Verdens ældste mumier bliver til sort slim

Mere end hundrede mumier fra Chile og Peru er i fare for at forsvinde i et søle af sort, geleagtig slim, efter at klimaforandringer har fået bakterier til at blomstre op på de gamle ligs indtørrede hudflager.

10. november 2016 af Mikkel Skovbo / Illustreret Videnskab

Det bobler af liv på døde menneskers hud. Og eksperterne river sig håret.

Mange af de i alt 120 ældgamle mumier på det arkæologiske museum i byen Arica i det nordlige Chile er ved at forvandle sig til en geleagtig, sort slim, efter at være blevet udsat for et ondartet bakterieangreb.

”De lokale mikroorganismer kan ende med at æde sig fuldstændig igennem de her gutter,” siger professor i biologi ved Harvard Universitet, Ralph Mitchell, til Live Science.

Hudbakterier mæsker sig i mumier

Ralph Mitchell og hans hold af eksperter fra Harvard har undersøgt de op imod 7000 år gamle mumier på invitation af det slimramte museum.

>> Er du vidensbegejstret? Tag med på havekspedition til det eventyrlige Galápagos!

Det viser sig, at helt almindelige hudbakterier er gået i flæsket på mumiernes pergamentagtige hudflager, efter at luftfugtigheden i området er steget.

Det vådere klima og bakterieopblomstringen skyldes sandsynligvis klimaforandringer.

Mumierne stammer fra Atacamaørkenen i det nordlige Chile og sydlige Peru (grøn), hvor chinchorro-folket huserede mellem 7000-1500 f.Kr. Den ældste mumie er fra 5050 f.Kr. og regnes for verdens ældste.

Museum håber på hjælp fra UNESCO

Nu forsøger det chilenske museum at få områdets mumier optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste for at tiltrække midler og ekspertise indenfor konservering.

Der er behov for at ramme den helt rigtige temperatur, luftfugtighed og belysning, hvis ikke mumierne langsomt skal sive ud af verdenshistorien i en pøl af sort slim.

Måske er du interesseret i ...

Læs også