og besætningen har brugt dagen på en brandøvelse med den Islandske kystvagt. Vi fik besøg af helikopteren fra inspektionsskibet Thetis. Som fotografer fik vi en uovertruffen mulighed for at se besætning og piloter i aktion med forskellige elementer af deres spændende hverdag. Vi følte nærmest, at vi var med i en film, og det var spændende at se, hvor professionelt og sikkert de garvede søfolk opererede. I aften når vi forbi Islands nordkyst og stævner mod det arktiske eventyr.

DAG 3-4: I STORISENS MAGT

Isen knager, brager og sprækker, når skibets stævn brækker storisen op. Som tidligere ekspeditioner ligger vi i storisen langs Grønlands nordøstkyst. Her på kysten bestemmer isen tiden og farten, og i løbet af natten har besætningen sikkert navigeret os ca. 35 sømil (65 km) nordover gennem storisen.Spændt søger vores øjne alle isflagerne i håbet om arktisk dyreliv … Men heroppe i den lyse polarsommer, er der meget langt mellem dyrene.

DAG 5-6 – MOD 74° NORD

De sidste par dage har vi kæmpet med storisen. Besætningen på broen og i maskinrummet har arbejdet i døgndrift for at få skibet frem mod vores mål på 74° Nord. Til tider tog det os 3 timer at sejle en enkel sømil, når isen var mere end en meter tyk. Samtidig har det været tåget det meste af tiden, men endelig kom solen frem og Daneborg tonede frem af horisonten. Nu begynder eventyret på østkysten, og vi glæder os til at skrive mere på bloggen i morgen med nyt fra en af verdens største ødemarker.

DAG 7 - MED SLÆDEHUNDE PÅ HELODÆKKET

Med et kort besøg på Daneborg - Slædepatruljens Sirius’ hovedbase, lastede vi vinter forsyninger til Sirius’ rejsehytter. Alt fra tørfisk til slæde og sække med alverdens sager kom med på skibet. Efter 1 døgn nåede vi sagnomspundne Ella Ø og lastede hunde og flere Sirius-drenge. Planen var nu depotudlægning, men i Arktis ændrer tingene sig ofte meget hurtigt: Royal Arctic Lines' forsyningsskib var kommet hurtigere gennem isen til Daneborg, så nu sejler vi igen mod nord og bruger sejltiden på at kigge efter arktisk dyreliv.

DAG 8-9: ET ARKTISK PARADIS

En mangeårig drøm gik i opfyldelse, da vi satte vores fødder på Sandøen;et af de få steder i Grønland, hvor man kan se hvalrosser på land. Vi var så heldige at få nogle timer sammen med hvalrosserne og de sjældne sabinemåger, der yngler på øen. Det var rent paradis, og da vi sejlede tilbage til skibet til en varm kop kaffe og kanelkage, var lykken fuldendt. Afsejling Daneborg og kursen mod yderkysten for at lægge forsyninger ud til Sirius’ depoter og hytter. Besætningen gik som sædvanligt til den med ildhu og lossede de tunge tønder med fuel samt papkasser med hundemad og depoter til Sirius.

DAG 10: PÅ BESØG I PARADIS

Et gevaldigt lavtryk ligger over os, og det vil ikke slippe sit jerngreb. Det stormer og rusker, men stemningen er høj, for vi har altid drømt om at komme i land og besøge Sirius stationen på Daneborg. Så Daneborg det blev og man kan jo kun sige ja-tak til eventyr! Så mens vi venter på at Inspektionsskibet Thetis kommer gennem isen, følger vi fuppernes arbejde i Arktis, hjælper kokken i køkkenet og deltager dagligdagens gøren. Lykken var stor, da vi fik en invitation til en træningsslædetur med hundene og alt om gråvejret bliver hurtigt glemt, når man kører med en Sirius slæde over stok og sten!

DAG 13: FANGET AF ISEN

Vi har ikke opdateret vores blog de sidste par dage, da vi har ligget for anker i Young Sund ved Daneborg. Her skygger fjeldene for satellitforbindelsen, og vi har kun haft sporadisk internet. Hele Grønlands nordøstkyst har ligget under et kraftigt lavtryk, og det dårlige vejr har skubbet isen sammen ud for kysten. Dette betyder, at det gode skib Knud Rasmussen er nødt til at sejle til Island. Vi har nu 2 muligheder: Returnere med Knud Rasmussen til Island eller blive sat i land på Daneborg og afvente det noget større Inspektionsskib Thetis' ankomst og tage med dem på videre på deres færd rundt i Nationalparken. Vi vender tilbage med nyt, så snart vi har forbindelse igen!

DAG 14, 15 & 16: UTILGÆNGELIGHEDENS DILEMMA

Der er en grund til, at mange steder i Arktis stadigvæk ligger uberørt hen: Vejr- og isforhold gør stedet svært utilgængeligt! Det gælder om at blive ved med at tro på det positive, når man som fotograf venter i tågen og isen på at få de lækre billeder, der skal illustrere et af verdens smukkeste områder. Vi har nu mønstret Inspektionsskibet Thetis, og kort efter afgang fra Daneborg, kiggede solen endelig frem efter 4 dage i gråvejr og storm. Vi nåede at få et par gode landskaber, inden vi igen blev omgivet af tågen, der i snart 13 ud af 16 dage har fulgt vores færd. Den knap 50 mand store besætning om bord på Thetis er friske, og sammen holder vi modet højt i håbet om at vejret snart ændrer sig til det bedre, og at vi dermed kan fortsætte vores rejse mod nord for alle sammen at løse vores opgaver.

DAG 17-18-19: DET ARKTISKE LYS

Endelig har tågen efter 17 dage sluppet sit greb, og vi ligger nu uden for isen i et vindstille område. I det magiske polarlys har vi nu i tre dage i træk haft besøg af isbjørne, og vi var heldige, at en smuk isbjørn kom helt tæt på skibet. Vi har haft gode forhold til at kunne lægge de første Sirius depoter i land og med skibets Lynx helikopter fløj vi over isbæltet ind til Daneborg for at hente mere materiel og maddepoter til hytterne. Lige nu tegner det rigtig godt, og vi glæder os utroligt meget til de næste par dage, hvor turen går nordover mod Dove Bugt.

DAG 20-21: UKENDT LAND

Fem af Sirius-drengene skulle på fodpatrulje i Dronning Louises Land, et isoleret bjergområde, der rejser sig op Indlandsisen. En unik location var udvalgt, hvor få ekspeditioner før har været, og som kun kan nås med helikopter. Vi fløj ind over kanten af indlandsisen og op langs en smuk gletsjer. Foran os tonede en glemt og øde verden frem med smukke søer og høje fjeldtinder - suget i maven af eventyr mærkede vi alle! En pragtfuld dag, der blev afsluttet med depotudlægning ved det hyggelige Ålborghus.

Den sidste uge er gået stærkt, og vi har været heldige med vejret. Den gode regel om, at det kan betale sig at være tålmodig har endnu engang slået sig fast som fotografens mantra.

Med intens fart og hård vind forbi vore ansigter har vi holdt ekstra fast på kameraret, mens vore øjne har nydt de lækre motiver! Lykken var stor, når vi fotograferede ud gennem den åbne dør i helikopteren ud over det Arktis, vi elsker så meget! Vi har haft vidunderligt travlt de sidste par dage af togtet og nu er vi hjemme i Danmark igen. Nu starter arbejdet med at udvælge og redigere de knapt 15.000 skud og det bliver spændende sammen med National Geographic Nordic at skabe den første historie om Grønlands Nationalpark. Til sidst vil vi gerne sende en kæmpe tak til Arktisk Kommando, Inspektionsfartøjet Knud Rasmussen, Inspektionsskibet Thetis og Slædepatruljen Sirius for et fantastisk samarbejde! Helle Olsen & Uri Golman

Artiklen om Grønlands Nationalpark kommer i første halvdel af 2016, og vi håber, I har lyst til at læse den.

wildexplorer.com kan du fortsat følge Uri Golman og Helle Olsens eventyr, mens de arbejder på deres projekt for at beskrive verdens sidste vilde steder - ligesom de løbende deler nyt om deres oplevelser på Facebook.

Måske er du interesseret i ...

Læs også