Rwanda er regionens lysende håb

Jeg befinder mig et sted i Rwanda, da min bil bryder sammen. En mand holder ind og tilbyder at køre mig de sidste ca. 100 km til Kigali. “Hvis du havde været i Congo, ville du have været i en slem knibe,” griner han.

10. november 2011

Jeg befinder mig et sted i Rwanda, da min bil bryder sammen. En mand holder ind og tilbyder at køre mig de sidste ca. 100 km til Kigali. “Hvis du havde været i Congo, ville du have været i en slem knibe,” griner han.

Den 41-årige mand hedder Samuel. Han kommer fra landbrugsområdet Rwamagana, men er selv uddannet tømrer. Efter lokal målestok er Samuels familie lille. “Kun fire børn,” siger han. “Jeg synes, det er den ideelle størrelse.” Skolegang koster Samuel ca. 3500 kr. pr. barn pr. termin. “Men jeg mener, at uddannelse er løsningen. Ellers kan man ikke få arbejde. Så får folk i stedet en masse børn og stjæler for at overleve. Jeg er meget optimistisk. Fremtiden ser virkelig lys ud for vores land,” siger han med et stort smil.

Det er et mirakel, at landet, hvor spændingerne og bitterheden i Albertine-riften udviklede sig til folkemord, her mindre end 20 år senere er regionens lysende håb. Rwandas præsident Paul Kagame fordrev de hutu-ledere, der var ansvarlige for massakren, og etablerede et tutsi-styre, som har været ved magten siden.

Mange giver Paul Kagame æren for at have bragt stabilitet og økonomisk vækst til dette kriseramte område, men flere historikere betragter hans styre som et undertrykkende enevælde, der favoriserer tutsi-mindretallet. Præsidenten beskyldes for at se stort på menneskerettighederne, når det gælder systemkritikere, og for at hente mineralrigdomme fra det østlige DR Congo med hjælp fra paramilitære grupper. Selv om Rwanda stort set har sat en stopper for den direkte plyndring af ressourcer, som fandt sted under og efter den seneste krig i DR Congo, afhænger Paul Kagames planer for genopbygningen af Rwanda utvivlsomt af en hemmelig udnyttelse af DR Congos mineralrigdomme.

Men de mange succeshistorier, som Paul Kagame har skabt i dette fattige land, lader sig ikke fornægte. Rwanda er i dag et af de sikreste og mest stabile lande i denne del af Afrika. Vejene er asfalterede, landskabet ser pænt og ordentligt ud, og regeringen har iværksat en ambitiøs kampagne til bevarelse af de få skovarealer, der er tilbage. Staten omskoler krybskytter, og en årlig begivenhed har skabt opmærksomhed om bevarelsen af dyrelivet: Hvert år navngiver man hver eneste bjerggorilla født i Rwanda.

Der blev i juni vedtaget en lov, så der ydes erstatning for evt. husdyr – eller mennesker – som bliver dræbt eller såret af vilde dyr. Og flere hundrede tusinde hektar jord ejet af rigmænd i landets østlige provins blev på listig vis omfordelt til borgerne i 2008 forud for Paul Kagames genvalg. Præsidenten og nogle af hans indflydelsesrige venner har dog fortsat store jordbesiddelser.

Fødselstallet i centrum

I Uganda har præsident Museveni betegnet landets høje fødselstal som et redskab til opbygning af en produktiv arbejdsstyrke, men i Rwanda tackler man sin høje fødselsrate med aggressiv familieplanlægning. “Som jeg ser Rwandas befolkningsmæssige problemer, begynder de med det høje fødselstal blandt vores fattige kvinder. Og det har indflydelse på alt – miljøet, forholdet mennesker imellem og landets udvikling generelt,” siger Jean-Damascène Ntawukuliryayo, som er næstformand i Rwandas parlament.

Men selv hvis Rwandas fødselsrate falder til under dødeligheden, som man forventer vil ske i 2050, vil befolkningen alligevel blive tredoblet i forhold til tiden før folkemordet i 1994. 43 % af rwanderne er under 15 år. 30 % er analfabeter. 81 % bor i landområder. Hvis Rwanda skal kunne brødføde sin stigende befolkning og værne om de vilde dyr, bliver man nødt til at finde ud af, hvordan man producerer mange flere fødevarer på meget mindre jord. Det er ingen let opgave i denne del af verden.

Måske er du interesseret i ...

Læs også