Irans ensidige våben

Der er i øjeblikket ikke noget reelt alternativ til at transportere olie igennem verdens mest strategiske flaskehals, Hormuzstrædet.

6. februar 2012 af Marianne Lavelle, National Geographic News

I Irans konflikt med Vesten om landets atomprogram har den islamiske republik et våben, som der ikke findes modtræk til: evnen til at blokere den mest strategiske flaskehals for olietransport i verden.

Selv om militærstrateger og diplomatiske eksperter i over 30 år har været bekymrede over Irans evne til at kaste den globale økonomi ud i kaos, er der ikke gjort store fremskridt med hensyn til at udvikle alternative olieveje, som kan tage brodden af Irans trussel om at blokere Hormuzstrædet.

Klik på kortet herunder for at se en interaktiv grafik af Hormuzstrædet, verdens mest strategiske flaskehals for olietransport.

Øgede spændinger

Spændingen steg i sidste uge, da Israels forsvarsminister, Ehud Barak, kom med en utilsløret advarsel om, tiden var ved at løbe ud for en standsning af Irans atomprogram.

Iran har hævdet, at dets anlæg til berigelse af uran er beregnede til en fredelig udnyttelse af energien, ikke til fremstilling af våben. Efter et besøg af FN-inspektører og planer om et nyt besøg senere på måneden beskrev Irans statslige nyhedsbureau samtalerne som "positive og konstruktive".

Israel antydede imidlertid, at FN's diplomatiske indsats og en olieembargo ledet af USA og Europa ikke skred hurtigt nok frem til at afværge den iranske atomtrussel. Hvis Iran flyttede sine atomanlæg ned i underjordiske bunkere, sagde Ehud Barak, kunne det være "for sent" at ødelægge dem. Baraks kommentar skaber frygt for, at Israel måske kan finde på at iværksætte et ensidigt luftangreb.

Forsvarsstrateger tror, at et sådant træk ville udløse en iransk gengældelse i form af en blokering af Hormuzstrædet.

Hovedpulsåre på spil

Der er hundredvis af flaskehalse, som begrænser oliestrømmen verden over, fra Malaccastrædet mod øst til Panamakanalen mod vest. Men ingen er lige så betydningsfulde som Hormuzstrædet. I 2011 blev der i gennemsnit transporteret 16 millioner tønder om dagen – eller 20 % af den globale oliehandel – med tankskibe gennem den 280 km lange vandvej mellem Iran og Oman, som forbinder den Persiske Golf med Omanbugten og de bagvedliggende havområder.

Det smalleste sted i strædet er 50 km bredt, men navigeringen er endnu mere begrænset. Tankskibe skal følge enten et udadgående eller indadgående sejlløb, som hver er 3,2 km brede og adskilt af en lige så bred bufferzone. I 2011 sejlede der hver dag omkring 14 udadgående tankskibe med råolie gennem passagen, og ca. 77 % af lasten havde kurs mod Asien og Stillehavet.

Et blik på historien understreger den økonomiske risiko ved en lukning af Hormuz. Det største forsyningsstop på oliemarkedet nogen sinde indtraf i august 1990, da Iraks invasion i Kuwait fjernede 4,3 millioner tønder olie om dagen fra markedet – omkring 6,5 % af verdensproduktionen. Afbrydelsen fik verdenspriserne på olie til at stige til det dobbelte (fra ca. 20 dollar pr. tønde til 40 dollar pr. tønde). En blokering af Hormuz ville imidlertid spærre for næsten fire gange så meget olie, som Kuwait-krisen gjorde, og afskære tre gange så stor en del af oliemarkedet. Og denne uhørte afbrydelse af forsyningen ville komme på et tidspunkt, hvor olien koster over 100 dollar pr. tønde, og verdensøkonomien er svag.

Da Richard Jones, den amerikanske karrierediplomat, der nu er vicedirektør for det internationale energiagentur i Paris, i sidste uge aflagde vidnesbyrd for USA's senat, nedtonede han den påvirkning, Iran ville kunne udøve på oliemarkederne. Han sagde, at Hormuz-truslen allerede i et vist omfang "var indregnet i markedspriserne", hvilket betyder, at den er en af grundene til, at oliepriserne i forvejen har været så høje. "Sandsynligheden for en længerevarende blokade af transporten gennem Hormuz anses for at være ret lille," sagde han.

Den asymmetriske trussel

Sidste gang, Iran forsøgte at sabotere skibstrafikken gennem Hormuz, var under den 10 år lange krig mellem Iran og Irak i 1980'erne. Den amerikanske missilfregat U.S.S. Samuel B. Roberts var nær ved at synke efter at have ramt en iransk mine i april 1988, hvilket fik præsident Ronald Reagan til at beordre et massivt og afgørende gengældelsesangreb. Selv om Irans flådestyrker ikke betragtes som nogen trussel mod den amerikanske flåde, har den islamiske republik siden da investeret kraftigt i våben til "asymmetrisk krigsførelse". Som det blev beskrevet i 2008 i en rapport fra instituttet for Mellemøststudier i Washington, bygger Irans strategi på mobile kystmissilbatterier, moderne antiskibsmissiler monteret på fartøjer beregnet til hurtige angreb, miniubåde, moderne søminer, droner og landets evne til at skjule og deployere sit artilleri ved de utallige bugter, indskæringer og øer langs dets 2400 km lange Golf-kystlinje.

Eksperter på centret for strategiske og internationale studier i Washington D.C. offentliggjorde i sidste måned en analyse af truslen mod Hormuzstrædet, herunder et scenario, hvor Israel iværksætter et større luftangreb. Analytikerne forudså, at Iran ville bruge sine ubåde til at anbringe intelligente bomber i strædet og i nærheden af Omanbugten. De vurderede desuden, at olietankere måske kunne blive angrebet med målsøgende torpedoer. En sådan konfrontation, sagde centrets analytikere, ville sandsynligvis udløse en begrænset sø- og luftkrig på USA's foranledning for at åbne strædet. Men det ville stoppe skibstrafikken i op til en uge, og forsikringspræmierne og udgifterne til olietransport med tankskibe ville blive fordoblet i yderligere to til tre uger.

En blokering af oliestrømmen gennem Hormuzstrædet ville også sætte en af det globale oliemarkeds vigtigste sikkerhedsventiler ud af funktion. Næsten hele verdens reservekapacitet til produktion af olie – omkring 3,5 millioner tønder om dagen – er i Saudi-Arabien. Kongedømmets underforståede løfte om at holde oliestrømmen i gang var et vigtigt redskab, sådan vurderes det, til at holde oliemarkederne i skak under den libyske krise sidste år og under sidste årtis Irak-krig. Saudi-Arabiens evne til at kompensere for eventuelle manglende leverancer til verdensmarkedet ville blive afskåret, eftersom 75 % af landets olie eksporteres gennem den Persiske Golf.

Saudi-Arabien kan også eksportere olie gennem den 1198 km lange Petroline-olieledning, der løber øst-vest fra Buqayq til det Røde Hav og betragtes som et vigtigt alternativt til olietransporten i tilfælde af en lukning af Hormuz. Men Petroline har kun kapacitet til at befordre fem millioner tønder olie om dagen, mindre end en tredjedel af, hvad der på nuværende tidspunkt flyder gennem Hormuzstrædet.

En nyskabende idé til at øge denne kapacitet er brugen af såkaldte DRA-kemikalier, der nedsætter modstanden mod gennemstrømning, så olien lettere kan flyde gennem rørledningen. Økonom Dagobert Brito fra James A. Baker-instituttet for offentlig politik på Rice University i Houston, USA, som var den første til at foreslå et sådant tiltag for 10 år siden, har anslået, at DRA'er plus en opgradering af pumper, skovlhjul og turbiner vil kunne øge kapaciteten til transport af olie via rørledning til det Røde Hav med 11 millioner tønder om dagen. Første gang han gennemførte analysen, var det på baggrund af teknologien i 2000, og dengang anslog Dagobert Brito udgifterne til sådanne opgraderinger til ca. 3,4 milliarder kr. Selv om omkostningerne formentlig er steget siden da, siger han, er der også sket forbedringer med kemikalierne, som vil kunne øge kapacitetsforbedringen endnu mere.

"På lang sigt ville man ikke kunne få tilstrækkeligt med olie ud på denne måde," siger Dagobert Brito i et interview. "Men det ville købe noget tid. Man ville ikke være lige så presset til at foretage sig noget i en fart."

Men eftersom Petroline løber gennem Saudi-Arabien, ville det være op til kongedømmet at overveje en sådan investering. Og fordelene vil muligvis ikke opveje udgifterne, i det mindste på kort sigt, eftersom en lukning af Hormuzstrædet ville gøre Saudi-Arabien i stand til at øge prisen pr. tønde olie, landet eksporterer gennem det Røde Hav.

Et andet væsentligt alternativ til Hormuz kunne være en 370 km lang olieledning til godt 18 milliarder kr. gennem de Forenede Arabiske Emirater, som har været under bygning i flere år. Emiraternes olieminister sagde i sidste måned, at landet næsten er færdig med strækningen fra Habshan i nærheden af Abu Dhabis landbaserede anlæg til produktion af råolie til en offshore-olieterminal i emiratet Al Fujayrah ved Omanbugten. Kapaciteten af Abu Dhabi Crude Oil Pipeline vil dog kun være 1,5 millioner tønder om dagen eller mindre en tiendedel af den nuværende gennemstrømning gennem Hormuzstrædet. Og projektet, som er blevet forsinket i flere omgange, vil ikke være klar til drift før i maj eller juni.

Nogle analytikere ser rent faktisk maj eller juni som et sandsynligt tidspunkt for et israelsk angreb på Iran. Baggrunden er Ehud Baraks antydning af, at hans land ikke vil være i stand til at afsætte ressourcer til en årlig amerikansk-israelsk militærøvelse dette forår.

Det vil i så fald ikke levne meget tid til at finde eventuelle alternative olieveje ud af verdens vigtigste oliebækken, og det trods tre årtiers bekymring over Hormuzstrædets sårbarhed. "Jeg er ikke profet eller noget," siger Dagobert Brito, "men der er en risiko. Og vi ville være meget bedre rustede, hvis vi havde flere alternativer, end vi har på nuværende tidspunkt."

Måske er du interesseret i ...

Læs også