Årsagen til jordskælv opklaret

Da mennesket først havde konstateret, at Jorden er rund, var det nærliggende at undre sig over hvad der var indeni. Jordskælv indikerede jo, at noget bevægede sig dernede, og engang imellem spyttede vulkaner flydende lava ud fra Jordens indre.

25. juli 2013

Da mennesket først havde konstateret, at Jorden er rund, var det nærliggende at undre sig over hvad der var indeni. Jordskælv indikerede jo, at noget bevægede sig dernede, og engang imellem spyttede vulkaner flydende lava ud fra Jordens indre.

Kineseren Zhang Heng, der var både astronom, matematiker, digter og alt muligt andet, konstruerede allerede i år 132 verdens første seismograf. Instrumentet bestod af en stor bronzekedel med et pendul indeni, og den var faktisk i stand til at registrere og lokalisere jordrystelser flere hundrede kilometer væk. Men apparatet modbeviste ikke kinesernes gamle tro på, at jordskæv skyldtes, at der var kommet kosmisk uorden i yin og yang.

Oldtidens grækere havde også deres teorier, og i 1600-tallet skrev den tyske jesuitermunk Athanasius Kircher, at jordskælvet kom, når ild bevægede sig i særlige kanaler i Jordens indre. Et halvt århundrede senere mente den engelske læge og naturvidenskabsmand Martin Lister, at det hang sammen med kemiske eksplosioner dybt under jordoverfladen.

Det endelige gennembrud kom ikke før i 1897. Da ramte et stort jordskælv den indiske delstat Assam. Tabet af menneskeliv var beskedent (ca. 1.500), men de fysiske ødelæggelser var massive. Den britiske geolog Richard Dixon Oldham arbejdede på det tidspunkt i Indien, og han nåede frem og beskrev jordskælvets resultater på en måde, der gik langt ud over det sædvanlige. Og med udgangspunkt i sine grundige optegnelser var han i 1906 færdig med en rapport, hvor han konkluderede, at et jordskælv består af flere forskellige typer seismiske bølger.

Der er tale om primærbølger (længdebølger) og sekundærbølger (tværbølger), som har forskellig hastighed, og så er der overfladebølgerne, som anretter den egentlige skade. Dette skabte grundlag for senere forskning. I 1937 argumenterede den danske seismolog Inge Lehmann for, at Jordens indre nok er flydende, men at der inderst inde er en fast kerne, hvilket er årsagen til de forskellige bølger. Og dette førte til den nyeste viden om kontinentalplader, der bevæger sig og dermed konstant skaber små ændringer i Jordens overflade.

Måske er du interesseret i ...

Læs også