Mærket som mand

En dag for nogle år siden, før Sudans seneste borgerkrig begyndte for alvor, blev den 9-årige Logocho kastet til jorden og holdt fast af sin far og en ældre dreng.Stammetatoveringernes bulne ar snoede sig på farens skuldre og bryst. En morsekode af prikker og streger løb tværs over hans ansigt og pande og fortalte eventuelle kvægtyve fra andre stammer, som eksempelvis dinka og nuer, at han som murle ville forsvare sin kvægflok med spyd, kniv, næver og tænder.

10. november 2010

En dag for nogle år siden, før Sudans seneste borgerkrig begyndte for alvor, blev den 9-årige Logocho kastet til jorden og holdt fast af sin far og en ældre dreng.

Stammetatoveringernes bulne ar snoede sig på farens skuldre og bryst. En morsekode af prikker og streger løb tværs over hans ansigt og pande og fortalte eventuelle kvægtyve fra andre stammer, som eksempelvis dinka og nuer, at han som murle ville forsvare sin kvægflok med spyd, kniv, næver og tænder.

Men Logocho var en sær dreng, der aldrig havde interesseret sig for de gamle skikke. Da de andre børn, bl.a. hans egen bror, gennemgik murle-stammens overgangsritual, løb han væk og gemte sig i græsset. Nu lå han i støvet og vred sin krop, der var glat som en kalvs og ikke viste nogen tegn på, at han tilhørte murle-stammen.

Endnu mere bekymrende var det, at Logocho ikke interessede sig for kvæg. Ligesom sin bror krøb han sammen for at die ved køernes yvere, men for ham var køerne bare noget, der gav mælk. I utallige generationer havde murle-stammens mænd – ligesom deres rivaler over hele det sydlige Sudan – levet side om side med deres køer. De navngav dem, udsmykkede dem, sov ved dem. De sang om dem og dansede til ære for dem. Mænd brugte kvæg til at købe brude, som leverede børn, der kunne passe flere køer.

“Hvad har du tænkt dig med dit liv?” spurgte Logochos far.

Når mændene og dyrene vandrede fra vandhul til vandhul, ville Logocho hellere blive hjemme hos sin bedstemor. Den gamle kvinde kradsede furer i den hårde jord for at kunne dyrke durra og bønner og majs og endda græskar. Logocho hjalp hende med at så frøene, tilse spirerne og høste afgrøderne. Hun beskyttede ham mod hans far.

Du er noget helt specielt, sagde hun.

Men lige nu kunne bedstemoren ikke redde ham. Hans far og den ældre dreng trykkede ham hårdt ned mod jorden og holdt ham fast. “Hvorfor?” skreg Logocho.

Da han fik øje på “specialisten”, vidste han hvorfor. Manden bøjede sig hen over Logochos ansigt, tvang hans mund op og kilede en tynd metalfil ned mellem de to midterste tænder i undermunden. Han vrikkede filen helt ned til tandkødet, og med et hurtigt, hårdt vrid med sin skulder drejede han filen rundt, så den ene fortand splintrede. Logochos mund blev fyldt med blod. Specialisten rettede bladet op og knuste den anden midtertand. Nu lignede Logocho endelig en murle.

De følgende måneder ville både Logocho og hans land blive ramt af kaos. En synsk mand fra landsbyen ville advare om, at Logochos familie var forbandet, og i hele det sydlige Sudan ville årtiers vrede i 1983 blusse op i en krig, der var lige så rædselsvækkende, som den var usynlig for omverdenen. I løbet af de næste 20 år ville over fire millioner mennesker fra syd flygte fra deres landsbyer ud i ødemarken til byerne i nord og til nabolandene. To millioner ville dø.

Logochos liv – fyldt med flugt, krig og en søgen efter mening med livet – ville blive et spejlbillede på situationen i det sydlige Sudan. Men denne dag slap drengens far ham fri og gik væk sammen med specialisten. Logocho rullede om på siden, så blodet kunne løbe ud af hans mund og ned i støvet.

Begyndelsen på enden

En dag, da Logocho var 9 år gammel, truede hans far med at tilbageholde hans fødselsret – køer – så Logocho ikke ville få nogen medgift.

“Hvis jeg stadig lever, bliver du ikke gift foreløbig, fordi du ikke kan lide køer.”

En søster til Logocho døde af malaria. En anden døde af dysenteri. Sygdom hærgede blandt køerne. Landsbyboerne mente, at det var den forbandelse, der var blevet spået af den synske. Så døde hans far. Uden kvæg og ægtemand var Logochos mor fortvivlet. Hvordan skulle hun brødføde sine børn? Hun anbragte Logocho hos en onkel langt væk. Han undrede sig over det besynderlige og ubrugelige barn, der hverken kunne drive geder eller kvæg. Onklen råbte, truede og rasede, og Logocho krympede sig i frygt.

Så skete der noget afgørende. Den nye borgerkrig var brudt ud, og SPLA havde fået standset den store gravemaskine. En dag kom en SPLA-soldat forbi på udkig efter mad, og Logocho gav ham noget kød. Der var noget magtfuldt over soldaten. Der var status i hans uniform og autoritet i hans våben. Det brændte sig ind i Logochos bevidsthed. Han udtænkte en plan, som han fortalte til flere af sine venner.

En dag, da Logocho var 12 år, stak han af sammen med fem venner under påskud af, at de havde opdaget en død bøffel i bushen, som de gerne ville flå skindet af. De løb ud i vildmarken, indtil de mødte fire SPLA-soldater, der var på jagt. To uger senere nåede de frem til en SPLA-lejr i et landområde i nærheden af Boma, og her fandt de sammen med andre rekrutter, der gerne ville slutte sig til oprørerne. En håndfuld voksne soldater boede i lejren, hvor de halvt udhungrede selv ventede på ordrer. I en måned levede gruppen af vilde dyr, som de fangede i bushen. Så kom der besked fra SPLA-lederne om, at de skulle sætte kurs mod Etiopien til fods.

Omtrent på samme tidspunkt, midt på året i 1986, fløj amerikaneren Roger Winter til Etiopien for at mødes med SPLA’s karismatiske leder, John Garang. Roger Winter, der var i begyndelsen af 40’erne, havde brugt sit liv på at arbejde med mennesker i nød. I sin studietid arbejdede han som frivillig i Chicagos barske sydlige bydel, så arbejdede han for Frelsens Hær, og senere fik han job i Carter-regeringen, hvor han sørgede for at hjælpe flygtninge på flugt fra totalitære stater. Nu stod han i spidsen for en almennyttig flygtningeorganisation og var meget optaget af situationen i smuldrende afrikanske stater som Rwanda, Etiopien – og Sudan.

Roger Winter kunne godt lide John Garang. En kompliceret mand med et strålende smil og en doktorgrad fra Iowa State University i USA, hvor han havde studeret økonomi i tiden mellem borgerkrigene. Han læste både Karl Marx og Bibelen. Hans hær brugte børnesoldater, men han havde ikke desto mindre udformet en vision for et forenet “Nyt Sudan” med fred mellem nord og syd. Og nu ville han gerne vide, om USA ville hjælpe befolkningen i det sydlige Sudan?

Det trak i Roger Winter. Han så sig selv som en menneskerettigheds-arbejder, hvis mission var at advare verden om kommende katastrofer. (Senere advarede han om det truende folkedrab i Rwanda). Det, han så i Sudan, chokerede ham. Det var “en meget ondskabsfuld krig”. En krig, der tvang enhver seriøs iagttager til at engagere sig. Og det var præcis det, Roger Winter gjorde.

Måske er du interesseret i ...

Læs også