Jill Seaman

Krigszonelægen Jill Seaman er en af vores udvalgte vovehalse i portrætserien om modige mænd og kvinder, som rykker grænserne på deres felt.

Jill Seaman har i årtier arbejdet for at give den hårdt plagede befolkning i Sydsudan adgang til moderne medicin. Hun kom til området i 1989 midt i en brutal borgerkrig og midt i en af de værste epidemier, der nogensinde har ramt Afrika – en epidemi, der skyldtes den tropiske parasitsygdom kala-azar. I dag er krigen forbi, Sydsudan er blevet en selvstændig nation, og epidemien er stilnet af, men vold, sygdom og, måske værst af alt, frygt plager stadig den region, som er blevet Jill Seamans andet hjem.

Hvordan var situationen, da du ankom første gang?

Næsten halvdelen af befolkningen var døde. Man gik gennem landsbyer uden et eneste levende menneske tilbage. Man kunne se asken fra bål, og nogle gange gik man hen over nogle knogler. Men der var ingen. Det var stille og uhyggeligt og altødelæggende.

Du måtte bekæmpe årsagen til al denne død. Kan du beskrive fjenden?

Kala-azar overføres via stik fra sandfluen og viser sig ved feber, udtærelse af kroppen og forstørret milt. Efter mange uger dør man. I 1989, da jeg kom til Sydsudan med Læger Uden Grænser, var der ingen til at behandle patienter ude i bushen. Der var behov for forskning, så man kunne behandle og stille diagnoser på et højt teknologisk niveau fra en lerhytte. Det var hovedformålet med vores forskning, og det er det stadig.

Har I elimineret sygdommen i løbet af de seneste 20 år?

Nej, faktisk ikke. Det er svært at sammenligne epidemien med de nuværende forhold, for i dag er der sundhedspleje. Men bare inden for de sidste tre år har vi haft endnu et udbrud. Det seneste år har vi behandlet 2500 mennesker. Det er enormt mange patienter.

Din klinik er blevet bombet og brændt. Men du vil ikke kaldes en vovehals?

Det er jeg heller ikke. Jeg mener det. Lægegerningen er min lidenskab, og det samme er Sudan. Jeg kan fortælle om masser af ting, der er sket, som har været skræmmende, for eksempel en massakre i en by lige nord for os, hvor måske 200 mennesker blev slået ihjel på et par timer. De skød bare løs på folk. På kvinder, der vaskede tøj. Men det har intet at gøre med, hvorfor jeg er her.

Men du er der. Og det er risikabelt, ikke?

Det handler ikke om, at jeg løber en risiko. Det gør alle. Livet er en risiko. Alle, som bor her, ved, at livet kan være slut om en time. Men de lever og er glade. Mit arbejde påvirker millioner af mennesker, og forhåbentligt hjælper jeg dem. Kan man være mere heldig?

Måske er du interesseret i ...

Læs også