69-årige Toyoo Ide (med tatoveringer) og andre mænd benytter de badefaciliteter, som de japanske selvforsvarsstyrker har opsat uden for et evakueringscenter i Koriyama. Toyoo Ide har hele sit liv arbejdet på atomkraftværket. Han savner sit hjem inderligt: “Der er intet vand eller el nu, men hvis der var, ville jeg tage tilbage, stråling eller ej. Jeg ville tage af sted i dag. Jeg kan ikke bo i en by fuld af fremmede.”

Galleri: Japans forbudte zone

Efter katastrofen den 11. marts 2011 blev titusindvis af beboere omkring det ødelagte Fukushima-atomkraftværk evakueret fra deres­ hjem. Kun fodsporene står tilbage, størknet i mudderet. Vi bringer en eksklusiv reportage fra den radioaktive zone.

8. december 2011

Efter katastrofen den 11. marts 2011 blev titusindvis af beboere omkring det ødelagte Fukushima-atomkraftværk evakueret fra deres hjem. Kun fodsporene står tilbage, størknet i mudderet. Vi bringer en eksklusiv reportage fra den radioaktive zone. Foto: David Guttenfelder.

Græs begyndte at gro fra dette bilvrag nogle måneder efter tsunamien.
Politi med beskyttende ansigtsmasker vogter vejen, der fører ind i zonen ved byen Minami-Soma. På skiltet står der Adgang Forbudt.
Et svin bevæger sig rundt i de forladte gader byen Namie. Den fandt denne fødevarebutik, hvor den åd sig mæt og tog en lur.
Der var ingen evakueringsplaner for dyr i atomzonen.
To hunde slås på en øde gade i byen Okuma. I krisens­ første dage myldrede den forbudte zone med omstrejfende kæle- og husdyr: køer, grise, geder­, hunde, katte og endda strudse. Frivillige redningsfolk omgik politiets patruljer og afspærringer og gik ind for at fange og rense nogle af dyrene og returnere dem til deres ejere. Andre dyr fodrede­ de. Men hen mod midt på sommeren var mange af dyrene døde af sult og sygdom.
Et vandskadet fotoalbum fundet ved Fukushimas hærgede kyst. På billederne er der børn iklædt fine kimonodragter til de traditionelle ceremonier, som fejrer børns tre, fem og syvårs fødselsdage.
Futonsenge foldes normalt sammen og gemmes væk i skabe hver morgen. Men beboerne havde ikke tid til at rydde op, før de i hast – via nyhedsudsendelser på tv – blev beordret til at evakuere deres hjem før daggry den 12. marts. Dette soveværelse ligger i Okuma mindre end 5 km fra det forulykkede atomkraftværk. Embedsmænd i byen har beskyldt energiselskabet Tepco for pligtforsømmelse ved ikke at advare dem om den kritiske situation.
Evakueringsøvelser er ren rutine i de japanske jordskælvszoner­. Så da det blev alvor i marts, vidste­ skolebørnene præcis, hvad de skulle gøre – og de regnede med at vende tilbage efter få dage. Der er nu gået måneder, siden eleverne flygtede. I reolerne ligger endnu de fine skoletasker af læder­, som kan koste over 1000 kroner og er enhver­ japansk skoleelevs kæreste eje. De bliver sandsynligvis aldrig hentet igen.
Kun fodsporene står tilbage, størknet i mudderet. Efter katastrofen den 11. marts 2011 blev titusindvis af beboere omkring det ødelagte Fukushima-atomkraftværk evakueret.
En enlig dyreaktivist traver langs Fukushimas kyst. Atomkraftværket ligger lige på den anden side af bakken. Selv mange uger efter, at andre tsunamiramte områder var blevet renset for vraggods, kunne man ikke sende oprydningshold ind i denne zone på grund af strålingsniveauet. Nogle dyreaktivister trodsede forbuddet mod at gå ind i zonen, selv om overtrædelse var forbundet med store bøder, for at hjælpe de kæle- og husdyr, der blev efterladt.
I en gymnastiksal i Hirono den 8. juni får borgere iført beskyttelsesdragter information, inden de eskorteres i bus på en kort visit til deres hjem for at hente nogle få mindre ejendele. (Der er ikke plads i bussen til større ting). Selv om turene ind i zonen foregik­ under streng kontrol, fortæller en embedsmand fra byen, at dekontamineringsprocessen bagefter blot bestod i, at alt og alle blev vinket igennem uden videre kontrol for stråling.
74-årige Nobuko Sanpei spiser aftensmad i sin pap-lejlighed­ på et kongrescenter i Koriyama. “Det var kvælende varmt, så jeg skar et ventilationshul,” siger hun. I månedsvis efter atomkatastrofen boede tusind­vis af flygtninge i pap-“huse” på kroer, skoler og andre offentlige tilflugtssteder. Nobuko Sanpei er sidenhen flyttet ind i en lille lejlighed, men længes efter de rismarker, hun og hendes mand passede i Tomioka syd for atomkraftværket.
En af de evakuerede hviler sig i sin midlertidige bolig­. De trange nødkvarterer levner ikke plads til et privatliv, ligesom smittefaren ved sygdom er stor. Ældre beboere, der har boet hele deres liv i fast sammentømrede lokalsamfund på landet, er ofte modvillige mod at flytte ind i midlertidige boliger langt fra venner og familie. Socialarbejderne gør, hvad de kan, for at forhindre en bølge af kodoku-shi (ensom død) blandt de enlige ældre.
Junko Shimizu pakker sin mands jakkesæt. Hun er på et kort besøg til hendes hjem i Namie.
I dette hjem inden for den radioaktive zone har jordskælvet knust et billede af et familiemedlem. I Japan er det almindeligt at holde minderne om anerne i live ved at have portrætter hængende af alvorligt udseende, afdøde patriarker og matriarker. Ofte stirrer de ned på et buddhistisk familie­alter­, hvor man brænder røgelse og beder for dem. Nu vogter portrætterne over de forladte hjem.

Måske er du interesseret i ...

Læs også