Nationalparken er en krigszone

Den formodede løvedræber sidder ved George-søens bred og spiller brætspillet omweso med en af sine kvægdriverkolleger. Han præsenterer sig som Eirfazi Wanama og siger, at han hverken kan sige, hvor gammel han er, eller hvor mange børn han har. “Vi afrikanere tæller ikke vores afkom, for I muzungu’er vil ikke have, at vi får så mange børn,” erklærer han. Muzungu er slang for hvide. Eirfazi Wanama smiler skævt. “Kom nu bare til sagen: Nogle løver blev fundet dræbt her, og parkbetjentene kom midt om natten og anholdt mig,” siger han.

10. november 2011

Den formodede løvedræber sidder ved George-søens bred og spiller brætspillet omweso med en af sine kvægdriverkolleger. Han præsenterer sig som Eirfazi Wanama og siger, at han hverken kan sige, hvor gammel han er, eller hvor mange børn han har. “Vi afrikanere tæller ikke vores afkom, for I muzungu’er vil ikke have, at vi får så mange børn,” erklærer han. Muzungu er slang for hvide. Eirfazi Wanama smiler skævt. “Kom nu bare til sagen: Nogle løver blev fundet dræbt her, og parkbetjentene kom midt om natten og anholdt mig,” siger han.

I slutningen af maj 2010 så to parkbetjente fra Queen Elizabeth Nationalpark i Uganda ådselgribbe hænge i luften over en mark inde i parken cirka 1,5 km fra Eirfazi Wanamas landsby, Hamukungu. De fandt fem løver, som var døde af forgiftning. De første undersøgelser pegede på Eirfazi Wanama. En anden mistænkt flygtede fra området. “De tilbageholdt mig i en dag,” siger Eirfazi Wanama. “Men nu har de løsladt mig. Jeg løber alligevel ingen steder.”

Forlanger del i nationalparken

Hamukungu ligger inden for nationalparkens område, hvis største attraktion er bestanden af løver. Den er skrumpet med omkring 40 % på mindre end 10 år. “Antallet af landsbyboere er vokset,” siger Wilson Kagoro, som arbejder med bevarelse af dyrebestanden i parken. “Og det er antallet af kreaturer også. Så der er opstået en alvorlig konflikt mellem dem og os. De sniger sig ind i parken sent om aftenen for at lade kvæget græsse. Og så tager løverne for sig af retterne.” Da det er ulovligt at lade kvæget græsse i parken, kan de forurettede ikke gøre noget rent juridisk.

Men det betyder ikke, at de står uden modtræk. “Vi overlever på Guds nåde,” svarer Eirfazi Wanama på spørgsmålet om, hvordan så mange mennesker kan overleve på så lidt jord. “Nationalparken har gjort os ludfattige! Folk er nødt til at bo på området!” Sådan lyder det tit i de overbefolkede landsbyer, som ligger omkring områdets mange parker og reservater.

Afrikas ældste nationalpark, Virunga i det østlige Congo, blev grundlagt i 1925 og hører til blandt de mest truede, fordi mange mennesker allerede har slået sig ned i parken. Området, der engang vrimlede med store, vilde dyr, er i dag uhyggeligt tomt. Nationalparkens turisthytter er raseret, og siden folkemordet i Rwanda i 1994 har det meste af den været lukket for turister.

Parken er en regulær krigszone. Rodrigue Mugaruka er chef for parkbetjentene i Rwindi, den centrale del af Virunga. Han er tidligere børnesoldat og var med til at styrte den mangeårige diktator Mobutu Sese Seko i 1997 i det daværende Zaire (nu DR Congo). I den østlige del af landet affødte tomrummet efter diktatoren en meget heftig rivalisering mellem forskellige hære og militser om områdets guld, trækul, tin og coltan.

I dag kæmper Rodrigue Mugaruka mod militserne – de såkaldte Mai-Mai-krigere. Militserne kontrollerer det ulovlige fiskeri og produktionen af trækul i adskillige af de landsbyer, der er skudt op i parken på den vestlige bred af Edward-søen.

Han generobrede for nylig kontrollen med Rwindi fra de tusindvis af congolesiske soldater, som er der for at slå militserne tilbage. Myndighederne giver sjældent soldaterne løn, så de dræbte de vilde dyr for at få mad.

Rodrigue Mugarukas bestræbelser på at opretholde lov og orden i parken bifaldes ikke af de titusinder af congolesere, som er flygtet fra konfliktområderne og har slået sig ned i landsbyerne. I den lille fiskerby Vitshumbi beordrer han sine parkbetjente til at slå flere uautoriserede fiskerbåde til pindebrænde og sætte ild til både, garn og sække med trækul, mens landsbyboerne ser til i vrede. Så sejler han os til landsbyen Lulimbi i en fiskerbåd, der har buler fra skud flere steder. Derfra kører vi til Ishasha-floden på grænsen til Uganda, hvor 96 % af parkens flodhestebestand siden 1976 er blevet slagtet af militserne og solgt for kødets skyld. Senere tager vi til området omkring Tshiaberimu-bjerget, der også ligger i parken, og hvor en bevæbnet patrulje døgnet rundt beskytter 15 østlige lavlandsgorillaer mod militser og landsbyboere. Politikere har opfordret militserne og landsbyboere til at forlange del i parkens jord.

Rodrigue Mugaruka ved, at han er en jaget mand. Mai Mai-militsen og de congolesiske forretningsfolk, som finansierer dem, har gjort ham til en levende skydeskive. “Deres mål er at jage os ud af parken for altid,” siger han. “Når vi beslaglægger en båd og et garn, lyder beskeden fra forretningsfolkene til Mai Mai-folkene: ‘Før vi kan sætte et nyt garn i vandet, må I slå en parkbetjent ihjel’. Tre af mine folk er blevet dræbt på søen, og i hele området har flere end 20 parkbetjente mistet livet.”

I januar blev Rodrigue Mugarukas folk lokket i et baghold af militsfolk i den centrale del af parken og angrebet med en raketdrevet granat. Tre parkbetjente og fem congolesiske soldater blev dræbt. Regeringsrepræsentanter modtog kort tid efter et krav underskrevet af 100.000 landsbyboere om, at Virunga-parken reduceres med næsten 90 %. Regeringen fik tre måneder til at frigive jorden. Derefter ville alle landsbyboerne dyrke afgrøder i parken – og forsvare deres aktiviteter med våben.

Ingen må smides ud

“Vi vil have jord!” Manden, der taler, siger, han hedder Charles. Han er 24 år og sidder med en machete i hånden. Han hører ikke til her i skovreservatet Kagombe i Uganda. Og så alligevel, for selve præsidenten har befalet, at man stopper udsættelsen af dem, som er trængt ind i skovreservater og vådområder.

Charles og et par andre unge foregangsmænd fra landsbyen bosatte sig i skoven i 2006. “Vi havde boet på vores bedsteforældres ejendom, men vi var for mange mennesker,” siger han. “Vi hørte folk tale om, at der var gratis jord i dette område.”

Det omrejsende bakiga-folk var allerede begyndt at slå sig ned i Kagombe, og da landets skov- og naturstyrelse forsøgte at sætte dem ud, udstedte Ugandas præsident, Yoweri Museveni – der var på valg – en bekendtgørelse, der forbød udsættelser. Derefter opfordrede nogle lokalpolitikere det indfødte banyoro-folk, som Charles og hans venner tilhører, til også at gøre krav på skovområder, så hele Kagombe ikke skulle ende med at være befolket af fremmede.

Charles og hans venner gjorde krav på ca. 3 hektar skov hver og begyndte at fælde løs. De byggede stråtækte hytter, skure til opbevaring af foder, en vej og en kirke. De plantede afgrøder og sendte bud efter deres koner. I dag er Charles en af ca. 3000 indbyggere i skovreservatet, og han nærer intet ønske om at forlade stedet. “Vi har det rigtigt godt her,” siger han.

Skoven ligner til gengæld indimellem en afbrændt mark, fordi folk brænder bevoksningen af for at skaffe plads til deres afgrøder. Og skaderne har konsekvenser: Kagombe fungerer som korridor for chimpanser og andre dyr.

“I disse parker afhænger dyrenes sundhedstilstand af korridorer som Kagombe,” siger Sarah Prinsloo fra Wildlife Conservation Society. Ødelæggelsen af dyrenes levesteder har fået bestanden til at styrtdykke i hele området. I selve Kagombe er de fleste dyr jaget ud.

Måske er du interesseret i ...

Læs også