Da Jorden blev rund

"Da Colombus levede, troede folk, at Jorden var flad," står der i en skolebog fra 1919. Den går videre med at beskrive, hvordan man dengang mente, at der i Atlanterhavet levede søuhyrer, som kunne sluge hele skibe, og at oceanet endte i et kæmpe vandfald, hvor man styrtede i en afgrundsdyb intethed. Dette er nok en af historiens mest sejlivede myter. Colombus sejlede ud for at finde en søvej til Indien. Intet andet, og både han og samtiden må have vidst at jorden også dengang var rund. For dette havde man faktisk allerede påvist i oldtiden.

23. august 2013

"Da Colombus levede, troede folk, at Jorden var flad," står der i en skolebog fra 1919. Den går videre med at beskrive, hvordan man dengang mente, at der i Atlanterhavet levede søuhyrer, som kunne sluge hele skibe, og at oceanet endte i et kæmpe vandfald, hvor man styrtede i en afgrundsdyb intethed.

Dette er nok en af historiens mest sejlivede myter. Colombus sejlede ud for at finde en søvej til Indien. Intet andet, og både han og samtiden må have vidst at jorden også dengang var rund. For dette havde man faktisk allerede påvist i oldtiden.

Den græske astronom Eratosthenes (276-194 f.Kr.) gjorde en interessant opdagelse. Han fandt ud af, at der var forskel på solens højde i Alexandria, hvor han befandt sig, og Syene (Aswan), når man målte den samtidig begge steder. Den samme genstand kastede simpelthen forskellige skygger. Hvis solens stråler ramte jorden parallelt, måtte forskellen på Alexandria og Syene vel derfor skyldes, at jordoverfladen krummede, konkluderede han.

Spørgsmålet var 'hvor meget?'. Eratosthenes vidste at afstanden mellem de to byer var 5000 stadier, og når han sammenholdt det med forskellene i solstrålernes vinkel kunne han også beregne Jordens krumning. Og med dette nåede han også frem til en forbløffende nøjagtig beregning af Jordens omkreds. I dag kan historikerne dog ikke blive enige om, hvor vidt han regnede i attiske stadier (185 meter) eller egyptiske stadier (157,5 meter).

Skal man endelig klantre Colombus for noget, må det være, at han brugte en urealistisk lav beregning af Jordens krumning. Hermed blev den mulige søvej til Indien kortere, og det har han nok gjort for at få støtte til sin rejse. Så hvis Amerika ikke havde ligget i vejen, var ekspeditionens forsyninger formentlig sluppet op mens de var ude på havet, og så kunne de alle have været døde af sult inden de nåede frem til Indien!

Måske er du interesseret i ...

Læs også