Voldtægt bliver brugt som våben

Landsbyen Shasha i den østlige del af DR Congo har udviklet sig til en barsk gennemgangslejr på vejen mod provinsen Nord-Kivu for væbnede grupper på jagt efter jord, mineraler – og hævn. Stort set alle det østlige DR Congos righoldige tin-, coltan-, og guldminer er under bandekontrol. De består af paramilitære hutuer og tutsier, Mai Mai-militser og soldater fra landets hær, som passerer igennem Shasha i en uendelig strøm af vold og ødelæggelse.

10. november 2011

Landsbyen Shasha i den østlige del af DR Congo har udviklet sig til en barsk gennemgangslejr på vejen mod provinsen Nord-Kivu for væbnede grupper på jagt efter jord, mineraler – og hævn. Stort set alle det østlige DR Congos righoldige tin-, coltan-, og guldminer er under bandekontrol. De består af paramilitære hutuer og tutsier, Mai Mai-militser og soldater fra landets hær, som passerer igennem Shasha i en uendelig strøm af vold og ødelæggelse.

Kvinden Faida græder stille, mens hun fortæller, hvad der skete for et år siden. Hun er lille og spinkel med et mat blik og en stemme, som ikke er mere end en hvisken. I hænderne holder hun et brev fra sin mand, som forlanger, at hun forlader deres hjem, fordi han er bange for, at hun er blevet smittet med hiv af voldtægtsmændene.

Faida befandt sig den skæbnesvangre dag på den vej, hun altid tog efter arbejdet i jordnødde-markerne. Hun var på vej til markedet i Minova med jordnødderne på ryggen, en tur på halvanden time. Og derefter skulle hun hjem igen med brænde. Faida var 32 år, hun var gift og havde seks børn, og i 16 år havde hun fulgt den samme rutine. Hun troede ikke, at nogen kunne finde på at overfalde en kvinde ved højlys dag.

De tre mænd var hutu-oprørere. Hun prøvede at flygte, men jordnødderne var tunge. Mændene sagde, at hun måtte vælge, om hun ville leve eller dø. Så slæbte de hende ind på en mark, og derefter mistede hun bevidstheden.

I dag bor Faida og hendes børn hos nogle naboer, og hun er ude af stand til at arbejde. Hendes mand har taget sig en ny kone. De fysiske skader på hendes krop er omfattende. “Jeg lider virkelig,” siger hun. “Jeg beder dig, vil du ikke nok hjælpe mig med medicin?”

Vold og massevoldtægter

Der bor omkring 10.000 mennesker i Shasha, dobbelt så mange som i 1994, og byen deler historie med resten af det østlige DR Congo. Byen har siden oldtiden været højborg for hunde-folket, men i 1930’erne strømmede hutuerne til. De var blevet hentet hertil af belgierne, som skulle bruge arbejdskraft på deres plantager.

Senere, kort efter folkemordet i 1994, kom yderligere nogle tusinde hutu-flygtninge til. Kampen om jorden blev ofte afgjort med våben. De store mineralforekomster gjorde ondt værre. Knaphed og overflod går hånd i hånd her og bærer ved til utilfredshedens og grådighedens bål. Det hele ender i en ond cirkel af vold mod uskyldige.

Omkring 200.000 kvinder blev voldtaget i DR Congo i 1996-2008. Alene i 2009 blev mere end 8000 kvinder i de østlige provinser Nord-Kivu og Syd-Kivu voldtaget. Den internationale opmærksomhed, der fulgte, efter at USA’s udenrigsminister Hilary Clinton besøgte området i 2009, har ikke ændret noget.

Ligesom de hutu-støtter i Rwanda, der forsøgte at udrydde tutsierne i 1994 ved at udradere kvinder og børn, er de indtrængende fjender i Shasha som varmesøgende missiler rettet mod landsbyens kvinder.

“På grund af byens geografiske placering er Shasha det værste sted i området, når det gælder massevoldtægter,” siger kvindretsforkæmperen Marie Gorette. “De bruger voldtægt som et våben til at ødelægge en hel generation.”

Måske er du interesseret i ...

Læs også