Konflikten bygger på misforståelse

Hvordan blev dette ressourcerige sted til et farligt tagselvbord? Hvis man graver lidt i historien, viser det sig, at Albertine-riftens historie er formet af misforståede ideer om etnisk identitet.

10. november 2011

Hvordan blev dette ressourcerige sted til et farligt tagselvbord? Hvis man graver lidt i historien, viser det sig, at Albertine-riftens historie er formet af misforståede ideer om etnisk identitet.

Arkæologiske og sproglige vidnesbyrd tyder på, at forskellige folkeslag helt tilbage i år 500 e.Kr. kom til området og skabte et heterogent samfund. De talte nært beslægtede bantusprog og levede af landbrug og dyrehold. I det 15. århundrede opstod der centraliserede kongedømmer som Bunyoro og Rwanda, og der blev skabt en eksklusiv klasse af kvægavlere, som adskilte sig fra bønderne ved deres tøj og deres kost. Med tiden skilte disse kvægavlere sig mere og mere ud fra resten af befolkningen, og deres indflydelse voksede.

Da den britiske opdagelsesrejsende John Hanning Speke kom til området i slutningen af det 19. århundrede, blev han forbløffet over de meget velorganiserede kongedømmer med hof og diplomater, han mødte. Han antog, at kvægavlereliten, også kendt under betegnelsen tutsier, var et højerestående nilfolk (fra det nuværende Etiopien), som var kommet til området og havde underlagt sig – som han så det – de laverestående, indfødte bantu-bønder som hutuerne.

“Civilisationerne ved de store søer udfordrede den gængse opfattelse af afrikanernes intellekt og åndsevner som laverestående,” siger arkæolog Andrew Reid. Forestillingen om nilfolkets indtog forklarede eksistensen af højtstående kongedømmer i hjertet af Afrika. Det eneste problem var, at den ikke passede.

Tutsierne tog løgnen til sig

Det afholdt imidlertid ikke tutsierne og andre elitære grupper fra at tage imod historien om deres eksotiske oprindelse med kyshånd for på den måde at skille sig bedre ud fra hutu-flertallet. Og efter Østafrikas deling mellem flere europæiske lande i slutningen af det 19. århundrede var tyskerne og belgierne mere end villige til at overtage det, der så ud som et naturligt socialt hierarki, og begunstige det – efter deres opfattelse – højerestående mindretal, tutsierne.

Trods de fysiske forskelle mellem de to grupper, som ofte blev understreget – tutsierne skulle være højere, lysere i huden og med smallere læber end hutuerne – var det så svært at se forskel på dem, at belgierne i 1933 valgte at udstede identitetskort. De 15 %, der ejede kvæg eller havde bestemte fysiske træk, blev defineret som tutsier. Resten var hutuer. (Medlemmer af én og samme familie endte nogle gange i hver sin gruppe).

Identitetskortene, som officielt opstillede et kastesystem, der delte ét folk i to, blev under folkemordet i Rwanda brugt til at afgøre, hvem der skulle have lov at leve, og hvem der skulle myrdes. Da kolonimagterne bevilgede landene selvstændighed i begyndelsen af 1960’erne, havde etniske konflikter mellem tutsier og hutuer allerede udløst bølger af drab og hævnmord. I dag er der fortsat spændinger mellem de to grupper i Congo.

Stigende befolkning udløser flere konflikter

Men folkemordet i Rwanda var tydeligvis konsekvensen af andet og mere end etnisk had mellem hutuer og tutsier. I slutningen af det 20. århundrede gik det for alvor op for folk, at der faktisk ikke var nok til alle i Albertine-riften, og det udløste katastrofen. En foruroligende stigning i befolkningstallet, som faldt sammen med et betragteligt prisfald på kaffe og te i 1980’erne, mundede ud i stor forarmelse. Og fattigdommen førte til et endnu større pres på jorden og dens ressourcer.

Selv om et land som Holland i samme periode havde en lige så høj befolkningstæthed som Rwanda, var forskellen, at Holland jo nød godt af et mekaniseret, intensivt landbrug. I Rwanda ernærede folk sig ved hjælp af gammeldags landbrugsmetoder, og derfor kunne man kun dyrke flere afgrøder, hvis man tog flere jordarealer i brug.

Midt i 1980’erne var hver eneste hektar dyrkbar jord uden for nationalparkerne blevet inddraget til landbrugsjord. Sønner arvede mindre og mindre jordlodder, hvis de overhovedet arvede noget jord. Jorden blev fuldstændigt udpint, og spændingerne var store i området.

De belgiske økonomer Catherine André og Jean-Philippe Platteau lavede en undersøgelse i et område af Rwanda før folkemordet og konstaterede, at flere og flere familier kæmpede for at brødføde sig selv på meget små arealer. Da de interviewede indbyggerne efter folkemordet, var udtalelser som denne ikke ualmindelige: “Krig er nødvendigt for at udrydde det overskydende antal mennesker, så befolkningstallet passer til de jordressourcer, som er til rådighed.”

Catherine André og Jean-Philippe Platteau antyder ikke, at folkemordet var en uundgåelig konsekvens af befolkningspresset, for myrderierne var tydeligvis ansporet af magtsyge politikeres beslutninger. Men flere forskere, bl.a. den franske historiker Gérard Prunier, er overbevist om, at manglen på jord iscenesatte massedrabet.

Måske er du interesseret i ...

Læs også