Maronitternes oprindelse

På et bjerg i Libanon, hvorfra man kan se ud over Middelhavet, vågner en eneboer kl. tre om natten og roder efter sin lommelygte blandt de velkendte bøger, der er både hans livsværk og hans livslange sengekammerater. Eneboeren, som er 73 år og har langt skæg, er kendt under navnet fader Yuhanna. Indtil daggry arbejder han med at oversætte gamle kristne salmer fra aramæisk til moderne arabisk. Aramæisk er det sprog, som Jesus talte, og fader Yuhanna skriver salmerne ind i en stor, læderindbunden bog.

3. marts 2010

På et bjerg i Libanon, hvorfra man kan se ud over Middelhavet, vågner en eneboer kl. tre om natten og roder efter sin lommelygte blandt de velkendte bøger, der er både hans livsværk og hans livslange sengekammerater. Eneboeren, som er 73 år og har langt skæg, er kendt under navnet fader Yuhanna. Indtil daggry arbejder han med at oversætte gamle kristne salmer fra aramæisk til moderne arabisk. Aramæisk er det sprog, som Jesus talte, og fader Yuhanna skriver salmerne ind i en stor, læderindbunden bog. Derefter beder han, spiser lidt frugt, trækker i sin sorte dragt og kappe og tager fat på at sende 10.000 velsignelser ud i alle verdenshjørner.

Hans første stop er som altid Alaska, hvor han “fylder lungerne med frisk luft”. Så fortsætter han ned gennem Nord- og Sydamerika, springer videre til Afrika, tager op gennem Mellemøsten og stryger igennem Europa. Derefter sætter han kurs mod Rusland og Asien, for til sidst at arbejde sig sydpå til Australien. Alle får en velsignelse med på vejen, og turen, som fader Yuhanna tager hver dag, varer tre eller fire timer. Han er som regel hjemme ved middagstid, hvis han da ikke dvæler for længe ved de steder, hvor der er problemer. For det utrænede øje er fader Yuhanna bare en gammel mand, som går omkring i sin have. For sine venner og disciple, der i stort tal kommer for at høre hans lære om Jesus, er han en helgenfigur.

Kristne maronitter opfattes normalt ikke som helgenmateriale. Kirkesamfundet består af mennesker, hvis tro kan føres tilbage til eneboeren Maron, der levede i det 4. århundrede, og menigheden syntes fra begyndelsen forudbestemt til at kæmpe sig vej frem gennem historien. Da Maron døde i 410, udbrød der en bitter fejde blandt tilhængerne om, hvad der skulle ske med liget. En generation senere sloges maronitterne også med rivaliserende kristne sekter omkring teologiske spørgsmål, og efter indførelsen af islam mod-arbejdede de også muslimerne. For at undgå forfølgelse kæmpede de sig vej over bjergene fra Syrien til Libanon, hvor de fandt sig de mest utilgængelige dale, befæstede deres huler og klostre og tog fat på at forsvare sig mod kaliffens hær.

Da de franske korsfarere i slutningen af det 11. århundrede marcherede gennem området på vej til Jerusalem, strømmede maronitterne frem fra bjergene for at byde deres kristne trosfæller velkommen. Ca. 800 år senere, da Frankrig efter 1. verdenskrigs afslutning overtog kontrollen over Syrien (inklusive Libanon), fik maronitterne deres belønning, idet den vordende stat Libanon blev udformet til deres fordel. Maronitterne talte fransk og udviklede et kulturelt slægtskab med Europa, og som de eneste kristne arabere i Mellemøsten udgjorde de et flertal, da Libanon blev selvstændigt i 1943.

I nyere tid har der været kristne maronitter blandt de mest frygtede militssoldater under borgerkrigen i Libanon, hvor de i 1975-1990 førte en hidsig kamp mod libanesiske fraktioner så som shiitter, sunnier, drusere og palæstinensere i Beiruts kampzoner. Men Libanons kristne, der altså tidligere udgjorde flertallet, er nu i stadigt højere grad henvist til den rolle, kristne andre steder i Mellemøsten kender så godt. Efter årtiers udvandring er deres andel af befolkningen faldet til under 40 %. Derfor har maronitternes ledere indgået nye alliancer: én med den voksende shiitiske organisation Hizbollah og én med en koalition af sunnier og drusere. I mellemtiden er de kristne militser gået under jorden, men det betyder ikke, at de er blevet bløde.

Måske er du interesseret i ...

Læs også